Pilgrimspræstens pinseprædiken: Åbn sjælens vinduer
"Vi må tage os tid til en indre forårsrengøring: rydde op i tunge tanker, åbne sjælens vinduer, så Åndens vind kan bevæge os. Så det kan blive pinse ud og inde," skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell
Skin over vang som en morgen med sang,
Morgen i maj, når det grønnes!
Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,
Så på Guds nåde der skønnes!
Tonerne dybe i gry og kvæld
Røre selv hjertet så hårdt som fjeld!
(N.F.S. Grundtvig, DDS 291,4)
I nat åbnede jeg vinduet og hørte solsortens jublende sang! Vinden blæste sagte. Jeg hørte dens susen og lærte noget om Guds hemmeligheder: vinden nynnede stilhedens sakramente. Pinse er opvågningens tid, livets genkomst. Snart høres de nyudklækkede fugleunger i rederne. Kastanjen tænder snart sine hvide lys. Naturen holder sin store messe og viser vej til Gud. Det minder Grundtvig os om i sine pragtfulde pinsesalmer.
LÆS OGSÅ: Pinsesalmer er bønner til helligånden
Indre ildfakler eller frost i sjælen?
Men hvordan er det så egentlig med os? Kan vi følge med i alt dette? Er det pinse i sjæl og hjerte? Eller er det bare pinse i kalenderen? Lever vi passioneret som ildfakler, brændende i ånden? Eller er der frost i sjælen? Møder vi forårets overflod på en lyssky måde, som hengemte kartoflers skud fra kælderen. Føler vi os mølædte i det stærke forårslys og udslidte, når bøgeløvet gennemlyses af solen?
Fortvivl ikke, for der findes lægedom for forårstrætheden: åndskraft, sjælebrand og livsglød. Det er Helligåndens tid: Livgiveren, Hjælperen, Talsmanden, Trøsteren. Vi må tage os tid til en indre forårsrengøring: rydde op i tunge tanker, åbne sjælens vinduer, så Åndens vind kan bevæge os. Så det kan blive pinse ud og inde!
LÆS OGSÅ: Pinsens hvem-hvad-hvor
Veni Sancte Spiritus! Kom, Helligånd! Som et længslens bønnesus synges disse ord over hele kloden i pinsen. Pinse gør Gud nærværende. Og Gud ser verden, som den er: Således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3,16) Det er Bibelens mest kendte vers, konfirmanders udenadslære, Den lille Bibel. Man kan let komme til at læse forkert og sige: Sådan elskede Gud kirken. Men sådan står der faktisk ikke. Det er ikke en minoritet, der skal få Guds kærlighed, men verden! Dette lille støvkorn i Universet. Mikrokosmos og makrokosmos. Med teleskop, mikroskop og periskop ser vi overalt sporene af Guds hånd. Den store arkitekt, der har skabt sommerfuglevinger og solsystemer.
Således elskede Gud verden. Og hans kærlighed er ikke falmet. Guds hjerte brænder stadig for det store og det små. Vores kærlighed kan falme og svigte. Men Guds kærlighed bliver aldrig mindre. Gud ER kærlighed. Således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne Søn for at blive hængt op på korset og blive naglet fast for vore synders skyld. På korsets arme gav Gud os alt. Der møder det guddommelige det menneskelige. Der mødes himmel og jord, synd og nåde, kærlighed og had, øst og vest, syd og nord.
Frisk luft i et iltfattigt rum
Vi kan sammenligne Helligånden med, at der kommer frisk luft ind i et iltfattigt rum. Således udtalte en mand fra Indre Mission efter en pilgrimsvandring på Hærvejen:
"Der var en hel fantastisk åbenhed i gruppen, som man skal lede længe efter. Hver aften var der en samling, hvor man satte ord på det, man havde oplevet i dagens løb eller kom med et vidnesbyrd. Jeg oplevede, at Gud arbejdede på højtryk. Vi, som har levet sammen med Gud i mange år, blev nærmest født på ny. Vi snakker om tiden før pilgrimsvandringen og tiden efter. Og Gud blev en virkelighed for folk, der havde søgt i flere år. Det er den åbenhed og glæder, der opstår undervejs, som jeg ikke kan forstå anderledes, end at Helligånden er på spil!
Kirken er en organisme
Det er vigtigt at udvikle pilgrimstænkning og pilgrimspraksis i dialog med vor tids kultur og livsforståelse. Kristendommen skal bevæge sig fra hjerne til hjerte, ned i kroppen. Ordet skal blive kød og tage bolig i os; det skal blive konkret og kropsligt. Troens nye veje skal gås til! Og som Grundtvig siger om kirken (DS 323,3): Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene! Vi må begynde at tale organisk om kirken, som flydende, netværkende. Kirken skal inspirere og være levende sten, levende mennesker: Guds folk på vandring.
LÆS OGSÅ: På vandring - ord at gumle på
For kirken er ikke en organisation og skal heller ikke forveksles med kirkebygningen. Snarere er kirken en organisme, bygget af levende mennesker. Ånden er tydeligst der, hvor der tales af hjertet. Det skaber kirke. Selvom det kan lyde luftigt, så er en kirke i bund og grund dette, at mennesker fortæller for hinanden fra generation til generation. Og aldrig holder op med at fortælle om dengang, da Gud sendte sin Søn for at frelse verden og siden sin ånd for at bekræfte, at Han er forblevet i øjenhøjde med os.
Derfor kan vi synge Grundtvigs lovsang til naturen og skaberværket, og derfor kan vi ønske hinanden en glædelig pinse!