Nu tør jeg sige, at jeg er troende

I skolen og gymnasiet blev Adam Laugesen kritiseret, når han sagde, at han troede på Gud. Han har brugt de første to år efter gymnasiet på en pilgrimsrejse, hvor han har søgt tro og mening

Det var egentlig her, hans åndelige rejse begyndte. Med traveture på de bugtede stier mellem de gamle bøgetræer i Clausholm Slots skov ved Voldum nord for Aarhus. Da Adam Laugesen var 15 år, fik han sin far overtalt til at anskaffe et par hunde, og de mægtige Alaskan malamuter blev anledningen til, at far og søn i flere år gik aftentur i skoven uanset vejret, hvor de talte om liv og ikke mindst tro.

I dag er Adam Laugesen 22 år og netop hjemvendt fra en næsten to år lang rejse gennem 30 lande. Turen var en slags pilgrimsrejse, hvor han søgte efter tro og mening. Når vi traver på stierne i skoven ved Voldum i dag, er det for at tale om, hvilke svar han er kommet hjem med.

LÆS OGSÅ: Preben Kok: Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved

Længe inden familien fik hundene, havde Adam Laugesen daglige eksistentielle samtaler med forældrene. De første år i folkeskolen var han plaget af angst for døden, som betød, at han inden sengetid hev fat i enten sin mor eller far for at tale om angsten for at dø, frygten for at forældrene skulle dø, og frygtscenarierne om at blive efterladt i verden.

Det passede ikke ind i mit univers, at man kunne dø. Jeg er vokset op i et kristent hjem, hvor mine forældre bad Fadervor med mig. Vi talte om tro og bad aftenbøn. De kunne på en eller anden måde nok berolige mig, men mine tanker om døden åbnede også for en spirituel søgen i en ret tidlig alder, og jeg gjorde mig nogle tanker om tro, som jeg ikke rigtig kunne dele med mine jævnaldrende dengang.

Da han var 15 år, inviterede hans far, DRs journalist Anders Laugesen, ham med til munkerepublikken Athos i Grækenland. Opholdet varede under en uge, men i dag kan sønnen se, at rejsen blev skelsættende.

Inden jeg kom til Athos, havde jeg en teoretisk forestilling om Gud, men på Athos kunne jeg mærke, hvordan atmosfæren skiftede, og jeg var ikke i tvivl om, at der var en metafysisk eksistens. Før jeg kom til Athos, havde jeg ikke forstået, hvad bøn var, men efter mit første besøg havde jeg en idé om, hvilken forskel bøn kunne gøre, siger han.

SE OGSÅ BILLEDSERIE:Han blaffede gennem 30 lande som pilgrim

Men hjemme igen var det ikke let at holde fast i erfaringerne fra Athos, hverken på efterskolen eller på gymnasiet i Randers. Da foreningen Gideonitterne kom forbi efterskolen og delte bibler ud, brugte vennerne det tynde papir til at rulle joints i. Selv beholdt han dog den lille bibel, som har fulgt ham på rejsen.

Det at være ung og troende er ikke let. Da jeg kom hjem fra Athos og fortalte om mine oplevelser, mødte jeg en masse kritik fra mine venner og blev hakket ned for at sige, at jeg troede på Gud. Når man har biologi i gymnasiet og lærer om evolutionsteorien, er det lettere at stemple sig selv som ateist. Jeg satte det med troen lidt på hylden, mens jeg gik i gymnasiet, men jeg lovede mig selv, at når jeg var blevet student, ville jeg arbejde videre med det og praktisere en tro.

For to år siden pakkede Adam Laugesen en rygsæk med en nødtørftig bagage. Han ville rejse tilbage til munkeøen Athos og videre til Israel, men havde lovet sin kæreste, at han ville være tilbage i Danmark inden tre måneder. Da han nåede Grækenland, brød hun forholdet, og så kunne han tage sig god tid. Han endte med at tilbagelægge 100.000 kilometer på 22 måneder igennem Europa, Mellemøsten og Asien. Hans princip for rejsen var, at han ikke ville bruge penge på transport og logi, men lægge sin skæbne i andre menneskers hænder. Det princip holdt han fast i, selvom det betød, at rejsen til tider blev barsk, og han eksempelvis overnattede mellem to spor på en motorvej og i tomme fabrikshaller.

