Sådan pakker du din rygsæk til pilgrimsvandring
Hvad skal man have med på pilgrimsvandring, spørger en læser? Læs eller genlæs pilgrimspræstens gode råd til, hvad der er vigtigt at pakke, når man tager "apostlenes heste"
Hej,
Hvad er godt at have med, når man skal gå pilgrimsvandring?
Venlig hilsen Anna
Kære Anna,
Når man vælger at tage "apostlenes heste" er det utroligt vigtigt kun at tage det nødvendigste med i rygsækken.
Med andre ord: "rejs let!" Nogle anbefaler, at vægten kun bør være 10 procent af ens egen vægt. Og jeg kan fuldt ud tilslutte mig Marlo Morgans ord i bogen Det ægte folk:
Man fødes tomhændet,
og man dør tomhændet.
Tomhændet oplevede jeg livet
på sit højeste.
Sammen med min mand er jeg på vej til Frankrig, hvor vi skal vandre et par uger på én af de gamle pilgrimsruter mod Pyrenæerne.
Sådan er jeg påklædt til turen:
- Vandrestøvler (to numre større end mit normale skonummer), der støtter anklen og er imprægneret med Goretex
- Undertøj
- Lettørrende bukser, der kan lynes af over knæet, når det er varmt
- T-shirt
- Fleece-trøje
- Tykke sokker
- Jakke
- Vandrestav
- Evt. kasket/hat
Jeg medbringer:
- En god rygsæk med støtteremme om maven og over brystet, indeholdende:
- Regntøj
- Solcreme
- Vandflaske (alm. af plastik)
- Madpakke, frugt, nødder/rosiner
- Den lille Pilgrimsbog (90 g.)
- Mobiltelefon
- Rutekort
- Et sæt ekstra undertøj, T-shirt og sokker
- Vaskepulver
- Tøjklemmer og store sikkerhedsnåle (til at tørre tøjet bag på rygsækken, mens man vandrer)
- Håndklæde & toiletgrej, inkl. compeed-plaster, fodcreme (alt sammen i plasticpose)
- Lagen
- Letvægts sovepose (800 g.) samt silke-lagenpose (som er let: 170 g. - og dejlig varm)
- Sandaler (til at slappe af i, når man når frem til herberget)
- Ørepropper
- Lille notesbog til dagbogsoptegnelser, tegninger og lignende
- Penge og pas
- Sygesikringskort
God vandring!