Postkort: Det blev i Berkeley, at min fortid og nutid mødtes

Vores møde med min fortid bragte ikke noget nyt, men det var stedet, der var i centrum og vores forening med byens natur og arkitektur, der var helbredende, skriver professor Brian Patrick McGuire

Jeg er født på Hawaii, men voksede op i Californien. Mere præcist i San Francisco-området og selv om jeg i 1971 forlod USA som mit hjem, vender jeg gang på gang tilbage til mit fødeland og til ungdommens gader. 

Denne gang var hensigten at fejre 50 året for min gymnasieklasses translokation samt at undervise munke i cistercienserklostret New Clairvaux nord for San Francisco.

Men der blev også tid til at gå rundt de steder, hvor jeg gik i gymnasiet og senere universitetet i Berkeley. 

Den eftermiddag før aftenen, hvor der skulle fejres min klasses ”golden graduation” på Saint Mary’s High School Berkeley, sagde min hustru Ann, at hun havde behov for at være et sted, hvor der var stilhed.

Hun følte sig plaget af byens larm og støj, men der var ikke tid til at tage op i de høje bakker og parker bag byen. 

Huset blev et asyl for mig
Derfor foreslog jeg, at vi kørte til den del af Berkeley, hvor jeg i flere år i 1960’erne havde boet hos min troppefører i spejderne. Dengang mine forældre blev skilt, og min mor flyttede til San Francisco, fik jeg lov til at flytte ind hos troppeføreren; Les Stewart.

Han boede i et træhus bygget i 1906, samme år hvor San Franciscos kæmpe jordskælv jævnede det meste af byen med jorden.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på pilgrimsrejse og valfart?

Husets første beboer var Berkeleys borgmester, men derefter blev huset overtaget af Les’ far og mor, der havde forladt deres ødelagte bydel i San Francisco. Les blev i huset efter forældrenes død, og nu stod min hustru og jeg foran en bygning, hvis forside er præget af en lang hjørnealtan. Materialerne er det smukkeste træ, malet hvidt, og for første gang blev jeg klar over stedets skønhed og kvalitet.

I alle de år jeg boede her, på Forest Avenue i Berkeley, anså jeg husets facade som noget givet. Nu, hvor min spejderfører for længst er død, kunne jeg sætte pris på det sted, som var hans barndomshjem, og som blev et asyl for mig, da min familie gik i opløsning. 

Denne bolig blev udgangspunktet for vores pilgrimsvandring denne tidlig sommereftermiddag i Berkeley. Vi gik gennem gader med træer på begge sider, næsten uden biltrafik, og med huse, der hver for sig har særprægede byggemåder, der optog vores opmærksomhed. 

LÆS OGSÅ: 10 citater om at være pilgrim

Disse boliger ville i dag koste millioner af kroner, selvom de færreste af dem bebos af millionærer. Men overalt i Berkeley og omegn er huspriser steget til rekordhøjder, og nu jeg ville aldrig have råd til at bo i min spejderførers hus. 

Men de økonomiske forhold var ligegyldige for min livsledsagerske og mig denne eftermiddag. Vi gik stille og roligt gennem ungdommens gader, og jeg fortalte hende historier, som jeg sikkert havde fortalt hende adskillige gange tidligere.

Her viste jeg det lidt skræmmende hus, omgivet af hegn og mure, hvor efterkommere af den kinesiske leder Chiang-Kai-Chek havde boet. Et andet sted et hus hvor jeg engang blev inviteret til et fint selskab, og hvor jeg følte mig helt uden for. 

Og her var gaden, hvor jeg en gang bemærkede en jævnaldrende dreng vandrende sammen med en mand, som måtte have været hans far. Deres fortrolighed gjorde mig misundelig, fordi jeg på dette tidspunkt havde afskrevet min far og bebrejdede ham mine forældres adskillelse. Senere kom jeg på andre tanker. 

Vores barndom og ungdom lever videre i os
Ved vandringens afslutning var min hustru blevet mere glad og afslappet. Nu var hun klar til at tage videre til min klasses gensyn.

Vores møde med min fortid bragte ikke noget nyt, men det var stedet, der var i centrum og vores forening med byens natur og arkitektur, der var helbredende.

På samme rejse opsøgte vi andre steder, hvor jeg havde boet, men det var her i Berkeley på en varm eftermiddag, at jeg mærkede, hvordan min fortid og nutid mødtes. 

Det er et privilegium at kunne komme tilbage til steder, der har været i centrum i ens liv og finde dem nogenlunde intakte. Nu er de beboet af andre mennesker, der fører deres liv, som om ens egen fortid aldrig foregik i disse omgivelser. Men det er alligevel værd at tage på disse pilgrimsfærd; tilbage til ens eget ophav. Vores barndom og ungdom lever videre i os, og vi har brug for gensynets glæde.

Brian Patrick McGuire er professor i middelalderhistorie ved Roskilde Universitet.