LÆS OGSÅ: "Videnskaben fortæller os, hvad der sker, men ikke, hvad vi skal gøre"

Jeg har følt, at jeg skulle holde mig til de principper, jeg havde lagt for rejsen, selvom det har betydet, at turen til tider har været mere utryg og besværlig. Men fordi jeg holdt ud og strakte min tålmodighed, har jeg fået andre oplevelser med hjem.

Adam Laugesen har blaffet, siden han var 10 år, hvor hans mor advarede ham mod rejseformen. Da han blev engageret i klimaspørgsmålet, blev blafferiet en måde at praktisere klimaaktivisme på, for han vil gerne leve et så CO2-neutralt liv som muligt. Da han forlod Danmark, havde han sin mobiltelefon med. Men han mistede syv telefoner de første to måneder og valgte til sidst at klare sig uden mobil, ligesom han kun sporadisk har været på internettet.

Jeg gør en dyd ud af at leve idealistisk og være lidt fanatisk omkring min holdning til miljøspørgsmålet, siger han og fortæller, hvordan han typisk skralder sig til det daglige brød i dagligvarebutikkernes affaldscontainere. Alt sit tøj køber han brugt.

Som klimaaktivist var det klart for mig, at min rejse efter gymnasiet ikke skulle belaste miljøet, og målet for min tur var, at jeg ville finde en spirituel praksis og blive mere præcis omkring, hvad jeg tror på. Jeg havde et håb om at finde en livsanskuelse, som kunne skabe en sammenhæng mellem min idealisme og min tro.

Men fandt han, hvad han søgte? Kunne det lade sig gøre at krydse to kontinenter og lægge sin skæbne i andres hænder? Er der gæstfrihed nok i verden til en moderne vagabond som Adam Laugesen?

Han viser op til sit værelse, som nærmest er en stue, hvor naturen er bygget ind i form af ruder med udsigt til skovbrynet på den ene side og en mark med græssende heste til den anden. Han tager plads i en gyngestol, som har tilhørt en slægtning, der var vagabond i USA. Den langlemmede 22-årige legede selv ofte vagabond som dreng, og han føler en forbundethed til den vagabonderende slægtning. At kunne bære sit liv på ryggen og leve med enkelhed er et ideal for ham.

Mange har spurgt mig, om jeg ikke er bange for at blaffe. Uanset hvilket land jeg er kommet til, har folk advaret mig og sagt, at måske kan man blaffe i Danmark, men det kan man ikke i Tyskland. Da jeg kom til Iran, sagde de, at måske kunne man blaffe i Tyrkiet, men i hvert fald ikke i Iran. Der har været ubehagelige oplevelser, men det er meget få, og jeg har mødt en utrolig godhed og gæstfrihed.

Han har blaffet og mødt alt fra velhavende briter i skattely på Cypern over tibetanske munke på flugt fra den kinesiske regering til fattige, kristne burmesiske flygtninge. Fælles for dem alle er, at de for en tid har delt livsvilkår med den danske pilgrim. Troen har så at sige været kompasnålen, og derfor har han mødt troende inden for alle religioner og overnattet i talrige klostre. Sågar i Gravkirken i Jerusalem, hvor Jesu kors siges at have stået, har han tilbragt en nat. Om begge håndled bærer han armbånd, som er knyttet til nogle af de tros-steder, han har besøgt.

Jeg har præsenteret mig som Adam fra Danmark og forklaret imamen, at jeg søgte Gud og kunne overveje at blive muslim. Til rabbinerne har jeg sagt, at jeg kunne overveje at blive jøde, og til de ortodokse kristne, at jeg kunne overveje at blive ortodoks. Jeg er gået efter at mærke Gud og møde, hvordan folk mærker Gud.

Og med åbenheden som kendetegn har han set, hvordan forskellige religioner har praktiseret deres tro og forsøgt at leve sig ind i det. Følelsen af at finde hjem var dog stærkest på Athos. Normalt kan man kun gæste øen i tre dage, men han fik lov at blive i tre uger. Det meste af tiden boede han hos en munk, som blev en slags læremester for ham. Munken inviterede ham ind i biblioteket og udvalgte bøger om kristendommen, som den unge gæst skulle læse. Under opholdet på Athos fik han et nært forhold til den såkaldte Jesusbøn, som er omdrejningspunktet i munkenes liv: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, som gentages i takt med åndedrættet.

