Pilgrimsvandring

At gå på pilgrimsvandring er at bryde op, at vende sig bort fra sin dagligdag og samle sig om det ene fornødne, bære det med i sind og tanke og så vende tilbage til sit sted

Pilgrimsvandringer er kommet tilbage i vor tid og tiltaler stadig flere. Mange tager på vandring i kortere eller længere tid for at komme lidt på afstand af dagligdagen for så med fornyet kraft og styrke at vende tilbage.

Pilgrimsvandring kan ses som retræte. Pilgrimsvandring er at stå op og drage på vandring. Man giver slip på de daglige gøremål, gør sig fri og begiver sig på vej. Man vandrer mod et mål - mødet med Gud - og vender så omkring; kommer tilbage med andre og nye erfaringer, så tingene ser lidt anderledes ud.

Rundt omkring i landet etableres der en række lokale pilgrimsforeninger i disse år. På www.pilgrimsvandringer.dk findes en løbende opdatering af, hvad der er af aktiviteter

I arbejdet med at finde frem til en form, der er tilpasset vores tid og bestemt af vores forståelse af kristendommen, har der udviklet sig en række forskellige skabeloner for pilgrimsvandringer. Visse former begynder at tegne sig.

Når man går som pilgrim, får man et ord med på vejen. Man sendes af sted evt. fra en kirke. Undervejs er der stationer, hvor man gør rast og får næring til krop og sjæl, og så afsluttes vandringen i en kirke, måske med nadverfejring, og så går man igen hver til sit.

Man hører Guds ord ind over sin vandring.

Det er ikke mystiske eller fremmede ting, der skal tales om på en pilgrimsvandring. Bønnen er i centrum, og den kan have mange forskellige former.

Det, der gør en vandring til en pilgrimsvandring er, at vi tror på, at der er En, som vandrer med os.

Den klassiske tekst for moderne pilgrimsvandring er blevet Emmaus-beretningen, Lukas 24,13-35. To disciple er på vej bort fra Jerusalem efter langfredag, og mens de går, skuffede og bedrøvede, kommer der En og slår følge med dem.

"De sagde til hinanden: Brændte ikke vore hjerter i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?" Denne beretning om opstandelsen er forunderlig og løfterig. Vi går ikke alene! Han sætter sig til bords og holder måltid med os. Når vi beder Ham om det, går han ind for at være hos os!

Fra Sverige har vi modtaget syv nøgleord, som kan stå som centrale begreber for den længsel, der lever i os: langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed.

Dette kan alene vindes ved at trække sig tilbage fra verden og ved slippe alt, hvad vi bærer på af uro og bekymring.

Det centrale i pilgrimsvandring er således bøn og stilhed. Vi skruer ned fra alt vores eget, al larm og uro i vores liv og søger at samle sind og tanker om det ene fornødne.

Herre, vis mig din vej. Og giv mig mod til at gå den. Denne bøn af den Hellige Birgitta er blevet en slags grundformel for pilgrimmen. Det er en enkel bøn. En bøn om Guds nærvær og en bøn om kraft og styrke til at lade sit liv forme af Guds vilje.

Bibelen og salmebogen viser sig på en ny og frugtbar måde, når man begynder at se tingene ud fra disse to ord: vej og vandring. Det vrimler med disse ord og begreber i både Det Gamle og Nye Testamente. Tekster og salmer lukker sig op. Enhver, der drager på vandring, vil på et eller andet tidspunkt føres over i en indre vandring, hvor ens egen tilværelse tages op til revision, ja netop, at se på det igen, som det betyder, i lyset af Guds ord, som renser og fornyer.

Man behøver ikke at rejse til Santiago eller til Vadstena for at gå pilgrimsvandring. Det kan man gøre dér, hvor man bor. For det er et spørgsmål om at stå op, at slippe alt, hvad man ellers bærer på, begive sig på vej, samle sig og besinde sig og så gå tilbage til sit hjem.

Denne bevægelse er pulsen i alt kristenliv. Vi behøver tider og steder, hvor vi trækker os tilbage og gør os fri af verden for at blive mindet om, at Han går med os og Han er målet. Vi er på vej - ud fra hvad vi selv ved og kender - frem mod mørke og død og undergang, men under Hans ord vendes vores gang til at være en vandring frem mod liv og salighed

Søndagens gudstjeneste er i sin grundkarakter på en måde en pilgrimsvandring. Når kirkeklokkerne ringer søndag morgen, kaldes vi hen i Guds hus for at høre, hvad Han vil tale til os. Man bryder op fra sit hjem for at være sammen om Guds ord, og fornyet i tro og håb går man tilbage sit hjem.

I middelalderen var der i Europa et net af pilgrimsveje. Folk i stort tal brød op for at drage til de hellige steder, Jerusalem, Rom eller Santiago. Man udsatte sig for hårde strabadser, man kæmpede for at nå frem til målet. Man måtte bede Gud om hjælp og beskyttelse for at man kunne nå velbeholden frem.

"Herren bevare din udgang og din indgang", som det hedder i en gammeltestamentlig salme, som vi den dag i dag bruger, når de små børn døbes. Det er en bøn om, at Gud må bevare det lille menneskebarn på dets vandring.

Stor var glæden, når man nåede målet. Man gennemstrømmedes af taknemmelighed. Ofte var pilgrimsvandringen en bodsvandring. Man fik lov at lægge alt det fra sig, som man bar på. Lettede og fornyede kunne man vende tilbage til sit land og sit hjem.

Som med alt hvad mennesker har med at gøre, kan der gå misbrug i det. Pilgrimsvandringer blev til en præstation. Og med rette rejser Martin Luther kritik af de mange, der lod hjem og familie i stikken og brugte de sparsomme midler til valfarter. "Bliv hjemme og tag vare på din hustru og børn og rend ikke rundt på vejene", formaner vor kirkes reformator.

Det giver naturligvis ingen mening at gentage Luthers ord bevidstløst ind over vores tid. Vi har i den grad "efterlevet" hans ord og gjort arbejde og karriere og forbrug til hele livet. Ingensinde i historien er tilværelsen blevet så én-dimensioneret som hos os i den vestlige verden..

Formaningen til os må nu være, at vi skal huske at give slip på de daglige gøremål, slippe alt og samle os om Gud og hans ord.

Der skal i kirken være frihed til at vælge den form, som bedst tjener til, at vi kan høre Guds ord, så det bliver til tro og liv for os.