Stine Bosse: Jeg lærte meget om mig selv på Caminoen
Erhvervskvinden Stine Bosse har de senere år engageret sig i socialt forebyggende og humanitært arbejde til fordel for mennesker herhjemme og i u-landene med svære livsvilkår. Hun har selv mødt alvorlig modgang i tilværelsen, hvor troen på Gud og en vilje til ikke at give op har hjulpet hende videre
Stine Bosse drog iført rygsæk og vandrestøvler i oktober 2008 af sted på den 120 kilometer lange pilgrimsrute El Camino i Nordspanien. Hendes medvandrere på den fysisk anstrengende tur var fire kriminelle og utilpassede indvandrerdrenge fra København. Turen var blevet arrangeret som led i integrations- og inklusionsprojektet "Den 3. Vej", som TrygFonden står for i samarbejde med filosof Morten Paustian. Formålet er at anvise nye veje til integration og at skabe tryghed gennem forebyggelse.
Hvis drengene gennemførte pilgrimsvandringen, ville de få tilbudt job eller elevplads i Tryg. I dag, to år efter, er de i gang med uddannelse og arbejde.
"Alle fire er i god gænge, så det er så godt, som det kan være. Og nu er det næste kuld på vej. To medlemmer af koncernledelsen i Tryg har netop været af sted på en vandretur i fjeldet i Norge med to hold på i alt otte unge indvandrere, mænd og kvinder, der trænger til en kærlig hånd," siger Stine Bosse.
Hun fik også selv udbytte af vandringen til pilgrimsbyen Santiago de Compostela, der er turens endemål.
"Jeg lærte utrolig meget om mig selv og mine egne grænser, forventninger og fordomme, og hvor de egentlig hører hjemme. Flere af dem fik jeg bugt med, samtidig med at nogle også blev bekræftet som udløber af reelle problemer."
"Jeg lærte også noget om at forstå andre mennesker fra en helt anden kontekst end den, jeg selv er i. Det er ledelsesmæssigt meget væsentligt. Hvis ledelse er at forstå andre mennesker og deres bevæggrunde for at handle, som de gør, indebærer det at blive taget ud af sin egen sammenhæng og ind i en anden ramme og kultur. Spørgsmålet er, om du kan bevare dig selv, samtidig med at du åbner op for andre mennesker. Den tur var sådan en test."
"Men der var også en dimension for mig personligt. Jeg har en kristen overbevisning. Jeg tror på Gud. Men jeg følte ikke på noget tidspunkt tilskyndelse til at ændre på deres tro. Undervejs diskuterede vi filosofi og livssyn. Det var de fantastisk gode til. Det bekræftede mig i, at vi kan leve side om side, hvis vi vil det. Det er absolut ikke noget naturstridigt," siger Stine Bosse.
Hun er ikke sådan lige at få en interviewaftale med. Fra anmodningen om et interview afgik fra Kristeligt Dagblad og til mødet forleden, er gået tre måneder. Det skal med, at det undervejs var sommerferietid. Men hendes program er stramt, kalenderen er fuld, og selvom det er tidligt på dagen, kommer Stine Bosse direkte fra et andet møde i det danske hovedsæde på Klausdalsbrovej i Ballerup til det lokale, vi skal være i. Men fra det øjeblik, hun kommer ind ad døren, er nærværet hos hende tændt.
Spørgsmålet er, hvorfra hun henter energi og overskud til så krævende en hverdag.
"Det gør jeg ved at gå lange ture. At vandre frigiver energi og åbner op for din hjerne. I morgen skal jeg til Sverige, hvor jeg har en dejlig ødegård i Växjö. Den stilhed, der er dér, giver plads til refleksion. Det er helt enestående, når du pludselig kan høre de lyde, der er inde i hovedet. Jeg behøver ikke at læse en bog for at slappe af, jeg kan bare sidde i stilheden. Og så nyder jeg samværet med mine kære," siger Stine Bosse.
Det er 23 år siden, at den 49-årige koncernchef, der for nogle år siden af Financial Times blev udnævnt som den 21. mest magtfulde kvinde i Europa, som nyuddannet jurist kom til forsikringsselskabet Tryg. Hun avancerede hurtigt fra stillingen som fuldmægtig til leder af flere af selskabets afdelinger. I 1999 blev hun direktør for Tryg, og efter sammenlægningen med det norske Vesta til TrygVesta Group blev hun i 2003 chef for hele koncernen og dens 4000 medarbejdere.
