Pilgrimsvandringer er indøvelse i kristendom

Det at være på vandring i ydre og indre landskaber er i højeste grad en indøvelse i kristendom; man går sig simpelthen til mere tillid og tro. Denne vandring i Guds store, grønne katedral giver nogle fantastiske muligheder med hensyn til formidling af det kristne evangelium, mener dagens kronikør

På en sognerejse til Det Hellige Land i 1998 var vi ude at sejle på Genesaret Sø. Båden var efter sigende bygget som en kopi af de fiskerbåde, disciplene og Jesus havde sejlet i. På turen læste vi beretningen om Jesu vandring på søen (Math. 14, 22-33) og prøvede at leve os ind i situationen omkring år 30 e.Kr.

LÆS OGSÅ: Kristeligt Dagblad lancerer hjemmeside om pilgrimsvandring

Ved landgang gav kaptajnen os et fornemt stykke papir, der autoriserede os til at bære titlen Jerusalem-pilgrim. Dokumentet var underskrevet af såvel Israels turistminister som Jerusalems borgmester. Jeg husker, at jeg følte det upassende, for vi var slet og ret turister og ønskede ikke at blive prakket en antikveret titel på.

Nu har ordet imidlertid fået en positiv klang for mig, og min vigtigste identitet er at være pilgrim på rejse gennem livets ydre og indre landskaber.

Men hvad er egentlig forskellen på en turist og en pilgrim? Hvordan kommer vi fra distanceret nysgerrighed til overgivelse, hengivelse og fordybelse? Hvordan flytter man sig som den lille Zakæus (Luk. 19, 1-10) fra at sidde og betragte det hele lidt fra oven, fra morbærfigentræet og være med på en kigger? Grænsen er naturligvis flydende, men turistens ydre rejse går fra a til z, horisontalt. Pilgrimmen derimod har den vertikale dimension med: indad og opad. Det, der gør en vandring til en pilgrimsvandring, er, at vi beder og holder gudstjeneste sammen. Eller sagt på en anden måde: Som pilgrimme bevæger vi os i troens dimension.

En turist har ofte ting med hjem, souvenirs og fotos. Om en pilgrim siger man, at pilgrimmen kommer hjem med velsignelsen og en ændret livsstil.

En turist bruger som oftest en masse penge, mens pilgrimmen lever enkelt med vægt på livets gratis gaver: naturen, mødet med andre mennesker og kirkekunsten med mere.

Med andre ord: Man bevæger sig fra at være tilskuer til at blive deltager. Pilgrimmen er indstillet på transformation, det vil sige at ændre personligheden og relationerne til andre mennesker. De fleste mennesker rejser hjem mere ubekymrede og har lært at tage tingene, som de kommer i tillid til, at man får den hjælp, man har brug for.

Undervejs får vi lejlighed til at sætte ord på det med Gud i samtaler med andre vandrere, og vi får daglige doser af forkyndelse. En helt ny åndelig dimension kan tage sin begyndelse, og for mange er det starten på en religiøs praksis med bøn og kirkegang.

FØR JUL HAVDE JEG ET MØDE med tre sjællandske præster på en café i det indre København. De skulle have hjælp til at komme i gang med pilgrimsvandring i deres sogne, og efterhånden fik vi talt os mere og mere varme. Jamen, det er jo indøvelse i kristendom, udbrød en af præsterne med henvisning til Søren Kierkegaard.

Og jeg svarede, at ja, det at være på vandring i ydre og indre landskaber er i højeste grad en indøvelse i kristendom; man går sig simpelthen til mere tillid og tro. Det, der sker på en pilgrimsvandring, er, at vi synger salmer, hører bibelhistorier, beder, mediterer i stilhed over Guds ord og samtaler med hinanden om det med Gud.

Præsten så helt begejstret ud: Ja, indrømmede hun, jeg har ellers altid haft noget imod pilgrimsvandring, fordi jeg bare troede, det var noget individualistisk pjat, men det jo en fantastisk mulighed for formidling af evangeliet.

