At vandre til verdens ende

Johnny Rønved har som de gamle pilgrimme sat kursen mod Spanien. I den 18 kilo tunge rygsæk er der blandt andet telt, kogegrej, en e-bogslæser, computer, tøj og medicin, vand og mad. Foto: Lars Aarø/Fokus.

En af IKON-stifterne, Johnny Rønved, bevægede sig for et par uger siden ud på sit livs vandring fra Hadsten i Nordjylland til sit pilgrimsmål i Spanien. En rejse uden sin kone, men med rig mulighed for at fordybe sig i Bibelens budskab om, at vi skal være ét, som der i morgen prædikes over

Morgenen er småkold og grå. Der hænger tunge skyer på himlen, og vinden rusker i de grønne forårsblade. 62-årige Johnny Rønved har søgt ly i præsteboligen i Skanderborg, da Kristeligt Dagblad møder ham. Ikke fordi vejret skræmmer ham. Men fordi hans fod har brug for hvile.

LÆS OGSÅ: Pilgrimsdagbog: Strandet i Skanderborg

Foran sig har han en vandring på 4100 kilometer. Fra sit hjem i Hadsten til Finis­terre på den spanske vestkyst. Pilgrimsmålet, der betyder ved Verdens ende, ligger for enden af den berømte rute Caminoen.

I dagevis har han været tvunget til at gøre ophold i det østjyske, da en uskyldig vabel har udviklet sig til en fodinfektion, der har krævet penicillinkur. Johnny Rønved håber, at foden holder.

For mig er det en drøm at gå hele turen. For to år siden gik jeg de 800 kilometer på Caminoen. Det tog 40 dage, og så troede jeg, at det ligesom var det. Men jeg oplevede nærmest at få abstinenser efter at skulle ud at gå igen. Jeg solgte min sportsvogn for at få råd til turen, siger Johnny Rønved og afbrydes af, at telefonen ringer:

Hej, kone. Nej, jeg går først videre i morgen. Jeg regner med at starte med 15 kilometer, svarer han med et smil og stiller igen ind på den frekvens, der handler om pilgrimsfærd og udlevelsen af trosliv.

Ud over at vandringen for ham er en personlig drøm, så er han også i gang med en stor religiøs oplevelse.

Du møder masser af åbne mennesker og stor hjælpsomhed. Der bliver mange dybe samtaler om Gud og livet. Og så stilheden, når man går. En stilhed, som giver Gud mulighed for at inspirere mine tanker. Jeg sætter stor pris på besøget i de små romanske kirker undervejs. Mærke Guds tilstedeværelse, synge Taizésange højt og bede Jesus-bønnen.

Hans kone, Pernille Aagaard datter af det berømte teologpar Anne Marie og Johannes Aagaard, der stiftede Dialogcentret har ikke været udelt begejstret for, at hendes mand drager af sted i mange måneder.

Hun har nok med tiden erkendt, at det blev ved med at trække i mig og har dermed også fundet sig til rette med, at det næste halve år ser sådan ud. Men hun synes, at det er lang tid, siger Johnny Rønved.

Jeg vil selvfølgelig komme til at savne min kone undervejs, men jeg vil samtidig være optaget af mit eventyr og min religiøse drøm. Det, at jeg ved, at hun altid er der, gør, at jeg trygt kan gå af sted, fortæller han og fortsætter:

De daglige tanker og den daglige omsorg, som man mærker, når man er fysisk sammen, kan vi ikke dele i den kommende tid.

De har aftalt, at hun rejser ned og holder ferie med ham tre gange i løbet af vandringen, og derudover har han både mobiltelefon og computer med mail og Facebook pakket ned i sin 18 kilo tunge rygsæk.

Men hvad der skulle have været en vandring for livet, ender brat for den 62-årige katolik. Få dage efter interviewet ringer Johnny Rønved og fortæller, at han har opgivet pilgrimsvandringen på grund af sin dårlige fod. Fraværet fra konen forsvinder som dug for solen. Allerede før han fandt sammen med protestanten Pernille Aagaard i 1974, var han optaget af den kristne tanke om, at vi alle er ét, som der i morgen prædikes over i landets kirker. En enhedstanke, som i den grad har optaget Johnny Rønved gennem det meste af livet.