Dertil kommer flere bestyrelsesposter. De senere år har hun også engageret sig i humanitært og socialt forebyggende arbejde som "Den 3. Vej", som formand for Børnefonden og som FN-ambassadør - personligt udpeget tidligere i år af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, med den opgave at styrke fattige kvinders situation i udviklingslandene.
"Netop det med at blive bedt om at være FN-ambassadør er et eksempel på, at jeg er et privilegeret menneske. Jeg er glad for, hvis jeg med en lille my af et sandskorn kan være med til at gøre noget for dem, der har det allersværest. Det er noget, der går igen i min tilværelse, at jeg ved siden af mit job, der fylder det meste, gerne vil være med til at gøre en forskel for andre mennesker."
"Kvinder i u-landene har mange problemer at slås med. Et af dem er, at kvinder i nogle primitive områder bliver udstødt, når de har født. Hvis de får fødselsskader, kan de ikke blive syet. Der går betændelse i det, de begynder at lugte, og det tiltrækker dyr, og så bliver de af omgivelserne opfattet som farlige og udstødt af fællesskabet. Nogle førstegangsfødende er 14-15 år og bliver udstødt resten af deres liv. Det er ikke til at bære. Hvis jeg kan være med til at skabe bedre vilkår for dem, er min dag gjort. Så behøver jeg ikke så meget andet."
Stine Bosse er ikke selv gået gennem tilværelsen uden store sorger og vanskeligheder. I 1987 begik hendes mor selvmord. En ung mand, hendes datters kæreste, omkom i 2003 ved en ulykke på den gård i Dronningmølle i Nordsjælland, hvor Stine Bosse bor. Og i 2006 fik hun selv konstateret modermærkekræft.
"Dér, hvor tingene ikke er nemme, er også, hvor man udvikler sig og kan tage de store skridt. Man kan vælge at gå i opløsning og lade det skete tynge resten af livet. Ved min mors selvmord var jeg sikker på, at jeg havde et valg. Jeg kunne vælge at sige, at hvis jeg ikke orkede at kæmpe imod modløsheden, var det også, fordi min mor havde forladt mig. Eller jeg kunne vælge at sige: 'Hvordan kan det her ruste mig'?. Livet er en pose blandede bolsjer. Det betyder ikke, at jeg ikke kan blive ekstremt ked af det og rystet - jeg er ikke en superkvinde – men jeg har fundet en model, jeg kan bruge til at komme videre på."
"Der er også andre ting, der kan være hjælpsomme, når jeg møder modgang i tilværelsen. Jeg vedkender mig, at jeg har en tro. Jeg tør godt sige, at jeg henvender mig. Jeg sætter mig måske ikke ned og beder en bøn, men jeg har oplevelsen af den åndelige kontekst, jeg er i. Jeg er ikke flittig kirkegænger, selvom jeg godt kan lide det. Men jeg synes heller ikke, at det religiøse kun kan foregå i en kirke. Det kan man også nærme sig i naturen eller i samvær med mennesker, man holder af. Der er tidspunkter, hvor livet får en klar og tydelig spirituel dimension."
"Jeg har altid haft det sådan, men jeg opdagede det først, da det forsvandt. Så genfandt jeg det, og det er meget skønt. Vi var jo udsat for en forfærdelig ulykke, hvor vi bor. Det er ikke, fordi jeg ikke før har oplevet, at troen blev sat på prøve. Men at en ung mand blev slået ihjel – det var så meningsløst. Da gav ordene på korset, ?Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?, mening for mig."
"Der gik nogle år, og støt og roligt vendte det tilbage til mig – meningen med døden i livet. Det, der for mig er forfærdeligt, blev til, at hvis vi allesammen fik at vide, at vi skulle leve, til vi blev 70, 80 eller 90 år, ville vi økonomisere med livet. Men vi aner det ikke, og den følgesvend gør, at vi skal leve vores liv ordentligt. Jeg vendte tilbage til, at det er sådan, det er."
