De syv pilgrimsord er nøglen til pilgrimmens sjæl

Vi har ganske enkelt ikke tilstrækkelig tid til at tænke over, hvad vi egentlig er i gang med. Alt går så hurtigt. I rasende tempo passerer livet forbi - som et lyntog, skriver Sveriges første pilgrimspræst Hans-Erik Lindström. Foto: Privat

Den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström er kendt for at beskrive pilgrimmens syv nøgleord. De udtrykker syv længsler eller mangler i den vestlige kultur, mener han

Som Sveriges første pilgrimspræst, og med flere tusind kilometers pilgrimsvandring bag sig, har Hans-Erik Lindström fået en dyb indsigt i vandringens glæder og pilgrimmens sind. På den baggrund har han forfattet syv pilgrimsord, der til stadighed fungerer som nøgleord for pilgrimme over hele Norden.

I hæftet "Sökandet efter pilgrimens själ - de sju nycklarna (Pilgrimscentrum i Vadstena)", beskriver Hans-Erik Lindström selv nøgleordene således:

Vi har det bedre i det ydre end i det indre!

Kroppen jager af sted mellem hjem, arbejde og eventuel fritid. Ofte prøver vi forgæves at nå alting med det resultat, at vores indre havner i en slags undtagelsestilstand.

Vi har ganske enkelt ikke tilstrækkelig tid til at tænke over, hvad vi egentlig er i gang med. Alt går så hurtigt. I rasende tempo passerer livet forbi som et lyntog.

Det er ikke bare på arbejdspladsen, at stressfaktoren øges; hele livet er fanget i en hvirvel af aktiviteter og projekter. Tempoet er højt, budskaberne hurtige og med stærke lys- og billedudtryk.

I en søgen efter alternative måder at leve på, har pilgrimstanken fået fornyet aktualitet. Den vidner om en indre vandring i den ydre vandrings form, og den får os til at opdage, at der bag det ydre landskab kan anes et indre.

Pilgrimmen ved, at det virkelige liv leves, hvor livets kildespring flyder, og hvor rødderne til kærlighed og omsorg findes.

Pilgrimstanken drager stadig i dag
Hvorfor drages mennesker i vor tid af pilgrimstanken? Hvad er det, der gør, at flere og flere tager rygsækken på nakken og begiver sig ud mod kendte og ukendte mål? Svaret kan måske anes i de syv nøgleord:

1. Frihed at få lov til at vandre igennem landskabet i langsomt tempo, uden forstyrrende kalendere, giver en oplevelse af ydre og indre frihed fra tidens pressende stressfaktorer. I vandringens frihed bliver der plads til gråd og latter, ja, alle de lag, som ligger nedenunder overfladen berøres.

2. Enkelhed Rygsækken må ikke veje for meget. Lidt mad og vand, skiftetøj og plaster rækker langt. Vandringen i sig selv inspirerer til en enkel livsstil. Liggeunderlag og sovepose på gulvet eller udendørs og fælles indkøb af råvarer koster ikke så meget. Jo lettere rygsæk desto lettere er det at gå.

3. Langsomhed Pilgrimmens symbol er snarere sneglen end lyntoget. At gå stille og roligt uden hast. Få tid til at opleve og se, tid til eftertanke og bøn, tid til stilhed og koncentration. Den monotone vandring, hvor man går i takt til hjerteslagene, fremmer den indre vandrings møde med sig selv, andre og Gud.

4. Stilhed Selv i en gruppe kan man gå i stilhed. Lyden af stemmer, fuglesang og fjern trafik hindrer ikke stilhedens nærvær. Pilgrimsvandringen ligner retrætens form og indhold, men er i bevægelse. Jagten efter nye informationer, oplevelser og lydindtryk toner væk i stilheden.

5. Sorgløshed Uro, bekymring og byrder sættes ind i et nyt perspektiv. Vandringen støtter en god sorgløs holdning. Man lærer langsomt, at det ordner sig nok og at ingen bliver hjulpet af at lægge sten til byrde. I evighedens perspektiv vejer min byrde slet ingenting.

6. Fællesskab Under vandringen viskes grænser let ud. Forskelle i alder, køn, erfaring og andet mærkes efterhånden mindre og mindre. Vi er alle pilgrimme, som deler, hvad vi har. Plaster og vand, mad og samtale, bøn og massage. Besvær og slid, glæde og hvile, livsskæbner og eksistentielle spørgsmål.

7. Åndelighed Jordisk og himmelsk, åndeligt og verdsligt, materielt og usynligt selv her viskes grænserne ud. Alt går ud i ét og tilværelsen har Skaberen som sin oprindelse. At vandre som pilgrim er at vandre i Gud, at være til.

Vi er alle pilgrimme! Under vor korte livsvandring møder vi natur og kultur, os selv, andre medvandrere og Gud.

Møderne eller manglen på møder berører os på forskellig vis, på godt og ondt. Syv nøgleord, syv længsler, som måske også modsvares af syv mangler i vor vesterlandske kultur.

Det er ikke så mærkeligt, at pilgrimstanken har fået en renæssance!

Læs mere om pilgrimsugen på Emmaus Højskole i Haslev her

Denne artikel blev oprindeligt udgivet den 26/9 2011. Den er senest redigeret den 8/8 2018.

De syv pilgrimsord. Her fra Danmarks første pilgrimsherberg. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix