På pilgrimsvandring til Vadstena

"Da vi langt om længe ankommer til Vadstena, ringer kirkeklokkerne for os, og vi følger den gamle tradition fra middelalderen med at tage skoene af det sidste stykke." Læs pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seiths beretning om sin vandring mod Vadstena i Sverige

Vi er en lille gruppe på 12 fra Roskilde Pilgrimsforening, som har valgt at bevæge os mod den svenske pilgrimsbyVadstena sydfra. Vi tager toget fra København en tidlig mandag morgen og kommer til Mjølby station, midtvejs på banen mod Stockholm. Herfra tager vi bussen til byen Ödeshög, hvor vi bliver mødt af den lokale præst og vores hjælpere fra Vadstena. I byens kirke fejrer vi en højtidelig andagt, inden vi begiver os på vej.

Første stop undervejs er klosterruinen Alvastra, der knejser i landskabet med sine vælvede buer, der som de sidste rester af en storhedstid stadig stræber mod himlen.

Klosteret blev grundlagt i 1143 af Cistersienserbrødre fra det franske kloster Clairvaux – samme munkeorden, som også grundlagde Esrum Kloster i Nordsjælland i 1151.

Birgitta af Vadstena, som blev født i 1303 og siden kom til at grundlægge sin egen orden, boede her ved klosteret i årene efter en lang pilgrimsrejse til Santiago de Compostella. Hun havde rejst med sin mand Ulf, der var blevet syg undervejs, og sammen nåede de frem til Alvastra, hvor munkene tog ham i pleje. Han døde her i 1344 og blev begravet i sit eget kapel i området omkring ruinerne. Birgitta blev da boende her som enke, indtil hun i 1349 rejste til Rom.

Hun levede i inspirationen fra det dengang meget levende kloster, og mens hun var her, begyndte hun at få sine åbenbaringer. Klosterets subprior, Peter Olofsson, fik til opgave at nedskrive hendes åbenbaringer på latin og gik i gang med det meget tvivlende. De udviklede et nært venskab, og det blev også ham, som kom til at nedskrive hendes første klosterregel.

Endnu senere, efter Birgittas død i 1373, da han selv var blevet prior, gik han i gang med hendes levnedsoptegnelser. Det betød, at kimen til hele hendes livsværk – og også alt, hvad der siden skete efter hendes død - for alvor blev lagt her i klosteret.

Mens vi vandrer rundt og indånder atmosfæren fra de gamle ruiner, bemærker vi en lille mark fyldt med lavendler, midt i klosterområdet. Vi slår os ned der og begynder at fortælle hinanden om, hvem vi er, og hvad det er, der er vores håb for pilgrimsrejsen.

Duften fra lavendlerne, og varmen fra solskinnet gør, at vi på sær vis lærer hinanden at kende på en helt anden måde, end hvis vi havde siddet indendørs omkring et bord. Efterfølgende rejser vi os og holder endnu en andagt – nu under de høje hvælvinger, der står tilbage fra det store kirkerum. Vi synger danske salmer, så det runger, og slutter med at bede Birgittas bøn: ”Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at vandre den”.

Vi fortsætter vandringen op ad Omberg, et lille bakket bjergparti nord for Alvastra, der er kendetegnende for hele områdets geografi. Vi stiger brat opad, gennem tæt skov, og nyder roen, mens man i glimt mellem træerne kan se Vättern, den kæmpe store sø, som bliver vores nærmeste vandringspartner de kommende dage. Den er så stor, at man altid ser den, fra mange vinkler, uanset hvor man bevæger sig. Og mærkeligt var det heller ikke, at Birgittas første kloster netop blev grundlagt lige ved Vättern, i årene efter hendes død.

Efter endnu en stejl stigning når vi til Hjässan, i en højde af 175 meter over Vättern, hvorfra vi kan beundre udsigten over den imponerende sø. Dagen slutter ved Stocklycke vandrehjem, midt på Omberg, hvorfra vi kan gå flere små ture om aftenen, inden vi går til køjs.

Næste morgen er vandringens første mål Mariadøtrenes ”Hellige Hjertes Kloster”, hvor vi lige knap og nap når frem til middagsbønnen. Mariadøtrene var oprindeligt en protestantisk orden, men overgik i 1988 til den katolske kirke og er nu benediktinere.

De modtager os i deres klassiske sorte dragter med hvid klædning omkring ansigterne, der næsten skjuler dem helt. De bor i et stort, nybygget klosterkompleks, der blev opført i 1990'erne. De tager nu imod mange retrætegæster og er et opsøgt sted for mennesker, der vil finde ro, hvile og god åndelig vejledning tæt på Vadstena.

Vi fortsætter vandringen for foden af Omberg og slutter dagen ved Roglösa kirke, hvor vi modtages af sognepræsten, Per Lindsten. Han byder os velkommen på typisk svensk manér ved at stå for en andagt og fortælle om kirken. Vi har fået lov til at sove i sognegården, der er indrettet på meget enkel vis. Der er ikke meget plads, og vi får lagt madrasser frem i den ene stue. Men inden vi lægger os til hvile, hygger vi os, nyder samtalerne og den smukke solnedgang over markerne, mens vi fra præsten og hans kone får lidt mere at vide om det lokale liv.

På tredjedagen fortsætter vandringen i et mere lavlandet område langs Vättern, via Örberga kirke. Forude i horisonten ser vi indimellem Vadstena med sine fine tårne, og når vi vandrer i stilhed og ser på målet, som det ligger dér, langt ude i horisonten, forstår vi mere af, hvad middelalderens pilgrimme må have følt, når de kom vandrende til det dengang hellige mål.

Undervejs fejrer vi pilgrimsmesse og giver os tid til stilhed. Da vi var på Omberg, var vi i høj grad betagede af udsigterne og det at bevæge sig op og ned i den tætte skov. Her, på de mere lange lige strækninger med åbne marker, sker der noget andet med sindet.

Da vi langt om længe ankommer til Vadstena, ringer kirkeklokkerne for os, og vi følger den gamle tradition fra middelalderen med at tage skoene af det sidste stykke. Vi kommer barfodede ind i kirken, hvor vi modtages ved højalteret til endnu en højtidelige andagt. Vi ligger alle sammen knælende med vores bare fødder og får hver sin velsignelse, med en blid hånd lagt på vores trætte pander, nu da vi har nået målet.

Elizabeth Knox-Seith er mag.art i kultursociologi og pilgrimspræst i Lolland-Falster Stift.