"Troen har jeg med hjemmefra. Min mor var troende, hvilket ikke var noget, man kunne sige om min far. Jeg blev opdraget med at bede aftenbøn og at afslutte dagen med at være taknemmelig og takke de mennesker, man holder af. Det er ikke så ringe, det er dejligt, for det gør, at man vågner på en anden måde om morgenen. Hvis jeg går anspændt i seng og vågner i samme tilstand, er det ikke hensigtmæssigt."
Kræftsygdommen, som nu er helbredt, har været med til at give Stine Bosse et klarere syn på sig selv – som menneske og leder.
"De senere år efter kræftsygdommen er jeg begyndt at se livet som en rejse. Før har jeg søgt en tryghed at putte mig ind under, men nu er jeg blevet mere tydelig i forhold til mine omgivelser. Jeg kræver enormt meget af folk, og jeg tror, at jeg bruger flere sider af mig selv. Der skal mod til det. Lederskab handler ikke om at være populær. Det er det, der er vores politikeres problem. De skal både være populære og vise ledelse. For mig er der to sider af lederskab. Man skal opmuntre, begejstre og motivere. Men nogle gange skal jeg også sige noget af det, der ikke er så velkomment."
"Jeg håber, at jeg gør det på en ordentlig måde, men jeg tror ikke, at det altid opfattes sådan. Ledelse er også at se ud i fremtiden. Det ordentlige handler om motivet, hvor målet er at gøre godt for alle de interessenter, jeg arbejder for - kunder, medarbejdere og aktionærer. Det mål har jeg i alt det, jeg foretager mig. Det er vigtigt at have det for øje, og derfor må man ikke gå rundt og være popularitetssøgende. Men indimellem er det ensomt. Du er nødt til at tage beslutningerne selv, der er ingen andre, der tager dem."
"Tilliden til at tage de beslutninger kommer af, at jeg hele tiden forsøger at teste mig selv i forhold til, hvad der er mit motiv. Det er det, der for mig er syretesten. Det er helt stensikkert, at jeg tager fejl, og at nogle af de beslutninger, jeg har taget, ikke var gode. Jeg tog dem af den bedste intention, og så må man lære af sine fejl og starte på en frisk i forhold til, hvad man gerne vil opnå."
"Jeg har respekt for andre mennesker og begynder altid med at have enormt meget tillid til folk. Det gør, at jeg en gang imellem bliver skuffet. Men man kan ikke arbejde sammen med andre mennesker uden den tillid, respekt og tiltro til, at folk kan. Når nogen har svigtet, kan jeg godt reagere voldsomt og blive ked af det og vred. Man er, som man er, men jeg arbejder med det. For det, der kan ligne et svigt, er måske ikke tænkt sådan, så jeg er blevet bedre til at sige: ?O.k., nu trækker vi lige vejret og tager den derfra?."
Stine Bosse kalder sig selv for en "forfærdelig nysgerrig person", der elsker nærhed og samvær med andre mennesker.
"Noget af det kan på grund af en travl hverdag smutte. Det bliver jeg mere og mere opmærksom på, at det ikke må."
Til samværet med det ni måneder gamle barnebarn, Alma, er afsat "mormor-eftermiddage", som der arbejdsmæssigt kompenseres for på tidspunkter, hvor andre holder fri.
"At få et barnebarn er voldsomt. Det er der også andre, der har oplevet. For mig er det ligesom at blive mor igen. Det er også det at se sin datter i en helt ny aura. Det er stort at opleve det. Men jeg er meget ydmyg og påpasselig med at kende min begrænsning og vide, hvad der er mormor-delen, og hvad der er mor-delen. Den respekt er meget vigtig. Men som mor stiller man jo også krav til sine børn, mens jeg bare betingelsesløst elsker den lille Alma. Jeg lader mig rive med af den kærlighed. Jeg tror, at jeg kunne vælte hele verden for hendes skyld," siger Stine Bosse.
Når man spørger, hvordan hun selv ser sin arbejdsmæssige fremtid, lyder svaret:
"Den dag, jeg er færdig her i huset, kan man måske med de ting, jeg er i gang med nu, se konturerne af det. Jeg kender ikke selv dagen. Men som verden ser ud nu i den finansielle sektor, og selvom Tryg har klaret sig godt, er det ikke plain sailing - lige ud ad landevejen. Jeg er sådan skruet sammen, at når tingene er sådan, bliver jeg på broen."