Vandrer: Pilgrimsvandringen er et helle fra hverdagen
Der er ikke andre forventninger, end dem man selv gør sig. Der er ligesom at være hovedpersonen i et eventyr, mener pilgrimsrejsende Lilian Arendal Jensen
Vi starter vores vandring med morgenmesse hos franciskanerne i klosterets basilika i La Verna, som ligger gemt i bjergene. Derefter vandrer vi med godt humør ud i bjergene i Toscana for at ende vores vandring syv dage senere til messe i den hellige Frans’ basilika i Assisi i Umbrien.
Denne start og slut “indpakker” turen i hellige bånd og sætter smukke spor i os. Der bliver sået et frø af “Ja, vi gjorde det”.
Vores vandring er delvis afmærket med det gule Tau-kors og gul/blå symboler påmalet i landskabet. Hele vandringen foregår over syv dage med 27 kilometer i gennemsnit. En vandring på cirka 190 kilometer.
Vi er fire pilgrimsrejsende. Det er første gang vi har følgeskab af to unge kvinder, der oven i købet er søstre. Begge har de brug for et afbræk i hverdagens rutiner. På forhånd har de helhjertet sagt ja til at lave en blanding af meditations- og bønspraksis undervejs. Det bliver til to gange 15 minutter, som udføres gående.
LÆS OGSÅ: Brugte danske pilgrimme kors som pejlemærker?
Det viser sig at være et godt redskab og bringer mange forskelligartede diskussioner undervejs, såsom hvad er Gud for en størrelse, og hvad er bøn/ meditation godt for. De unge kvinder ville gerne have fortsat deres vandring ved rejsens ophør, eftersom de nu har gået sig varme.
Man presser sig frem til erkendelser på kortere tid og på en god måde
Vibeke, mor til tre børn, fortæller, at for hendes vedkommende, har hun efter hjemturen ikke bare kunne erstatte turen med noget andet, da friheden nu er blevet begrænset ved hendes daglige rutiner. De vaner, som er så indgroede og svært at bryde og var årsagen til at vandre. Det er et skisma.
Hun fortæller endvidere, at man på en måde presser sig frem til nogle erkendelser på ganske kort tid i modsætning til at gå derhjemme i den samme trummerum. Man presser sig selv på en god måde.
På en vandring af denne karakter hvor det både er udfordrende, tidsbegrænset af syv dage og også en anderledes rejseform end normalt, så når man at smage på livskvaliteter, som kan have været uden for rækkevidde på hjemmefronten; såsom frihed. Friheden til at være mere sig selv.
”Der er ligesom at være hovedpersonen i et eventyr”
På denne rejse er det nu blevet muligt at fordybe sig i nogle forsømte område i sit liv, som man går og tumler med, men ikke har haft “tid” til at få overblik over. Samtidigt er det muligt at få sat ord på sine tanker i selskab med andre medrejsende.
LÆS OGSÅ: Er det kun troende, der må gå Caminoen?
Det er bare så unikt at vandre, se på smukke landskaber, møde en anden kultur og hvor solen for det meste er fremme, og intet er velkendt på forhånd. Vi har hinanden, vi kan gå for os selv, selvom vi er et team. Vi er velvidende om, at der venter et sted for natten, en god seng, et bad og noget godt at spise.
Der er ikke andre forventninger, end dem man selv gør sig. Der er ligesom at være hovedpersonen i et eventyr. Man bestemmer selv indholdet, men de trygge rammer er sat.
Turen er et slags helle
Det kan også beskrives som et slags “helle”; et frikvarter på syv dage, hvor alt er trygt, men alligevel udfordrende på en berigende måde trods vabler og smertende skuldre, lænd og ømme muskler.
Bare det at gå 27 kilometer er med til at sætte energi-flowet i gang på mange planer, og man tænker helt klart og anderledes, og nogen gange er man bare så dejlig tanketom. Rejsen er enkelt og befriende. Der er derfor nogle gange, at man oplever tristhed efter hjemturen. Turen kan opleves som en “brat opvågning”.
Et frø er sået
Det kan være en udfordring, og alligevel er det noget, som mellemtiden allerede har sat sine præg på. Et frø er sået, og det vil begynde at spire måske ikke så synligt i starten, men som altid skal have sin egen tid til at gro.
Der er kun få betingelser for at tage på sådan en vandring, og det er, at man på forhånd siger ja - helhjertet - til at ville gennemføre den på bedste måde og forsøge at have et forholdsvis åbent sind og hjerte. Resten kommer af sig selv.
Se billedserie fra turen:
Lilian Arendal Jensen er pilgrimsrejsende.