Kan vi tage hunden med på Caminoen?

De fleste hunde på Caminoen er arbejdsdyr, fortæller pilgrimsvandrer Henrik Friediger. Foto: Arkivfoto

Det kan I godt, men det er ikke muligt at have hund med på refugierne, svarer formand for Danske Santiagopilgrimme Henrik Friediger

Spørgsmål:

Hejsa,

Kan det lade sig gøre at tage sin lille hund med på Caminoen, og hvad med overnatning og foder?

Med venlig hilsen
Lis og Frederico

Svar:

Det er ikke forbudt at have sin hund med. Man ser nogle enkelte gøre det. Men det er besværligt. For eksempel er det ikke muligt at have hund med på refugierne, så man må finde andre overnatningsmuligheder - typisk på hoteller, der accepterer hunde.

LÆS OGSÅ: Tag på pilgrimsvandring på Caminoen

Man tager heller ikke sin hund med på restaurant i Spanien (modsat for eksempel Tyskland, hvor det ikke er ualmindeligt). Så man må indstille sig på enten at binde hunden udenfor, mens man spiser eller selv holde sig med kost (som man altså ikke kan tilberede på de refugier, man ikke har adgang til).

Hundemad kan vel købes i butikkerne. De fleste hunde på Caminoen er arbejdsdyr og lever vist fortrinsvist af gammelt brød opløst i vand eller mælk. Men i byerne ser man folk holde hund som kæledyr, som vi kender det herhjemme. Og de får vel hundefoder, som købes i supermarkeder.

LÆS OGSÅ: Sådan forbereder man sig på pilgrimsvandring

I øvrigt kan I hente andre hundeejeres erfaringer på Åbent Forum på santiagopilgrimme.dk eller på Facebook under Danske Santiagopilgrimme.

Venlige hilsener
Henrik Friediger
Formand for Danske Santiagopilgirmme