Jesusbønnen er den praksis, jeg har fundet mest mening i, og den trospraksis, jeg mødte på Athos, var den, jeg kunne give mig mest hen til. Du kan ikke bede Jesusbønnen, uden at du påkalder Helligånden, og jeg har mærket, hvordan den gør en forskel, og man kommer ud og rører ved en kosmisk sammenhæng. Særligt når jeg har været bange og haft svært ved at finde ro, har jeg bedt den.

Han finder den bibel, som fulgte ham på rejsen. Den ligner, hvad den er: en godt brugt bog med krøllede sider, som er fuld af understregninger og notater. Han har ført samtaler om tro og bedt folk nævne deres foretrukne vers i Bibelen, og han har haft stunder alene med Bibelen.

Jeg rejste ud for at finde en praksis, men det havde jeg ikke roen til at finde. Jeg har kradset i overfladen på en masse religioner og fået en vigtig oplevelse af, at erfaringen af Gud ikke er begrænset til kristendommens steder. Jeg har stået i moskéer i Iran og sunget Påskeblomst! hvad vil du her og Se nu stiger solen og erfaret, at Gud også kan være i en moské. Inden jeg rejste, var det vigtigt for mig, at jeg kunne få min tro til at gå op med et mere naturvidenskabeligt verdensbillede. Det er ikke længere vigtigt for mig, for jeg har haft så mange møder og erfaringer af, at troen kan bære. Efter at jeg er kommet hjem fra min rejse, tør jeg også tale med mine jævnaldrende om det at tro.

Han bladrer i Bibelen og finder et sted og læser nogle linjer højt, han skrev på rejsen. Notatet indrammer det, han fandt: Leve i ydmyghed og kærlighed og ikke dømme andre. Vejen dertil er gennem Jesusbønnen.

For Adam Laugesen betyder hans tro en forpligtigelse på at leve, hvad han betegner som et moralsk liv.

Så tænker folk nok på sådan noget med seksualmoral, og der rejser sig en mur af negative tanker. For mig er det moralske ved troen, at jeg prøver ikke at belaste miljøet, tilstræber at leve et liv uden fordomme, at jeg hjælper andre og selv tør række ud efter hjælp og tør gøre mig afhængige af andre og indgå i fællesskaber, siger han og giver et eksempel på, hvordan han har forsøgt at bekæmpe sine fordomme på rejsen:

Jeg havde tænkt mig ikke at rejse gennem Østeuropa, fordi jeg havde hørt alle historierne om, hvordan man ville blive bestjålet. Jeg besluttede, jeg ikke ville lade det stoppe mig. Jeg slog teltet op i en park i Montenegro, hvor der er mange sigøjnere. Den nat sov jeg ikke, men lå i mit telt og bad til Gud om, at han ville lade mig overleve. Jeg var så bange for, at nogle sigøjnere skulle komme og slå mig ihjel og stjæle mine penge. Når man bliver bange, bliver ens fordomme virkelig presset ud, og man kender sig selv bedst, når man er bange. Siden har jeg mødt mange værre typer med virkelig fortvivlede liv og valgt at stole på det menneskelige i dem.

Nu er han tilbage i Voldum i huset ved skoven, men han understreger, at hans rejse er ikke til ende. En dag skal han begynde at studere, men han tager et sabbatår mere og har i stedet aftaler om at holde foredrag på efterskoler og højskoler i kalenderen. En række af de mennesker, han har mødt på rejsen, har været på besøg hos ham, og flere er på vej. Han glæder sig over at kunne give noget igen af den store gæstfrihed, han har mødt. Som et fysisk udtryk for at hans rejse ikke er endt, er han ved at lære at meditere.

Jeg vil gerne vokse spirituelt og finde en praksis. Efter at jeg har kradset i overfladen af mange religioner, vil jeg gerne forholde mig dybere til kristendommen. Så jeg mødes hver aften og mediterer med min far, som har mediteret i 30 år. De største møder på min rejse har været med mennesker, som ikke dømte, ikke pralede, men var ydmyge. Og fælles for de mennesker har været, at de på en eller anden måde har ladet Gud slibe dem af.