LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Fortællinger fra vejen

Vintervandring alene på Camino del Norte

Solveig Willum vandrede alene på Camino del Norte i en måned denne vinter. Hun fortæller om nogle af de glæder og udfordringer, hun mødte undervejs. Foto: Privatfoto

Der er stadig en snert af vildnis tilbage på Caminoen, hvis bare man tør tage af sted uden for sæsonen

Det er midten af december. Jeg har lige været inde på pilgrimskontoret ved kirken i Irún og fået mit pilgrimspas. Den næste måned skal jeg spendere i mit eget selskab på Camino del Norte.

Mens jeg pakker mine ting sammen og gør mig klar til at komme af sted, sætter regnen ind. Jeg griner lidt, for det selvom det er det her, jeg har forberedt mig på, på ustadigt og vådt vejr, så ville jeg da ikke have sagt nej til en blød start. Men det bliver der ikke meget af på turens første etape. 29 kilometer senere og først to timer efter mørkets frembrud, når jeg dagens mål i San Sebastian.

Det regner stadig.

Caminoen er kun begyndelsen
Det er 10 år siden min første caminovandring. Dengang gik jeg Camino Francés i højsæsonen med tre andre. Denne gang skal jeg af sted alene, helt alene håber jeg. Jeg har valgt den mindst trafikerede måned på hele året på Camino del Norte, som heller ikke er så befærdet som hovedcaminoen.

Jeg starter ved begyndelsen i Irún, lige ved den franske grænse. Herfra har jeg 30 dage til at gå. Min første prioritet er helt enkelt at komme ud at gå. Jeg har brug for tid til at tage bestik af mig selv, og så vil jeg gerne have tid nok til at opleve det landskab, jeg kommer igennem.

Da jeg starter, har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvor mit mål er, men da jeg træder ind på muslingesporet, bliver det hurtigt næsten utænkeligt for mig ikke at følge det til vejens ende.

Min første caminovandring ændrede mit syn ret så drastisk på, hvad den lange vandring kan, og på hvordan min krop og min hjerne hænger sammen. Jeg er spændt på, hvad jeg får med hjem denne gang.

Vinden viser tænder
De første dage i Baskerlandet er smukke og brutale. Stierne har fået lov til at vokse til, og jeg skal i det hele taget holde øje med markeringerne. Jeg minder mig selv om, at jeg skal huske at tage mit vandtætte etui til min telefon med på næste tur, mens jeg for 20. gang forsøger at tørre regnen af, efter jeg har tjekket gps'en på min telefon.

Vejret viser tænder, og på tredjedagen overvejer jeg ret så alvorligt at kravle i læ og vente på, at stormen lægger sig. Men i mangel på læ går jeg i stedet videre, og jeg priser mig ved hvert skridt lykkelig for at have mine vandrestave med. De hjælper mig med at stå imod vinden, så jeg ikke bliver blæst helt af vejen. Men jeg skal holde godt fast for at undgå, at stavene blæser ind og spænder ben for mig, når jeg ikke er opmærksom.

Så snart jeg kan, finder jeg en alternativ rute, hvor jeg kan komme i læ af bjergene, og hvor jeg er mindre udsat for vinden. Næste morgen skinner solen, vinden har raset af, og jeg glemmer næsten, at det er vinter. Regntøjet ryger i tasken og i stedet kommer solbrillerne på.

Udenfor sæsonen
Senere på turen bliver vejret mildere. Regnen tager af og eftermiddagene er fyldt med sol. Men morgenerne bliver koldere, jo længere vestpå jeg kommer, og frosten hænger i græsset langt op ad formiddagen.

Vinteren giver en snert af vildskab til ruter og områder, som i højsæsonen tit er plastret til med parasoller og søndagsturister. Nu er de næsten alle sammen gået hjem. I eukalyptusskovene møder jeg et par skovarbejdere, og på strandene møder jeg en gang i mellem et par turister og en håndfuld vintersurfere. Ellers er det bare mig, stilheden og fodsporene fra dem, der kom før mig.

Vinteren, regnen og kulden skaber et helt anderledes rum, som de fleste fornuftige folk ikke bevæger sig ud i, hvis de kan slippe. Men når først jeg når til det punkt, hvor det dårlige vejr ikke længere er en hindring men et vilkår, så indfinder der sig en ny ro, og der åbner sig en helt ny verden. Vejret er ikke noget, jeg skal krybe i læ for, det er en del af min rejse.

På solskinsdagene ved kysten har jeg svært ved at begribe, hvorfor jeg nogensinde skulle begive mig på en sommervandring igen. Foto: Solveig Willum
Jeg var undervejs til fods i en måned. Ruten var aldrig sværere, end jeg ville turde tage min svigermor med, og jeg var aldrig mere end et par timer væk fra civilisationen. Det er Caminoens største force og svaghed: at man aldrig kan blive helt væk. Foto: Solveig Willum