Åbningen af Esrum Pilgrimscentrum blev et tilløbsstykke

Søndag den 4. maj åbnede Esrum Pilgrimscentrum i det historiske Esrum Kloster. Se flere billeder fra åbningen i billedserien. Foto: Dorte J. Thorsen

Mange mennesker lagde vejen forbi Esrum Kloster, da Esrum Pilgrimscentrum åbnede søndag. Formanden for foreningen bag initiativet glæder sig til at komme i gang med arbejdet

Søndag den 4. maj åbnede Esrum Pilgrimscentrum i det historiske Esrum Kloster, der gennem hele middelalderen var et samlings- og mødested for pilgrimme fra hele Europa, hvad enten de vandrede til Vadstena i Sverige, Nidaros i Norge, Santiago i Spanien, Rom i Italien, Jerusalem eller andre steder.

Åbning i abbedsalen
Den officielle åbning af Esrum Pilgrimscentrum fandt derfor også sted i klosterets abbedsal, der var så propfuld af mennesker, at de sidste ikke kunne være der, men måtte klumpe sig sammen i og uden for døråbningen ind til den gamle abbedsal.

Mere end 120 mennesker var nemlig mødt op til den officielle åbning, der blev forestået af formand for foreningen bag Esrum Pilgrimscentrum, Esrom Peregrinus, Peter Stieper, der også præsenterede de forskellige indslag i forbindelse med åbningen.

Der var nemlig både gregoriansk kirkesang ved koret Schola Sancti Laurentii og pilgrimsmusik og fællessang ved musikanterne Ruben Engelhardt og Ken Dolva fra "Vindens vej" samt taler af præst ved Esrum Kirke Else Rosenlund Korsholm, Esrum Klosters direktør Arne Kvist Rønnest, Gribskovs Kommunes viceborgmester Jannich Petersen og endelig af næstformand Vibeke Mørdrup fra Foreningen af Danske Santiago-pilgrimme.

Pilgrimsvandringer på selve dagen
Foreningen af Danske Santiago-pilgrimme havde også sørget for at arrangere en formiddags-pilgrimsvandring fra Nødebo til Esrum Kloster.

En af dem, der gik med, var maj måneds pilgrim her på pilgrimsvandring.dk Claus Aagaard, der også er med i Esrom Peregrinus´ bestyrelse. Han udtaler til pilgrimsvandring.dk:

"Hvor var det bare skønt, at Foreningen af Danske Santiago-pilgrimme tog det initiativ, og det var en dejlig vandring, hvor vi startede med en andagt i Nødebo kirke, inden vi gik de 10 km herop til Esrum Kloster."

Claus Aagaard spillede også en aktiv rolle på den sidste del af den officielle åbning af Esrum Pilgrimscentrum. Nemlig den lille pilgrimsvandring de få hundrede meter fra Esrum Kloster og ned til Daniels Kilde, hvor han læste de syv pilgrimsord op for de cirka 50 mennesker, der var fulgt med på denne sidste del.

Alle er velkomne
Formanden for Esrom Peregrinus Peter Stieper var overvældet og glad over det store fremmøde.

"Nu skal vi så i gang med arbejdet for alvor, og vi glæder os meget. Der er allerede flere Bed & Breakfast-steder her i byen, vi har fået lavet et pilgrimspas, man kan få et pilgrimsstempel, den vandrede kan købe en madpose med brød, ost, pølse og vand, og vi har et pilgrimsrum i kælderen på Esrum Kloster, hvor den vandrende kan hvile og spise sin mad."

"Så vi er klar til at byde alle slags pilgrimme velkomne. Både den pilgrim, der skal hele vejen til Santiago, Nidaros eller andre steder, men også den vandrende, der er ude på en søndagstur for at se på fugle, klosteret eller kulturlandskabet. Alle er velkomne.

Helsingør Esrum Hillerød
Peter Stieper gør afslutningsvis opmærksom på ruten Helsingør-Esrum-Hillerød, som er god for både dem, der blot vil gå et par dage og for dem, hvor ruten er en del af en længere vandring.

Men set isoleret er ruten en overkommelig vandring, kun cirka 44 km. Man kan tage toget til Helsingør for så at gå de cirka 22 kilometer til Esrum, hvor man kan spise og sove, inden man næste morgen kan starte turen de cirka 22 kilometer videre til Hillerød, hvorfra man kan tage toget hjem igen. Og man farer ikke vild. Hele ruten er afmærket både i naturen og på vores hjemmeside: esrumpilgrim.dk, slutter Peter Stieper.

Exif_JPEG_PICTURE Foto: Dorte J. Thorsen
Exif_JPEG_PICTURE Foto: Dorte J. Thorsen
Exif_JPEG_PICTURE Foto: Dorte J. Thorsen
Exif_JPEG_PICTURE Foto: Dorte J. Thorsen
Exif_JPEG_PICTURE Foto: Dorte J. Thorsen