En pilgrim vandrer på tværs af nationale grænser

Som pilgrim er man både fremmed og hjemmevant. Vejen er i bogstaveligste forstand ens hjem. Man har brudt op fra det kendte og vandrer mod noget nyt og ukendt, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith

At vandre som pilgrim er at bryde grænser. Man går både over sine egne indre grænser og passerer grænser i de ydre landskaber. Man går hjemmevant på tværs af nationale grænser – er en ”grænsegænger,”så at sige. Og dermed også en brobygger. Man vandrer mellem landskaberne i deres mangfoldighedog skaber dermed grobund for nye møder og for forsoning af ældgamle smerter.

Som pilgrim er man både fremmed og hjemmevant. Vejen er i bogstaveligste forstand ens hjem. Man har brudt op fra det kendteog vandrer mod noget nyt og ukendt. Men efterhånden som man bevæger sig, bliver det fremmede det kendte. Man bliver fordybet i nye landskaber, indre såvel som ydre. Man opdager nye eksistentielle lag i sin egen tilværelse samtidig med, at man bliver kendt med den virkelighed, som helt fremmede mennesker lever i. Man bringer nyt til dem, man møder – og dem, man møder, bringer nyt til en.

At være pilgrim er at være i dialog – og i bevægelse. Man er ikke hævet over virkeligheden som en turist, der bare kommer forbi og observerer, hvad der sker. Man gør sig til en del af virkeligheden ved at være til stede på lige fod med dem, man møder. Man er afhængig af andres gæstfrihed og imødekommenhed; for uden den overlever man ikke. Derfor må man selv være en god gæst; bringe kærligheden med sig som gave. Man vandrer i tidligere pilgrimmes fodspor og er på den måde en del af en lang, historisk tradition.

Jesus er nok den, som i sit liv og sit væsen kropsliggør en pilgrim allermest. Som barn blev han væk fra sine forældre i et stort rejsefølge til Jerusalem, og blev fundet i templet, hvor han var i dyb samtale med de allermest lærde. Hans forældre var forskrækkede og oprørte – men i Jesu eget perspektiv var han slet ikke forsvundet, tværtimod. Han havde fundet hjem, til templet, Guds hus. Han sagde til sine bekymrede forældre: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg måtte være i min Faders [hus]?“ (Lukasevangeliet kapitel 2 vers 41-52.)

Jesus har også inspireret til den bekymringsløshed, som er en del af pilgrimmens spiritualitet. Alle mennesker slås med bekymringer, og ingen kan sige sig fri af dem. Men når man vandrer som pilgrim, forsøger man at finde et nyt og lettere sind, at smide alle unødvendige – og ofte ufrugtbare – bekymringer fra sig. Dette er blandt andet inspireret af disse ord fra Jesus:

Pilgrimme lader sig også inspirere af et andet ord, som Jesus har delt, beskrevet i samme kapitel i Lukasevangeliet:

"Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være."

”Hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være”. Måske siger netop dette ord mere end noget andet, hvad det er for et mål, man som pilgrim vandrer imod. Det handler ikke om at finde skatte i ydre forstand, men om at finde skattene i det indre. Det handler om at finde det, som er væsentligt i livet, og ikke det, som ruster op eller fortæres af møl, som Jesus så billedligt siger det.

Elizabeth Knox-Seith
Pilgrimspræst