Vi er alle skabt af den samme Gud. Og på den måde er vi også alle en del af den samme enhed, siger han og betoner i selv samme øjeblik en for ham mindst lige så væsentlig faktor; nemlig forskelligheden:

Det ville være skrækkeligt, hvis vi alle var ens. Både som mennesker og som kirke. Tværtimod skal vi huske på, at det er i al vores forskellighed, at vi beriger hinanden. Det gælder i forhold til tro, og det gælder, når vi er to mennesker sammen med forskellige eller uenige syn på livet, siger Johnny Rønved.

Med sin kone har han oplevet stor enhed, om de store linjer i livet. Derfor har det for dem heller ikke svært at give plads til de forskelle, som hører med til et liv sammen. Det gælder både i ægteskabet og i tros- eller arbejdslivet, at Johnny Rønved altid har set livet udspille sig allerbedst, når både enheden og forskelligheden er i spil.

Han er vokset op som københavnerdreng. Mange år i Aarhus har ikke kunnet fraviste ham hans bramfri københavnerfacon. Han kan lide at provokere og fremstår ikke som billedet af en mønster-katolik. Det mærker de også i den katolske menighed i Aarhus, hvor han er aktiv og føler stort fællesskab.

Jeg er ikke nogen pæn katolik. For mig at se skal der i kirken være plads til, at vi også kan udfordre det bestående. Når jeg taler for, at vi også skal have kvindelige katolske præster, at præster skal kunne gifte sig, og kirken skal vie homoseksuelle hvis det vel at mærke er et kærlighedsforhold ja, så er det ikke alle, der klapper mig anerkendende på ryggen, fortæller Johnny Rønved.

Uenighed og forskellighed er for ham en helt essentiel del af menneskelivet. Guds enhed og fællesskab giver netop plads til, at mennesker kan brydes på deres meninger. Det har han mærket på tætteste hold, da han giftede sig ind i Aagard-familien. Her blev der diskuteret, og der var også uenigheder. For eksempel for 20 år siden, da Johnny Rønved sammen med sin kone og en række andre udbrydere fra Dialogcentret tog initiativ til at etablere den tværkirkelige forening IKON.

Det var svært i familien i nogle år, hvor vi ikke snakkede sammen. Men heldigvis fandt vi sammen igen. Og det viste sig at blive en styrke, at vi fik to foreninger, som var optaget af mødet med andre religioner. Dialogcentret med den mere polemiske tone og opgør med sekter. IKON med fokus på blød dialog, siger Johnny Rønved og fortæller om sin personlige indgang til mødet med den anden.

Jeg har altid bestræbt at prøve at forstå det menneske, jeg står over for. Lige meget hvor forskelligt det har været for mig. Men vi støder hele tiden ind i de grænser, vores egoer stiller op. Vi kan så nemt som ingenting blive intolerante og fordømmende, siger han.

I 15 år har han arbejdet på Kirkens Korshærs herberg i Aarhus. Mødt utallige stofmisbrugere, alkoholikere og psykisk syge. Mange mennesker, hvor han har kunnet se det smukke bag alt det ødelagte. Men han har også haft masser af møder i alle mulige sammenhænge, hvor han har mærket sin intolerance og fordømmelse. Johnny Rønved har ingen engletanker om sig selv. I sit arbejde på at lære at række ud mod ham eller hende, som han ikke har brudt sig om, har han haft sin egen bønspraksis.

Det er en slags meditation. Jeg fremkalder et billede af Jesu ansigt, hvor han er omgivet af sin stråleglans. Så erstatter jeg Jesu ansigt med et ansigt af et menneske, som jeg ikke kan lide. Dermed tvinges jeg til at se Jesu tilstedeværelse i det syndige og det, som jeg ikke vil have med at gøre.

I dag er Johnny Rønveds kone også katolik. Egentlig ikke med hans gode vilje. For ham var der noget stærkt i, at de som ægtefolk havde et ben i både den katolske og protestantiske lejr i al deres tværkirkelige arbejde. Men også for hende blev fællesskabet i den katolske menighed udslagsgivende, og hun valgte tilsidst at konvertere.

Johnny Rønveds livsvandring går videre, alt imens den bevæger sig ud og ind mellem enhed og forskellighed. Men denne gang nåede han ikke frem til verdens ende.