Ja, sådan er det: Pilgrimsvandring er i højeste grad en trospraksis. Og nogle gange skal vi have en referenceramme for at forstå noget nyt. Og det kan være Søren Kierkegaard, som i 1850 skrev sin Indøvelse i Christendom, som den københavnske præst refererede til. At tage på pilgrimsvandring er ganske enkelt at øve sig i en trospraksis.

Gæstfrihed er en vigtig del af den kristnes liv, jævnfør Hebræerbrevets ord: Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster. (Hebr. 13,2). Gæstfrihed er en del af Guds væsen; Gud har plads til enhver, jævnfør Jesu ord (Joh. 10): Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile!.

Gæstfrihed oplever vi i høj grad undervejs på Hærvejen. Hvert år har jeg på forhånd sendt besked ud til samtlige præster og menighedsrådsformænd langs Hærvejen og fortalt, hvilken dag vi vandrer igennem deres sogn, og at vi glæder os til at besøge deres kirke. Samtidig inviterer jeg folk fra sognet med på vandring en enkelt dag, så de får mulighed for at opleve pilgrimsvandring, ligesom vi får lejlighed til at høre om, hvordan det er at være grisefarmer i Sønderjylland eller lærer på Silkeborgegnen.

Vandrerne kan indvie de fastboende i tanker og refleksioner om pilgrimsvandringens betydning for vort moderne (tros)liv. Ofte får vi gensidigt en vedkommende snak om eksistentielle emner såsom: Hvor er Gud nærværende eller fraværende i ens liv?

Sådan deler vi alt med hinanden: livshistorier, plaster, troshistorier, chokolade, nadver. Akkurat som der står om disciplene: .. de troende var sammen, og de var fælles om alt. (Ap.G 2, 44). Gensidig sjælesorg er derfor en vigtig del af et vandringsfællesskab.

Et sted erfarer vi helt konkret gæstfrihed, og det er i Kragelund. Her har menighedsrådet besluttet, at kirken skal være døgnåben for de vejfarende, så man kan bruge den for eksempel en sen aften til sin stille andagt eller om morgenen til gruppens morgensang.

At finde kirkens dør åben på denne håndgribelige måde er utrolig vigtigt her i Danmark, hvor alt for mange kirker desværre er låst og lukket. I Kragelund forstår man ligesom bedre Jesu ord: Jeg er døren, den, der går ind gennem mig skal finde græsgange. (Joh. 10, 9).

På sidste sommers pilgrimsvandring var vi på vej nordpå ad den gamle hærvej, og en dag ved middagstid kom vi til et vejkryds i en plantage, hvor jeg ærligt talt var i tvivl om, hvilken af tre mulige veje vi skulle vælge. For at vinde tid foreslog jeg pilgrimsgruppen at tage en frokostpause. I mellemtiden håbede jeg at finde ud af kort og skilte, så vi kunne vælge den rette vej videre.

Det småregnede, og vi fandt madpakkerne frem under ponchoerne, men under de omstændigheder var det ikke let at læse kort. Efter et stykke tid kom to kvinder vandrende nordfra. Vi inviterede de to ekstra pilgrimme med, og de takkede glade ja. Jeg fortalte Jesu lignelse om det store gæstebud (Luk. 14, 16-23).

Nu var det holdt op med at regne, og lige før indstiftelsen kom endnu tre pilgrimme vandrende, fremmede kvinder. Da vores gruppe fyldte hele vejkrydset ude i skoven, ville vi være nødt til at afbryde gudstjenesten for at flytte os, så i stedet faldt det mig ind at invitere de fremmede med. Som om det var den mest naturlige ting i verden, takkede de ja. Og pludselig foldede lignelsen sig ud: Ved Guds Riges bord er der altid plads til flere.

Undervejs hjælper daglige meditationer og gudstjenester i Vorherres grønne katedral til at fremme den indre vandring. Kirken er menigheden, Guds folk på vandring. Her en samling mennesker i bevægelse i sol, regn og blæst på Hærvejen. I et kristent fællesskab erfarer de en konkret indøvelse i kristendom.