Solovandring: I vildmarken er der ingen, der klapper

Solovandring er både den sværeste og den letteste måde at gå på. Uden nogen at læne sig op ad, skal man selv finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert

Solovandring uden nogen at spejle sig i er lidt som at gå til en rockkoncert, hvor ingen klapper. Først er der et underligt vakuum, hvor responsen plejer at være. Men når man har vænnet sig til det, finder man ud af, man meget bedre kan høre musikken – på godt og ondt – når baggrundslarmen er væk. Udfordringen er, at man så selv er nødt til at tage stilling til, om man kan lide det, man hører, når der ikke er en flok at læne sig op ad.

Jeg er stadig ved at lære at navigere i stilheden, da jeg en julidag for et par år siden krydser et iskoldt vandløb på Diskoøen ud for Grønlands vestkyst. Jeg har brugt størstedelen af en time på at finde et vadested og på at komme over det brusende vand. Min erfaring med at krydse vandløb er på det tidspunkt ret begrænset, og jeg har svært ved at beslutte mig for, hvor det er sikkert at krydse over.

Da jeg endelig finder et sted, smider jeg bukser og støvler, skifter til mine kondisko og begiver mig smerteligt langsomt gennem det iskolde vand. For selv om solen skinner, så kommer vandet oppe fra de sneklædte bjerge, og det kan mærkes. Oppe på den anden bred, forfrossen men i sikkerhed og pumpet fuld af adrenalin, hører jeg stilheden mere rungende end nogensinde.

På trods af den ellers møjsommeligt opbyggede spændingskurve og de bare – kun let blåfrosne – ben er der ingen til at klappe af min bedrift. Her er kun mig, og den her vanttige tur er kun for min egen skyld. Så jeg tillader mig et diskret sejrshyl, mens jeg lader rusen strømme frit. Så pakker jeg mig selv og mine ting sammen og går videre mod næste udfordring.

Hvornår er noget farligt
Til at starte med kan det være skræmmende at vandre alene, og det er svært at vænne sig til, at der ikke er noget feedback. Men det er også befriende, og hver gang bliver jeg bedre til at stole på min egen dømmekraft og min egen ide om, hvad der er sikkert, hvad der udgør en acceptabel risiko, og hvad der simpelthen er for farligt. Og jeg bliver bedre til at grine af mig selv, når jeg skræmmer livet af mig selv uden grund.

Jeg befinder mig i januar på en øde skovvej i det nordlige Spanien, da en bil passerer mig. Det er sjældent, jeg tænker over min egen sårbarhed i forhold til andre mennesker, men en gang imellem kan en enkelt atypisk fremmed godt sætte mine nerver lidt på højkant. Da bilen standser bare 20 meter foran mig, og føreren stiger ud, er det sådan et øjeblik. Jeg er helt alene mellem de høje eukalyptustræer, og jeg er nærmest ved at grine hysterisk, da chaufføren åbner bagdøren og tager en økse ud fra bagsædet og går i min retning.

Vi får øjenkontakt og nikker næsten umærkeligt til hinanden. Jeg fortsætter stille og roligt hen ad vejen – mod bilen - fuldt koncentreret om ikke at ligne en, der spekulerer på, om det kan betale sig at prøve at løbe for livet. Manden går bagom sin bil og mod skovbrynet for at gøre, hvad de fleste folk gør med økser i skoven. Sandsynligvis helt uvidende om den midlertidige panik, han er skyld i. Og så er panikken væk igen. Lige så hurtigt som ideen om min nært foreståede død ved øksemord er opstået i mit hoved, er den punkteret og i næste vejrtrækning, er den væk. Jeg griner lidt ad mig selv og går videre.

Et boost til hjernen
De ensomme vandringer giver mig et mentalt boost, der strækker sine tråde langt ind i mit hverdagsliv. En hverdag der ellers er så fyldt med andres reaktioner på, hvad jeg gør, at det kan være svært at skelne mellem, hvornår jeg gør noget, fordi det er rigtigt for mig, og hvornår jeg gør noget, fordi det er rigtigt i andres øjne – og derfor vil afføde ros og anerkendelse, som også føles rigtigt.

Når jeg vandrer alene, er der ingen at læne sig op ad. Jeg er nødt til selv at kalibrere mit kompas, og gøre hvad der er rigtigt for mig – og så acceptere de konsekvenser mine handlinger har bagefter.