Hvor skal man bruge pilgrimspas?
Skal man altid bruge pilgrimspas i Italien og Spanien? Og er der andre lande, hvor man også skal gøre det, spørger en læser. Henrik Friediger, formand for Danske Santiagopilgrimme, svarer
Spørgsmål:
Kære Henrik
Hvor skal man bruge pilgrimspas? Skal man altid gøre det i Italien og Spanien? Og er der andre lande, hvor man også skal gøre det?
Vh. Mie
Svar:
Kære Mie
Jeg bliver dig nok svar skyldig, men jeg kan dog fortælle, at pilgrimspasset har en lang historie bag sig.
I katolsk tid blev pilgrimmene typisk sendt af sted med et dokument fra præsten, der gav dem status som pilgrimme, hvilket betød, at de blev taget godt imod, hvor de kom frem. På den måde virker pilgrimspasset også i dag ved, at det godtgør, at her er en pilgrim, der trænger til hvile efter dagens vandring - i praksis: har ret til en seng på et pilgrimsherberg (så længe der er plads). Uden pilgrimspas, ingen adgang - i hvert fald til de offentligt eller kirkeligt drevne refugier.
Jeg tror altså, at pilgrimspasset er en naturlig del af pilgrimmens udrustning - og jeg har ikke kendskab til ruter, hvor det er ligegyldigt - det skulle da lige være på Hærvejen her i landet, hvor der ikke kræves pilgrimspas på overnatningsstederne, men et slags vandrerkort, der giver adgang til overnatning mod betaling. Dette 'vandrerkort' kan dog købes på alle overnatningsstederne.
Sluttelig kan jeg fortælle, at jeg flere gange har vandret etaper på den nordlige camino i Spanien sammen med en spansk ven. Han gider ikke pilgrimspasset, da han alligevel ikke vil overnatte på refugierne på grund af søvnproblemer, og så ser han ingen grund til at besvære sig med at få stempler i et pas. Og han er ellers katolik og en del af pilgrimstraditionen, hvilket vi som protestanter næppe kan siges at være.
Venlige hilsener
Henrik Friediger
Formand for Danske Santiagopilgrimme
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Pilgrimsvandring.dk har inviteret pilgrimspræster og -vandrere, teologer og historikere fra forskellige foreninger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om pilgrimsvandring". Alle svar i "Spørg om pilgrimsvandring" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad pilgrimsvandring.dk mener.