Kan ældre tage på pilgrimsvandring?

På billedet ses fra venstre: Per Henriksen, Lise Friis, Else Hindsgaul, Aase Hjortkjær og Erling Brask, der alle deltog på Elisabeth Lidells vandring på Hærvejen. Læs deres gode råd til andre ældre, der ønsker at pilgrimsvandre i teksten herunder. Foto: Elisabeth Lidell

Pilgrimspræst Elisabeth Lidell har erfaring med at vandre med folk i alle aldre. For nyligt var hun afsted på en vandring på Hærvejen, hvor fem +70-årige deltog. Her gives gode råd videre

Spørgsmål:

Kære brevkasse og Elisabeth Lidell

Jeg læser om pilgrimsvandringer og nogle af dine tanker om disse. Jeg kan se, at du arrangerer vandringer på Ærø. Vil du fortælle mig om der er planlagt nogen i år?

Jeg ville forfærdelig gerne "lære" at pilgrimsvandre, men jeg ved ikke, om min fod kan holde til en lang tur, men det er mit højeste ønske - inden jeg ikke mere kan trave - forhåbentligt varer det længe.

Mange hilsener
Helga Krohn

Svar:

Kære Helga

Dejligt at høre, at du drømmer om og længes efter at tage på pilgrimsvandring. Hvert forår arrangerer jeg sammen med min mand en pilgrimstur til Ærø.

I 2014 bliver det i Store Bededagsferien den 15.-18. maj, at vi skal opleve foråret på min fødeø.

Vi vandrer i 'Paradisets Have', blandt andet ad Øhavsstien og langs Østersøen, deltager i gudstjeneste og holder andagter undervejs i 'Guds grønne katedral'.

Temaet vil være: bøn og kristen spiritualitet. Vi spiser og bor på Marstal Vandrerhjem og går cirka 20 kilometer om dagen. Der er plads til 20 deltagere.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan forbereder man sig på pilgrimsvandring

Det er ikke ligetil at skrive om at være gammel og tage på pilgrimsvandring. For en 82-årig kan godt være i bedre form end en 28-årig.

Forrige efterår vandrede jeg i bjergene med en gruppe fra Assisi til Rieti-dalen, hvor Frans af Assisi havde sit virke. Med på holdet var en 82-årig pensioneret præst, der hele sit liv har været fysisk aktiv blandt andet ved at løbe maraton. Han nærmest sprang som en bjergged mellem slugter og klipper.

Fornylig var jeg på en to ugers vandring på Hærvejen. 20 mennesker gik vi 300 kilometer fra den tyske grænse til Padborg.

Aldersspredningen var stor: fra 38 til 78 år. Med i gruppen var fem +70. En varm sommerdag stiller de op til interview ved herberget i Thorning, hvor de fortæller om baggrunden for at tage på pilgrimsvandring:

Det er forunderligt, at man efter et travlt arbejdsliv pludselig får tid og overskud til at realisere nogle af sit livs drømme: Jeg elsker naturen, lejrlivet, at sidde ved et bål om aftenen, og jeg føler, at jeg har valgt den gode del! (jævnfør Lukasevangeliet 10,42). Det er vigtigt at prøve grænser af, at presse citronen. Nu har jeg gjort alvor af mine drømme og bevist, at jeg kan! Det er jeg stolt over, det giver råstyrke og gå-på-mod til hverdagen, der kommer.

Jeg vil gerne have en anden dimension i livet og gider ikke mere husmorsnak. Mit ønske er at få spiritualitet og åndelighed ind i den sidste fase af livet. På en længere vandring har man lejlighed til at tænke sit liv igennem og få det sat i perspektiv ved de åndelige input, der gives undervejs.

LÆS OGSÅ: Hvad slags fodtøj er godt til vandring?

Dernæst spurgte jeg de gæve pilgrimme om gode råd til andre ældre:

- Anskaf gode vandrestøvler (lette og regntætte), der skal være gået til (for at undgå vabler)

- Træn nogle måneder inden en længere vandring (mere end at lufte hunden)

- Gå ikke alene på en længere strækning

- Vær indstillet på at være tæt på andre mennesker 24/7 (ved gruppevandringer med fælles sovesal, snorken og så videre)

- Bær så lidt som muligt i din rygsæk: otte til ni kilo eller vælg en tur med bagagetransport

- Hold gode pauser indimellem

Til spørgsmålet, hvad pensionisterne har fået ud af turen, lød svarene:

- Det har været fornøjeligt og hårdt alle aspekter er gennemgået

- Pilgrimsvandringen er med til at holde én fysisk og psykisk frisk det er helse for krop og sjæl

- Man får en åndelig berigelse i form af et helt nyt aspekt af livet

- Man får man en slags ny familie i et fantastisk pilgrimsfællesskab med meget forskellige mennesker

- Tænk at få lov til at være med i en gruppe, der kommer ud for kaotiske tilstande, men erfarer Guds kærlighed på den måde, mennesker interagerer på!

- Vi vandrer sammen i et kristent fællesskab. Det er en niche, som varmt kan anbefales

Kærlig hilsen
Elisabeth Lidell
Pilgrimspræst