Pilgrimspræst: Vi mærker Guds livsånde i pinsens vind og sol

Pinsen er en fantastisk årstid til at komme ud og vandre, skriver Elisabeth Lidell. Arkivfotoet er fra en pilgrimsvandring på Hærvejen. Foto: Michael Hansen

Pinsen er en perfekt årstid til at vandre med krop og sjæl, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell i en refleksion over Helligånd, åndedræt, pinse og natur

Der er ikke noget skønnere end at tage på pilgrimsvandring i pinsen, hvor Vorherres lysegrønne katedral danner hvælv over vores udvidede kirkegang. Pinsen er åndens højtid, og på en pinsevandring får vi kristendom for alle sanser.

Jeg holder særligt af at synge Grundtvigs pragtfulde lovsange til naturen og skaberværket, som tredje vers fra ”I al sin glans nu stråler solen”:

Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

Alting går op i en højere enhed: himmel og jord, Gud og mennesker. I bøgetræerne ser vi vindens virkning uden at se vinden selv. Det er en skøn metafor for, hvordan det forholder sig med ånden. Når vi føler den sommerlune vind på kinden, kan vi tænke på Guds hånd, som rører ved os, mildt og ikke tvingende, men alligevel med den mulighed for styrke, som vinden har.

Mennesker, som har det svært, kan af og til mærke Guds hjælp i nøden, på samme måde som den isnende kulde om vinteren er en forudsætning for, at vi kan se vores egen ånde om vinteren. 

Det er ingen tilfældighed, at Helligånd kaldes livets ånd eller livsånde. Gud er lige så usynlig som vores åndedræt, men ligeså virkelig, og ligeså nærværende og vigtig. Helligånden er Gud selv, Gud er hos os nu, og på pinsevandringen mærker vi det i kraft af vinden.

I Bibelens skabelsesberetning hører vi om det mørke, der dækker jorden, før livet startede. Mørket er kaotisk og truende. Men Guds ånd svævede over vandene, og lyset blev til, verden fik farve og form, og Gud gennemåndede alt, så det levede. Lyset hænger derfor sammen med Guds livsånde, sådan som pinsesolens lys for pilgrimsvandreren hænger sammen med følelsen af spiritualitet og åndelighed.

I virkeligheden er det måske ikke så fremmed for os? Min erfaring fra pilgrimsvandringer og retræter er, at de fleste i hvert fald har gemt noget åndelighed fra barndommen: bibelord, brudstykker af beretninger, salmestrofer og tanker, måske halvglemte oplevelser. 

Men det kan virke dødt. Ord fra en bog, streger og tegn på papir, lyde, som automatisk går over læberne. Ethvert menneske går gennem tider med indre uro. Det kan være et fjernt minde, der blafrer gennem sindet. En skjult angst for, at livet slipper os af hænde, før vi har lært at leve. En længsel efter noget, som er anderledes. I en pilgrimsvandring må man bevæge sig fysisk for at flytte sig mentalt, for ånd og krop hænger sammen. 

I pinsen blev Jesu disciple i stand til at fortælle det videre, som Jesus indtil da havde sagt. Pinsen giver os alle sprog til at tale om Gud og om livet. Og når man går, kan det ske, at brudstykker pludselig samler sig og giver mening, fordi vi får vores liv belyst gennem Bibelens fortællinger.