Pilgrimspræst: Den ene pilgrimsform er ikke mere rigtig end den anden

"Motiverne for pilgrimsfærd har ændret sig i forhold til det, der var dominerende i middelalderen. Men heller ikke dengang var pilgrimsfærd noget statisk og éntydigt," skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: Privatfoto

Det vigtigste er den indre vandring: at have en bøn med i hjertet, at "gå med Gud" i troens landskaber, hvad enten man rejser til fods, til hest eller på motorcykel, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Ikke siden senmiddelalderen har der været så mange pilgrimme på Europas pilgrimsruter som i vore dage. Motiverne for pilgrimsfærd har ændret sig i forhold til det, der var dominerende i middelalderen. Men heller ikke dengang var pilgrimsfærd noget statisk og éntydigt.

Reformationen blev et vendepunkt i pilgrimshistorien: valfart og afladshandel blev forbudt, og relikvieskrinene blev fjernet fra kirkerne. I dag er helbredelse og bod ikke centralt, men derimod en åben og religiøs åndelig søgen efter en hellig dimension i tilværelsen.

Da den hellige Birgitta af Vadstena efter 35 dagsrejser med staven i hånd vandrede over Via Montanorum, Jämtlands vidtstrakte fjelde, og ankom til Nidarosdomen for at fejre festdagen for Olav den Hellige den 29. juli 1339 udtalte hun de berømte ord: Hele vort liv er en vandring mod det hellige!

Ja, sådan er det egentlig, når vi ser vort liv som en vandring mod Gud.
I Prædikerens Bog (kap. 3) står det sådan: Gud har lagt evigheden i menneskets hjerter. I vuggegave har vi fået en længsel, en tørst efter sandhed, efter Gud: Vi skaptes til å søke, vi fødtes til å gå mot mål, som vi kan ane, men aldrig helt forstå! (Erik Bye)

Nutidens længsler
Hvilke er så vore længsler? I vore dage kan det være ønsket om at komme væk fra stress og jag. Ønsket om fred og ro. Koncentration om få ting. At leve mere enkelt. Sundhed og heling for sjæl og legeme. Næring til hjertet - at stille tørsten efter retfærdighed. At ændre noget - ved mig selv eller andre. Befrielse fra lænker såsom dødelige vaner og trummerum. At finde sandheden. At overvinde ensomheden.

Kirkefaderen Augustin siger det på sin måde i en bøn: Gud, vi er skabt til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig! Himlen er oprindelse og mål for vore liv.

Denne eksistentielle søgen kan tage forskellige udtryk.

Efter at jeg skrev om min første pilgrimsvandring i 2000, kontaktede diverse rejsebureauer mig for at høre, om jeg ville lede pilgrimsvandringer på den spanske camino. Fuld af foragt afviste jeg invitationen, idet jeg mente, at en rigtig pilgrimsvandring måtte foregå til fods. Siden blev jeg klogere. Man bør være åben for de mange forskellige måder at være pilgrim på. Det handler om de muligheder, man har. Ældre mennesker, handicappede og andre bør naturligvis have samme mulighed for at kombinere den indre og ydre rejse.

Den indre vandring er vigtigst

Og der er mange forskellige måder, man kan valfarte på: på motorcykel, i kørestol, med båd, i elektrisk køretøj, til hest, på cykel, med bus, med båd og så videre. Den ene rejseform er ikke mere rigtig end den anden. Det vigtigste er den indre vandring: at have en bøn med i hjertet, at gå med Gud i troens landskaber.

Hans-Erik Lindström skriver i sin bog "Pilgrimsliv en håndbog for vandringsfolk" (Forlaget Alfa):

"Akkurat som pilgrimmen søger turisten og interraileren efter eventyr og nærer en nysgerrighed over for møder med nye miljøer og nye mennesker. Sportsmanden og motionisten, som træner deres krop gennem fysisk aktivitet og kender værdien af en sund sjæl i et sundt legeme. Feltbiologen og ornitologen, som elsker skov og mark, dyr og natur, flora og fauna, vil opdage skabelsens verden."

Jeg har tidligere skrevet om pilgrimsvandring med børn og gamle: med en 3. klasse i skoven og med et alderdomshjem langs elven.

I fjor blev jeg først forbavset, da jeg i Trondheim fik mail fra en tysk præst, at han ville komme til Pilgrimsgården med sin motorcykelgruppe og ønskede en nadverandagt i katedralen, gerne sammen med MC-folk fra Trøndelag. Undervejs havde gruppen haft gudstjenester hver dag, og det skulle de selvsagt også ved målet. Jeg etablerede kontakt med lokale, kristne motorcyklister: Holy Riders, og i fællesskab holdt vi en fin nadvergudstjeneste.

LÆS OGSÅ: Pilgrimspræst: Min sommer i Trondhjem

I år kom atter en gruppe motorcyklister, denne gang svenske pilgrimme fra Härnösand Stift. Undervejs havde de besøgt helligsteder og kirker, hvor de havde holdt gudstjenester. Deres MC-præst, Ulf betegnede dette at være motorcykelpilgrim som en aktiv retræte. Disse 13 pilgrimme fik en åndelig erfaring, som strækker sig over fire dage. Senere skrev han om turen i en mail:

"Hvis ikke det er Helligåndens værk, så eksisterer Gud ikke. Med det gør Han! I kirkens historie har man ofte betegnet nye instrumenter og ny musik som værende Djævelens påfund, men det er blevet til velsignelse!"

Som resultat af pilgrimsfærdens nye aktualitet ses også en gryende interesse for den maritime pilgrimshistorie. Valfart til søs er en vigtig pilgrimstradition, ikke mindst i en søfartsnation som Danmark. Den norske forfatter Harald Olsen, som er kendt for sine fine bøger om keltisk spiritualitet, har i år udgivet den spændende bog "Havets pilegrimer" (Verbum).