"Sindet må lytte for at blive stille"
Virkelig stilhed er ikke at sætte sig uden for lyd eller at være helt uden ord, eller søge ind i et tomrum, skriver formand for Roskilde Pilgrimsforening Finn Buhl, som her reflekterer over pilgrimsordet stilhed
Vores verden er overfyldt med lyde: Afbrydelser og samtaler med kolleger, som ofte kun er smalltalk og ligegyldigheder, meddelelser, vi skal tage stilling til og behandle, ordrer fra chefen, som ikke kan diskuteres, maskiner, der kører, radioer, der spiller, biler og motorcykler, der larmer, sirener, der hyler. Støj, støj, støj. Tit hører vi det ikke, men andre gange bliver det bare for meget, og det eneste vi ønsker er stilhed!
LÆS OGSÅ: Syv nøgler til pilgrimmens sjæl
Så længes vi mod naturen, hvor kun få, men eksklusive lyde høres: Bølger, der slår ind mod stranden, fugle, der kvidrer, vinden, der suser i træerne: For her ved vi, at vores sind kan falde til ro. Vi lytter til skabelsen!
Derfor drages mange ud på vandring, for mens vi vandrer, bringes ikke bare vores sind i balance, men også kroppen falder til ro, kommer i en slags trance, ind i en stilhed. For med ét, uden at vi aner det, sætter vi blot den ene fod foran den anden. Går og går. Vi beder med fødderne.
Når det sker, befinder den vandrende sig på det plan eller niveau, hvor de fleste forbliver, for her er rart at være. Og her kan man udmærket være en del af et fællesskab, hvis man ønsker det. Disse vandrere er på vej til at blive pilgrimme, og mange kalder sig pilgrimme.
Men nogle synes, dét er for simpelt og vil mere. De søger den indre stilhed, det spirituelle, går helt ind i sig selv og tømmer sig fuldstændigt for ord og tanker. De sætter sig i lotusstilling, eller de vandrer, hvor de ikke møder andre. De vælger det øde, det ensomme, det uselskabelige, for de skal finde sig selv!
De kalder sig pilgrimme, men er de nu også det? Ikke hvis en pilgrim er én, der søger Gud, for denne form for stilhed er et tomt hul, djævelen lynhurtigt smutter ind i og narrer vedkommende. For når den spirituelle kun ser indad i sig selv, glemmer vedkommende at se udad, glemmer sin næste.
Jesus siger: Alt, hvad I har gjort mod én af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig (Matt. 25,40). Altså finder jeg Gud i min næste og ikke i mit indre. For Gud er kun i mig for den, som ser mig, som jeg er næste for: Gud er ikke i mig for mig!
Virkelig stilhed er derfor ikke at sætte sig uden for lyd eller at være helt uden ord, eller søge ind i et tomrum. Den vej, sindet kan vandre på, så sindet finder stilhed, er, når tungen reciterer, eventuelt i takt med, at fingrene vandrer på en bønnekrans. (Se bogen LYT Mens fingrene vandrer. En daglig indre pilgrimsvandring.)
På denne vej benyttes ikke et mantra, men ordet, hvis man er kristen! Men uanset om man reciterer på en bønnekrans eller blot fæstner sit sind på et citat fra Det Ny Testamente, er dette måden, hvorpå sindet finder stilheden.
Sindet må lytte for at blive stille, og når man reciterer ordet, låner Gud os mund og mæle, så vi kan lytte. Når denne stilhed, sindets stilhed, kombineres med den stilhed, man opnår, når man vandrer ude i naturen, når fødderne beder, når den ene fod blot sættes foran den anden, opnår man at det hele menneske efterhånden kommer i fuldstændig stilhed.
Så er den vandrende blevet en pilgrim. For en pilgrim er ikke bare én, der vandrer og finder ro i naturen. En pilgrim er mere én, der under sin vandring gennem sin vandring søger ordet for at genrejse den tro, der er faldet.
Det kan pilgrimmen ikke selv, men Gud kan! For Guds ord er skabende og virkende. Først når denne stilhed den fuldstændige stilhed er til stede, kan man høre Gud! Og når vi lytter i tro, besvangres det indre menneske for ordet er som sæd! Når ordet så vokser og gror i os, føder vi til sidst Kristi barn: Det er de gode gerninger.
Troens velsignede frugter!
God pilgrimsvandring!