"Pilgrimsvandring er i dag et individualiseret projekt"

Den moderne pilgrimsinteresse er opstået som modbillede på nogle af de tendenser, vi ser afspejlet i den postmoderne livsverden: Stress, alt for hurtige livsskift samt en flakkende bevidsthedsverden, skriver retræteleder Elizabeth Knox-Seith

På mange måder er det at være pilgrim essentielt set betegnet ved modet til opbrud modet til at bryde op fra det kendte og trygge, til at gå nye veje, i søgen efter et dybere fokus i livet.

Man behøver ikke at bevæge sig på en konkret vandring ud i livet for at være pilgrim pilgrim kan man også være på et indre plan, i stilhed og kontemplation over livets gåder.

Pilgrimme søger enhed med Kristus
Det væsentlige er modet til at være i bevægelse mod et dybere mål, hvad enten det er på en fysisk eller en åndelig måde. Eller, som oftest, begge dele på én gang. I perioden fra omkring 400-tallet og op til begyndelsen af højmiddelalderen, vandrede mange munke i den kristne keltiske tradition ud over store dele af det europæiske kontinent, båret af en længsel efter at leve fuldt og helt i enhed med Kristus og efter at kunne dele denne enhed med andre.

Pilgrimsvandring består af tre martyrier: Askese, opbrud og offerdød
Det siges, at der fandtes tre former for martyrium, som kendetegnede disse Herrens vandringsmænd, som kom vidt omkring, ofte til ganske ukendte egne, hvor der aldrig havde været kristne før.

Det første martyrium var det grønne martyrium, som bestod i at forsage alt, hvad der ikke var allermest livsnødvendigt; at leve så enkelt som muligt, i harmoni med skaberværket.

Det grønne martyrium var askesens martyrium dér, hvor man opgiver alt, hvad der er personligt, og skænker det, man har, i Guds hænder, for blot at få lige nøjagtigt dét tilbage, som er nødvendigt for at leve.

Det andet martyrium var det hvide martyrium, som bestod i at bryde op fra det land eller det sted, man hørte til, for måske aldrig at vende tilbage.

Dette var opbruddets martyrium; dér, hvor man lægger alt det kendte bag sig for at drage ud på en færd, man ikke ved hvor ender. Målet er at nå til enhed med Gud; og den bevidsthed, man har med sig på vejen, er, at man er sendt, det vil sige har en kaldelse, en hellig mission.

Kun vinden kan vide, hvorhen den blæser, og således lod de keltiske munke sig ofte bogstaveligt talt føre af vinden, når de sejlede ud i deres små skrøbelige både.

Som regel bevægede de sig uden at vide hvorhen, langs de stormomsuste og barske klippekyster i Irland og Skotland, og videre over åbent hav til resten af Europa, og måske endda helt til det mellemste Asien og den nordlige del af Afrika.

Det eneste, de var sikre på, var, at Kristus var med dem som en usynlig medvandrer og de lod sig lede med stor intuition og sikkerhed for, hvor vejens næste skridt skulle gå.

Det tredje og største martyrium, var det røde martyrium, som betød at gå i døden for sin tro. Paulus, Peter og mange andre af de første apostle havde som Jesus selv lidt dette martyrium, og mange af deres kristne efterfølgere fulgte igennem de første århundreder i deres fodspor.

For de keltiske munke var idealet om at dø for sin tro ingen undtagelse. De så sig som en del af en lang tradition af martyrer, der var villige til at sætte livet ind for at brede troen ud. Der kunne ikke overgå nogen troende nogen større ære end at gå i døden for det, som brændte i hjertet.

Dette gav et stærkt mod på de ofte lange og farefulde rejser, og gjorde, at opbruddet gav mening. Der var en vej, som var en dybere vej, bag det hele: Evighedens vej, der i sidste ende ville føre til fuld enhed med Gud, den elskede, og vise, at villigheden til at gå i Kristi lidelses fodspor ikke manglede.

Moderne pilgrimme er ikke martyrer
Der er i dag stor interesse for keltisk pilgrimstradition, særligt blandt mennesker, der indimellem støder sig på den traditionelle kirke og dens hierarkiske tilbøjeligheder.

Dette gælder inden for alle kirkesamfund, og interessen for de keltiske spor har klart en økumenisk karakter, idet alle kirkesamfund kan lade sig inspirere af den poetiske, umiddelbare og meget Kristusnære måde at være kristen, som var gældende blandt kelterne.

Der findes stærke keltiske nedslag i en del moderne kommuniteter, for eksempel Iona Community i Skotland, og Aidan and Hilda Community ved Lindisfarne, England.

Også i Skandinavien breder interessen sig, blandt andet gennem bønner og liturgier inspireret fra de keltiske rødder.

For den moderne pilgrim kan de to første martyrier det grønne og det hvide - nok virke både genkendelige og tiltrækkende, hvorimod det sidste martyrium, det røde, virker skræmmende og en smule absurd.

Det er værd at huske, at for tidligere tiders pilgrimme var det netop det sidste martyrium, dødens martyrium, der var den afgørende bærekraft i hele vandringen, og det, som udgjorde grundstenen i troens fundament. Det var tale om et efterfølgelsesideal, som var totalt en villighed til at gå med Guds søn i døden for at bringe frelse til verden.

I dag, hvor det at være pilgrim er et mere individualiseret projekt, kan dette grundlæggende ideal, som fortidens pilgrimme var båret af, virke fremmed. Netop her har vi måske en kendetegnende forskel på nutidens og datidens pilgrimme en forskel, som det er værd at tage højde for, når man forsøger at gå i de keltiske pilgrimmes fodspor.

At være pilgrim er et modbillede på en postmoderne livsform
Den moderne pilgrimsinteresse er opstået som modbillede på nogle af de tendenser, vi ser afspejlet i den postmoderne livsverden: Stress, alt for hurtige livsskift samt en flakkende bevidsthedsverden.

Samtidig er det vigtigt at huske, at man aldrig kan danne totale og fuldstændige modbilleder, men at den nutidige pilgrim også ufravigeligt er et barn af dette postmoderne livsrum.

Derfor kan man ikke uden videre indoptage alle elementer fra den gamle tradition, men vil uværgerligt komme til at omforme dem, så de passer ind i den virkelighed, vi idag kender også selvom vi ikke altid vil kendes ved den.

Elizabeth Knox-Seith
Kultursociolog, præst og retræteleder