Tisvildevejen: Gå på opdagelse i Nordsjællands landsbyer

Billede fra pilgrimsruten Tisvildevejen. Her ankommer vandrerne til vingården Garbolund i landsbyen Annisse. Foto: Privat

Kunne du tænke dig at blive klogere på Nordsjællands små landsbyer og møde de lokale? Så skal du vandre med på pilgrimsruten Tisvildevejen, der kombinerer natur, kultur og møder med mennesker

Pilgrimsruten Tisvildevejen hører under det net af vandreruter, der overordnet kaldes Santiagoruten. Vandringen tager fire dage og er på omkring 60 kilometer. På ruten besøger man små landsbyer og får et indblik i deres historie og kultur. Rigmor Westh Baagøe, der er en af medstifterne af Tisvildevejen, fortæller, hvad man kan opleve på turen

Hvad er det særlige ved Tisvildevejen?

De nære oplevelser med de lokale indbyggere i landsbyerne, man besøger, er noget af det, der kendetegner Tisvildevejen, og som jeg synes gør ruten til noget særligt. På mange danske pilgrimsruter vandrer man gennem smuk natur og ser historiske kirker og klostre, men på Tisvildevejen er de lokale ligeså engagerede som vandrerne i at være en del af en fælles oplevelse. I flere af byerne får man serveret mad fra lokale restauranter, og man kan opleve koncerter, foredrag eller besøge vingårde.

Kan du give nogle eksempler på, hvad man kan opleve på ruten?

Foran Mårum Kirke bliver man budt velkommen af præsten, der er klædt i fuldt ornat, og kirkeklokkerne ringer for en, når man ankommer. Det er en rørende oplevelse at blive ringet i møde. Mens man får et måltid i præstens have, kommer en lokal forening af kulsviere i traditionelle folkedragter og fortæller om deres arbejde. Mårum har også en badesø, hvor man kan tage sig en aftendukkert efter dagens oplevelser.

Andre steder, eksempelvis i Tibirke Kirke, er der mulighed for at opleve koncerter med dygtige, lokale folkemusikere. Og i Annisse besøger vandrerne en vingård, hvor de sidder med fødderne i vand, mens ejeren fortæller om vinproduktionen.

Hvor overnatter man?

Vandrerne sover på den arrangerede vandring på feltsenge i kirkerne, i forsamlingshuse og i menighedshusene.

Hvordan er mulighederne for indkøb?

I alle landsbyerne, man besøger, bliver der sørget for mad og drikke. Der serveres mad fra landsbyernes bedste restauranter, for eksempel Rabarbergården i Vejby og Tinggården i Frederiksværk. De lokale producenter kommer og serverer maden og fortæller om de lokale råvarer. En vinproducent fortæller om sin naturvin, eller man kan smage øl fra landsbyens mikrobryggeri.

Hvorfor synes du, man skal vandre med på ruten?

Hvis man har lyst til nærvær med andre vandrere og lokale indbyggere, og samtidig gerne vil blive klogere på Nordsjællands natur og kultur i landsbyerne, som man alt for sjældent hører om, synes jeg, at man skal vandre med på Tisvildevejen til sommer.

Yderligere oplysninger om pilgrimsruten Tisvildevejen kan findes her