Synspunkt

Hvad er det ved pilgrimsrejser, som fanger det moderne menneske?

Ikke alle vandrende er sig bevidste om den åndelige længsel, når de begynder deres vandring, men de færreste kommer hjem uden på en eller anden måde at være blevet berørt i deres gudsforhold, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith. Foto: AP/Giovanna DellOrto

Er der sket en stigning inden for pilgrimsrejser i det senmoderne samfund, spørger en læser. Elizabeth Knox-Seith, kultursociolog og pilgrimspræst, svarer på spørgsmålet

Spørgsmål:

Kære brevkasse,
 
Mit spørgsmål omhandler pilgrimsrejser. Hvis teorierne om det senmoderne menneske er korrekt (for eksempel Anthony Giddens' og Thomas Ziehes teorier) så bør der være sket en stigning indenfor pilgrimsrejser. Jeg har selv prøvet at undersøge det, men det er ikke lige nemt at finde et svar på. Bare lige for at skære det ud i pap: Er der sket en stigning inden for pilgrimsrejser i det senmoderne samfund? 

Med venlig hilsen Ellisabet 

Svar:

At vandre som pilgrim er blevet mere og mere populært i Danmark inden for de seneste 5-7 år. Men det at være pilgrim er ikke som sådan noget nyt, tværtimod. Over hele verden, gennem mange tusinde års historie, har mennesker vandret som pilgrimme, i stort set alle religiøse traditioner.

At være pilgrim betyder at bryde op og vandre ud på hidtil ukendte stier for at søge det hellige, enten i form af hellige mål, eller i form af fysiske og psykiske udfordringer, som bringer det enkelte menneske tættere på det guddommelige.

Rent sprogligt betyder pilgrim, ”perigrinatio” at være en fremmed. At være i verden, men ikke af verden. Dette gemmer et paradoks: Den fremmede søger væk fra verden og mod det guddommelige, men gør samtidig dette ved at forbinde sig dybt med verden, gennem den fysiske vandring, der bringer vedkommende i kontakt med helt andre lag af sig selv og af den åndelige virkelighed.

Modernitetens pilgrimme vandrer ikke i så høj grad for at øve bod, og de gør det ikke fordi et religiøst system eller hieraki har pålagt dem det. Tværtimod gør de det ofte som en protest mod den stivnede religiøsitet og den manglende åndelighed, som de finder så vel i deres kirker som i det omgivende samfund.

For mange pilgrimme betyder den kirkelige tradition ikke noget særligt, og alligevel er længlen efter mødet med det såkaldt ”åndelige” og ”anderledes” så stor, at de ikke kan lade være med at udsætte sig selv for nogle af de mange strabadser, som middelalderens pilgrimme også udsatte sig selv for.

Ikke alle vandrende er sig bevidste om den åndelige længsel, når de begynder deres vandring, men de færreste kommer hjem uden på en eller anden måde at være blevet berørt i deres gudsforhold.

Der findes dog også kulturelt orienterede pilgrimme, som først og fremmest vandrer eller bevæger sig ad de gamle pilgrimsveje for at genopdage noget af den kulturarv, der ellers synes at have været på vej til at gå tabt i den nyere europæiske historie. Men for de fleste udgør det religiøse og spirituelle på en eller anden måde et fascinationsfelt, uanset om man betragter sig selv som troende eller ej.

Mange moderne pilgrimme ville nok betegne sig selv som ”opdagelsesrejsende” i et univers, der længe har ligget relativt ordløst hen i vor kultur. Hvad er det, som sker i et menneske, når det uden mere end højst 8 kilo på ryggen vandrer ud under den åbne himmel for i ugevis at begive sig afsted mod et helligt mål?

For nogen betyder det hellige mål ikke i sig selv noget, men de vandrer alligevel mod det for på den måde at være en del af den bevægelse, der fører mange andre afsted i samme retning. Det er ikke kun det at vandre alene i naturen, der trækker mennesker ud på en pilgrimsvandring, men ikke mindst det at dele vejen sammen med andre. Ofte er det de skelsættende samtaler med andre, der som en selv har stået i væsentlige livsopbrud, som er det egentligt givende på en vandring, selvom selvvalgte, lange perioder af ensomhed også er af betydning.

Man kan derfor sige, at den moderne pilgrim ikke vandrer for frelsens skyld, men i længslen efter at finde spor af Guds stille fodaftryk i verden. Det er alt det, som er blevet smidt ud med rationalismens badevand, der nu skal genfindes og genopdages, og derfor trækker pilgrimstanken i så mange. For så vidt er den moderne pilgrimsspiritualitet et opgør med sekulariseringen, skabt på sekulariseringens egne præmisser.

Udgangspunktet for sekulariseringen er nemlig, at troen på Gud ikke længere er sikker, men et åbent spørgsmål. Pilgrimmen vandrer derfor for at finde eller opdage Gud, som et genspejl i verden og i sin indre identitet. Dette kan være en livslang opdagelsesrejse, og få bliver færdig med den.

Elizabeth Knox-Seith
Mag.art i kultursociologi og pilgrimspræst i Lolland-Falster Stift