Populært at gå på pilgrimsvandring i bededagsferien

Pilgrimme i Gribskov. Foto: Leif Tuxen

I dagene omkring store bededag vælger flere at gå på pilgrimsvandring for på den måde i bøn at vende opmærksomheden mod Gud

Store bededag er mere end varme hveder. For nogle er der nemlig gang i bønnen - men også bøn 'i gangen'. Landet over arrangerer præster og pilgrimsgrupper pilgrimsvandringer i forbindelse med den forestående helligdag, store bededag.

I disse dage, d. 30. april til d. 4. maj foregår en pilgrimsvandring på den jyske Hærvej. Vandringen, som ledes af pilgrimspræst Elisabeth Lidell, bærer overskriften "Led dit hjerte ind på den rette vej" (Ordsprogenes Bog 23,19).

Denne pilgrimsvandring er en opfølgning på en lignende vandring ad den nordlige del af Hærvejen (Viborg - Nørre Snede). Nu fortsættes der sydover ad strækningen fra Nørre Snede over Kollemorten, Vingsted og Bække til Vejen.

Ligeledes inviterer Folkekirkens Pilgrimsgruppe i Aalborg til bededagsvandring d. 4. maj. Vandringen går fra Svenstrup Sognegård til Frejlev Kirke, Oddehøj og Svenstrup Kirke, hvor der holdes pilgrimsandagt.

I Vestyjylland gennemføres årligt en kulturhistorisk pilgrimsvandring - St. Enders Vandring - på store bededags søndag, til minde om de Irske St. Enders munke. Disse munke indledte forkyndelsen af kristendommen i Vestjylland fra deres lille kirke St. Enders Kapel i Øster Oksby ved Blåvand, allerede i årene omkring år 750 efter Kristi fødsel.

En pilgrimsgruppe fra Bellahøj Kirke i København står for en pilgrimsvandring lørdag i bededagsferien på den endnu ikke officielt åbnede "Den danske klosterrute" i Nordsjælland. Vandringen går fra Tikøb Kirke og følger de små veje ud mod Esrum Sø frem til Esrum Kloster, som er cistercienserordenens gamle hovedsæde i Skandinavien.

Sognepræst Peter Møller Jensen, der står i spidsen for pilgrimsgruppen fra Bellahøj Kirke mener, at grunden til, at den gamle pilgrimstradition giver mening for moderne mennesker, er, at vi gerne vil i kontakt med vores rødder, at vi vil vide hvor vi kommer fra.

- Vi vil gerne have en eller anden form for levende kontakt med dem, der har været kristne før os. Man kan sige, at når vi går på de gamle pilgrimsveje, og når vi for eksempel på den her tur kommer forbi de gamle klostre og kirker, som jo ligger på ruten, så er det som at gå i vores forfædres fodspor, siger Peter Møller Jensen til Kristendom.dk, og fortsætter:

- Traditionen fra middelalderen handlede i høj grad om at drage ud i verden og opleve sig selv som kristen på en ny måde. Det gælder også i dag. Desuden gør det at bevæge sig væk fra den beskyttende ramme, vi normalt befinder os i, at vi kan se os selv i nogle nye udfordringer. Vi får tid til at tænke livet igennem. Idet vi bevæger os væk fra det vante, åbner vi desuden op for nogle nye impulser, siger Peter Møller Jensen.

På hjemmesiden Pilgrimsvandring.dk, som koordinerer og informerer om pilgrimsvandringer landet over, kan du orientere dig yderligere om de beskrevne pilgrimsvandringer.