Guide

Fire danske pilgrimsvandringer, du kan gå i efteråret

Selvom efteråret betyder regn og rusk, kan man stadig få meget ud af at tage på pilgrimsvandring. Pilgrimspræst Elisabeth Lidell guider her til fire vandringer, der bliver udbudt rundt omkring i Danmark Foto: Pixabay

Selvom vejrudsigten melder kulde, regn og rusk, kan man sagtens tage på pilgrimsvandring. Pilgrimspræst Elisabeth Lidell guider her til fire af efterårets udbudte vandringer

Journalister spørger af og til, om en given vandring bliver aflyst, hvis det bliver regn, rusk eller snevejr. Dertil svarer jeg, at det aldrig er sket i de næsten 20 år, jeg har tilbudt vandringer. Vi gennemfører under alle omstændigheder.

Engang havde jeg planlagt en dagstur i Mols Bjerge med mine konfirmander. Sneen lå metertyk i bakkerne, og vi måtte naturligvis afkorte turens længde. Til gengæld havde kirkegårdslederen medbragt sorte sække, som vi under frokostpausen brugte til at kælke på. Den tur glemmer konfirmanderne ikke. Det behøver ikke alt sammen at være så seriøst: Glæde, leg og latter hører også med til pilgrimsvandringens væsen.

En sommer vandrede jeg på Hærvejen i en uge med 20 norske kvinder fra Frelsens Hær. Regnen stod ned i stænger hver eneste dag, og vi vandrede bogstaveligt talt gennem mudderpøle. Selvom det var udfordrende, tog de alle det med godt humør.

Her kommer fire bud på efterårsvandringer i det danske land:

Allehelgens-vandring i Det Midtjyske Søhøjland
Lørdag den 26. oktober 2019, fra klokken 10-15:30.
Mødested: Ry Kirke, Kildebakken 1, 8680 Ry.
Tilmelding er ikke nødvendigt.
Pris: Gratis.

Temaet for vandringen er: Allehelgen - nu er livet gemt hos Gud.
Vi vandrer 12 km. forbi Siimtoften og Gudenåen ud mod Alling Sø og Laven. På udsigtspunktet Bryggebjerg holder vi nadvergudstjeneste.

Vandringen slutter ved Ry Kirke ca. kl. 15.30. Berit Søndergaard leder os i de ydre landskaber, mens Elisabeth Lidell står for inputs undervejs. Vandringen arrangeres i samarbejde med Østjysk Pilgrimsforening, og alle er velkomne.

På denne efterårsdag, hvor bladene falder af træerne og minder os om livets forgængelighed, samles vi til fælles vandring. Vi er mennesker, der på hver vores måde mindes, savner eller sørger, eller gør det alt sammen. Vi husker og glæder os over de døde, fordi de var levende.

Livet bliver aldrig det sammen igen - dette er en erfaring enhver, der har mistet, har gjort. Det er det, der er så svært at få ind i hovedet og kroppen, når man har mistet – hvad enten det så er død, skilsmisse eller noget helt tredje, der har slået det gamle liv i stykker. Allehelgen er fra oldkirkens tid vidnernes dag.

Pilgrimsvandring fra Diernæs Kirke på Fyn
Søndag den 10. november 2019, fra klokken 10:15-16:00.
Mødested: Diernæs Kirke, Mosetoften 2, Diernæs, 5600 Faaborg.
Tilmelding til vandringsleder Ruth Bech på ruthbech@hotmail.com eller sms på 28 86 98 86 senest den 8. november 2019.
Pris: 30 kr.

Tema for vandringen er: De fire elementer - Moder Jord, Søster Vand, Broder Luft, Broder Ild.
Vi deltager i gudstjenesten kl. 10.30 ved Lene Matthies og vandrer derefter omkring 11,5 km. En vandring i efteråret kan give en særlig oplevelse af naturens kræfter, så refleksionerne vil dreje sig om dette. Umiddelbart efter gudstjenesten går vi ad små veje forbi det smukke Holstenshuus Slot.

Videre til "stillevandring" gennem et skovområde ad Øhavsstien, indtil vi kommer til veteranjernbanen mellem Faaborg og Korinth. Herfra går vi ad banen til Pipstorn Skov, hvor madpakkerne nydes i en shelter. Næste del af vandringen går ad en grussti mod Faaborg, med skøn udsigt til marker, skov og øhavet. Sidste del af vandringen går ad asfalteret cykel/gangsti tilbage til Diernæs Kirke, hvor vi slutter af og til sidst drikker kaffe/the i Kirkeladen.

Husk fodtøj og påklædning efter vejrudsigten, madpakke, drikkelse og krus.

Novembervandring i Sydjylland
Lørdag den 16. november 2019, fra klokken 9.00-14.30.
Mødested: Vamdrup Kirke, Vestergade 53, 6580 Vamdrup.
Tilmelding til sognepræst Maria König på sms 20 46 42 95 senest den 15. november.
Pris: Gratis.

Temaet for vandringen er: Livet som en vandring fra fødsel til grav.
Vi mødes i Vamdrup Kirke til en lille andagt og går derefter til Hjarup Kirke af rolige veje og stier. Turen er på 11 km. Medbring madpakke og tøj efter vejret. Vi slutter med kaffe i Kirkeladen i Hjarup. Vi hjælper hinanden med at koordinere kørsel tilbage til Vamdrup Kirke.

Søndagsvandring i Aalborg
Søndag den 17. november 2019, klokken 12.00-15.30.
Mødested: Kirkepladsen ved Vor Frue Kirke i Aalborg.
Tilmelding er ikke nødvendigt.
Pris: Gratis.

Temaet for vandringen er: Fællesskab.
En af Nordens meget erfarne vandrere er pilgrimspræsten fra Vadstena, Hans-Erik Lindström. Han har gået tusindvis af kilometer, både alene og sammen med mange mennesker, og han har ud af egne og andres vandringserfaringer krystalliseret syv ord, som kan sige noget om, hvad pilgrimsvandring kan betyde. Vor Frue Kirke i Aalborg indbyder til søndagsvandringer med pilgrimsordene som tema. Vandringerne udgår fra kirkepladsen.

Du skal klæde dig på efter vejret, og medbringe madpakke (frokost) og lidt vand. Vi spiser sammen undervejs. En del af hver vandring vil foregå i stilhed.

Om efteråret lokker naturen med sine smukke farver, og når man vandrer, har man god tid til at suge det hele til sig. Foto: Elisabeth Lidell