Findes der pilgrimsruter til motorcyklister?

Jeg ved godt, at i middelalderen benyttede man tidens transportmidler på sin pilgrimsfærd, men en del af den moderne pilgrimsvandrings idé er blandt andet "at stå af ræset", svarer Finn Buhl, der er formand for Roskilde Pilgrimsforening

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Findes der pilgrimsture for motorcyklister i Danmark?

Eller kan I hjælpe med at finde/oprette sådanne?

Venlig hilsen
Mona Kaldahl

Svar:

Kære Mona Kaldahl

Til spørgsmålet om der findes en pilgrimsrute for motorcykler, kan jeg svare klart "nej".

Man kan cykle på Hærvejen, og man kan cykle på Caminoen i Spanien, ja, på alle caminoerne, for der er mange.

LÆS OGSÅ: Hærvejen - Danmarks store pilgrimsrute

Men hvorfor køre på motorcykel?

Jeg ved godt, at i middelalderen benyttede man tidens transportmidler på sin pilgrimsfærd. Således red adelige eller kørte i hestevogn, mens håndværkere, bønder, munke og nonner gik.

Således er skikken med "at gå pilgrimsvandring" opstået, fordi langt de fleste gik, og som noget særligt kunne selv adelige og kongelige, som bod, påbydes at gå, undertiden på nøgne fødder. (Så kunne de lære det!)

SE OGSÅ:
Billedserie: Velsignet være cyklisterne

En del af den moderne pilgrimsvandrings idé er blandt andet "at stå af ræset" og komme ned i tempo. Det kommer man næppe på en motorcykel. Læs eksempelvis mine artikler om "langsomhed", enkelthed" og "ubekymrethed".

Men jeg skal ikke "gøre mig hellig" på andres bekostning. Hvis du gerne vil køre en pilgrimsfærd på motorcykel, synes jeg, du skal gøre det. Find på et autokort de veje, som fører eksempelvis til Roskilde Domkirke, Ringsted Domkirke, Knud Lavards Kirkeruin, Ribe Domkirke eller Viborg Domkirke, hvis vi taler om Danmark.

Taler vi om udlandet så find ligeledes vejene på et autokort over Europa, og følg dem til enten Santiago de Compostela, Lourdes, Assisi eller Rom.

Jeg er sikker på, du får en god tur, og hvis målet mest er "at nå frem", så er en motorcykel såmænd lige så god som "Apostlenes heste".

Rigtig god pilgrimsfærd.

Finn Buhl,
formand for Roskilde Pilgrimsforening

Roskilde Domkirke er blevet restaureret. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen