Vandring gavner både kroppen og sindet

Dansk Vandrelaug arrangerer ture i hele landet, og på dvl.dk kan man finde ture i nærheden af sin bopæl. Her er det en tur på Lolland ved Ryde i Kristianssæde Skov. – Foto: Lars Havn Eriksen.

Julen behøver ikke kun handle om forbrug og fed julemad. December kan også være lig med vandreture, der ud over at give god motion og naturoplevelser kan afhjælpe stress og give plads til fordybelse

Der er en grund til, at december måned af og til betegnes som én stor forbrugsfest. Ud over at vi juleaften svømmer rundt i et hav af dyrt købte gaver, vælter vi os også gennem det meste af måneden rundt i en overflod af god julemad og ditto knas. Intet under, at mange oven på strabadserne har mest lyst til at blive inden døre for at slå mave eller få en lille morfar på sofaen.

LÆS OGSÅ: Idrætsklubber tilbyder træning til far og mor, mens børnene er til sport

Men der findes sundere alternativer. Et af dem hedder vandring i det fri en aktivitet, man udmærket kan kaste sig ud i, selv når termometeret viser minusgrader, og vinden skærer ubarmhjertigt i kinderne. Hos Dansk Vandrelaug, der har lokalafdelinger i det ganske land, er der arrangeret fælles vandreture i hele december måned og således også mellem jul og nytår, hvor Ole Bertelsen, formand for lavet, selv skal af sted også selvom det måtte hagle og sne.

Deltagerantallet falder altid lidt, hvis det er meget koldt, men der er stadig en del, der gerne vil vandre, inklusive mig selv. Jeg holder af at få frisk luft og motion og ikke mindst de gode snakke, man får, når man er ude at vandre. Jeg ville slet ikke kunne undvære det, siger han.

I Dansk Vandrelaug er turene arrangeret, så der altid er en turleder med, der går forrest og viser vej. Oftest foregår vandringen i de danske skove, men også indimellem ved vand og i det åbne landskab, og alle, der har bentøjet i orden, kan være med.

Hvis man ikke er vant til at vandre eller gå langt, skal man nok starte med nogle af de kortere ture på 7 til 10 kilometer, indtil man finder ud af, hvad man kan holde til. Men vi har også lange ture på op til 20 kilometer, hvor vi har mad og drikkelse med, siger Ole Bertelsen.

Og flere og flere danskere har tilsyneladende fået øjnene op for vandringens fortræffeligheder. Således har Dansk Vandrelaug ifølge Ole Bertelsen på et år oplevet en fremgang på 300 medlemmer, så der nu er godt 7000 medlemmer i foreningen. Lidt over halvdelen af disse er folk over 65 år, der gerne vil kombinere motion, socialt samvær og naturoplevelser, men alle aldersgrupper kan selvfølgelig være med.

Alle kan komme og prøve at vandre med nogle gange uden at melde sig ind, så de kan finde ud af, om de kan lide det. Og det kræver ikke tilmelding, blot at man møder op på de annoncerede ture, siger Ole Bertelsen, der i København har arrangeret ture både den 29. og 30. december, ligesom der er nytårsvandring den 1. januar for dem, der er friske nok til det.

Dansk Vandrelaug er ikke ene om at opleve en stor interesse for vandring og gåture som motionsform. Hos firmaet Homecare, der sælger helseprodukter, deriblandt skridttællere, oplever man, at danskerne er blevet opmærksomme på, at motion også tæller, selvom den ikke dyrkes i fitnesscenter eller fodboldklub.

Vi har oplevet en stor stigning i salget af skridttællere. Vi har en aftale med Dansk Firmaidræt, og bare derigennem har vi øget salget fra 12.000 til 28.000 på to år. Op til jul mærker vi også gerne en lille stigning, men det er fra januar og et par måneder frem, at vi virkelig sælger mange skridttællere, siger Preben Arnfjord, ejer af firmaet.

Anette Foged Schultz, der er tidligere sognepræst og pilgrimspræst i Viborg Stift, mener, at vandring er godt for både sind og krop. Særligt i december kan vandringerne i det fri bruges til at få en pause fra julestress og materialisme.

I dag lever vi i en verden, hvor vi har svært ved at fokusere. Vores sind og tanker ledes let ind i adspredthed vi forventes hele tiden at være på. På nettet, på Facebook, på sms, på nyhederne. Under en vandring kommer man både mentalt og fysisk ned i tempo og får skabt et rum, hvor man kan fordybe sig, fokusere på et bestemt tema og blive opmærksom på sansningen af naturen, som man bevæger sig igennem.

Anette Foged Schultz oplever også, at vandringen, selve den fysiske bevægelse kan føre til, at man bliver lettet og løftet, så man får videre horisonter end hjemme i stuen, som hun udtrykker det, og ligesom Ole Bertelsen fra Dansk Vandrelaug mener pilgrimspræsten, at der sker noget positivt med samtalen mellem mennesker, når den finder sted under en vandring.

Mange gange er det sådan, at det bliver nemmere at tale sammen, når man går. Når man beslutter sig for, at nu skal vi ud at vandre, så er der ikke en forventning om, at man behøver tale sammen, og så sker der i stedet det, at samtalen bliver mere fri, siger hun, men fastslår, at det at vandre i stilhed også kan være meget givende.

Vi er så vant til at skulle snakke og smalltalke, og for mange kan det virke skræmmende at skulle vandre helt i stilhed. Men som pilgrimspræst forsøger jeg altid at præsentere vandringen som en mulighed for og frihed til at være stille og vende sanserne udad og tage den natur ind, som man vandrer igennem, siger hun.

Lillejuleaftensdag arrangerer Anette Foged Schultz en pilgrimsvandring for de udenlandske studerende på Via University College i Horsens, hvor hun arbejder netop nu. De studerende skal ikke hjem til deres familier i julen, og på en fem kilometer lang pilgrimsvandring ad den gamle kirkesti fra skolen til Vær Kirke vil hun give de studerende tid til at fordybe sig i evangeliets budskab og tid til at være nærværende og mærke, hvad der fylder af tanker og følelser her, fjernt fra hjem og familie ind under jul.

Mange vil sikkert føle en længsel efter at komme hjem til deres familier. Nu er de her i julen og må forsøge at have hjemme i sig selv og finde ind i fællesskabet sammen med andre studerende. Den proces hjælper evangeliet ind i. Når vi når frem til kirken, holder vi julegudstjeneste, hvor fokus er evangeliets forkyndelse af Guds betingelsesløse kærlighed, der omslutter os og giver os mulighed for at finde et hjem i verden. Kirken er sådan et sted, der kan og vil rumme os som dem, vi er, og hvor vi derfor kan have hjemme, ligesom kirken også er det sted, hvor julen bliver så meget andet og mere end det materielle gaveræs, der fylder så meget uden for kirken i juletiden.