Vandremeditation i naturen

Selve den fysiske vandring og kropslige bevægelse er gavnlig som forberedelse for bøn, skriver Holger Madsen. - Foto: Adriana Herbut/ Stockxchng.

Meditationslærer Holger Madsen giver her en praktisk vejledning i vandremeditation

De tidlige kristne talte om vejen, om at tilhøre vejen eller være vejen. Jesus sagde: "Jeg er vejen og sandheden og livet." (Joh 14,6). Billedet er også kendt fra det gamle testamente: "Lykkelig hver den, der frygter Herren og vandrer ad hans veje." (Sl 128,1).

Fra rastløshed til ro
Selve den fysiske vandring og kropslige bevægelse er gavnlig som forberedelse for bøn; gavnlig for forvandling fra rastløshed til ro. Acceptér, at bøn ikke nødvendigvis har behov for tankevirksomhed. Planlæg en udflugt til et område, hvor du har gode chancer for at gå en lang uforstyrret tur.

Vandringen kan blive til en bøn
Den rytmisk regelmæssige gang, med dens spontane kombination af ensartethed og variation, bliver efter nogen tids vandring et naturligt udtryk for, hvordan man har det, fysisk, psykisk og åndeligt. Når pilgrims-indstillingen føjes til ønsket om at gå vejen, kan vandringen i sig selv blive til bøn - en bøn fra den tilstand, man befinder sig i; en bøn, som rækker ud til den heling og helhed, Guds nærvær giver.

Fod-følelsen og horisont-punktet
Mens du går, noget langsommere end du plejer, så mærk dine fødder i hvert eneste skridt.

Kig ligeud og lad øjnene hvile på et fjernt punkt i højde med den naturlige horisont.

Hver gang du opdager, at opmærksomheden på fødderne er glippet, eller at øjnene er gået på sightseeing - det vil sandsynligvis ske meget hurtigt - vend da roligt tilbage til fod-følelsen og horisont-punktet.

Den opmærksomme tilbagevenden til fod-følelsen og horisont-punktet vil formentlig for de fleste, der lærer sig vandremeditation efter denne metode, være den centrale opgave under indlæringen. Det er gavnligt med en beslutsom tålmodig og venlig indstilling til vanernes træghed.

Når du, ofte efter lang tids vandring, har nået en relativ stabilitet med hensyn til øjnenes hvilen i horisont-punktet og opmærksomhed på fødderne, kan du gradvist udvide kropbevidstheden fra fødderne alene til at omfatte:

fødder og ankler,
fødder og ankler og underben,
fødder og ankler og underben og knæ,
fødder og ankler og underben og knæ og lår,
fødder og ankler og underben og knæ og lår og hofte,
fødder og ankler og underben og knæ og lår og hofte og bug.

Bugen eller maven, som man siger, kan under vandringen opleves som det naturlige bevægelsescentrum for gangen. Når det sker, kan man opnå en ejendommelig lethed i sit indre. Hjertet kan løfte sig.

Men husk at begynde med fødderne og begynde forfra med opmærksomhed på fødderne, hver gang koncentrationen glipper, og meditationen ophører eller bliver diffus.

Efter vandringen
Mærk, hvordan du har det nu.

Lad det eventuelt munde ud i en stille hvilen i Guds nærvær eller en anden form for bøn eller meditation, som opstår uden anstrengelse.