Korstog skulle sikre de kristne pilgrimme

De kristne kongedømmer i Palæstina skulle først og fremmest beskytte de kristne pilgrimme, både på ud- og hjemrejsen, skriver Jørgen Kjærgaard. - Foto: Foto: Sxc.hu

At korstogene førte til plyndring undervejs, så man næppe som en selvmodsigelse af de overordnede religiøse mål, skriver lektor og stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard

Spørgsmål:

Hej,

Jeg vil stille et spørgsmål, som lyder: "Hvad er forskellen på korstog og jihad?" Jeg synes efter det, jeg har læst mig til, at det minder meget om hinanden? Dog at korstogene havde den orden at få Jerusalem tilbage og sørge godt for pilgrimmene?

Tom Hansen

Svar:

Middelalder-korstogenes "officielle" mål var tilbageerobring af "Det hellige Land" - altså de geografiske lokaliteter, som knytter sig til Jesu liv og virke, først og fremmest Jerusalem, hvor man havde overlevering om gammelt kristent fromhedsliv i tilknytning til de kirkebygninger, der siden 4. årh. havde været bygget over de "hellige" steder - navnlig templet og Kristi grav og opstandelsessted.

At korstogene samtidig trak ikke-arveberettigede europæiske adelssønner væk fra lediggang derhjemme - og gav korstogsfyrsterne en bekvem mulighed for at forøge deres formuer gennem regulære plyndringer undervejs, så man næppe dengang som en selvmodsigelse i forhold til de overordnede, religiøse mål.

Helt i tråd med datidens tankegang var det også af overordentlig stor betydning at få åbnet mulighed for valfart til det hellige land. Korstogene resulterede derfor i oprettelsen af kristne kongedømmer i Palæstina, hvis væsentligste eksistensberettigelse var beskyttelse af de kristne pilgrimme, både på ud- og hjemrejsen.

Med venlig hilsen
Jørgen Kjærgaard
Lektor og stiftskonsulent

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.