Elisabeth Lidell takker af efter 40 år som præst: ”Jeg er spændt på og nervøs for denne nye pilgrimsrejse”

Elisabeth Lidell har været præst i folkekirken i fire årtier og har desuden delt ud af sin omfattende viden som fast og afholdt fagredaktør på pilgrimsvandring.dk siden år 2000. Nu venter en ny epoke som pensionist, og i den anledning har hun nedfældet essensen af det, arbejdet har lært hende

Forleden spurgte mit fireårige barnebarn Elinor, om vi skulle lege. Jeg kunne vælge mellem at være drage eller præst ’med glade mennesker til en gudstjeneste’? Det er skønt, at hun har så positivt et syn på gudstjenesten, som hun har oplevet blandt andet i Brorsons Kirke på Nørrebro og ved et bål på stranden i Knebel Vig.

Hvis jeg skal vælge et enkelt ord, er det netop glæde, der har fulgt mig gennem livet. Og når jeg tænker tilbage på mine mange præsteår, er jeg så heldig, at jeg virkelig har været omgivet af glade mennesker i menigheden. Enten i smukke kirkerum med dejlig musik og forventningsfulde ansigter – eller på udvidet kirkegang, på pilgrimsvandring i Skotland eller på Hærvejen, hvor vi holder gudstjenester og andagter i det fri, i ’Vorherres store katedral’. For mig er naturen er ikke en kulisse, men et hjemsted, hvor skaberværket peger på det, der er større end vore ord. En slags hverdags-epifani, hvor Gud erfares før ordene.

I USA er der tradition for såkaldte last lectures, hvor en person formidler essensen af det, arbejdet har lært en. Noget supervigtigt, et åndeligt testamente, som man på falderebet giver videre. Så her ved begyndelsen til enden vil jeg prøve at uddrage essensen af mit liv. Hvordan ser den nye begyndelse ud?

Jeg vil give tre ting videre: Jeg vil først og fremmest sige, at alting ender godt. Derudover vil jeg fremhæve to skriftsteder: ”Frygt ikke, tro kun!” (mit konfirmationsord: Mk 5,36) og ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder” (mit yndlingsskriftsted: Es 12,3).

Jeg har netop fejret 40-års jubilæum som præst i folkekirken. Fire årtier i folkekirkens tjeneste, som hyrde på den danske ager og Hans stier worldwide: 1980-90 som præst ved Københavns Domkirke med den længste titel: ’kaldskapellan ved Københavns Domkirke med særlig forpligtelse til at bistå Københavns biskop i varetagelsen af folkekirkens mellemkirkelige anliggender’, ifølge Kristeligt Dagblad ’folkekirkens udenrigsminister’, 1990-2009 sognepræst i Risskov og initiativtager til pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis, 2006-08 ulønnet pilgrimspræst, 2009-2020 pilgrimspræst i Aarhus Stift.

I de tre stillinger, jeg har haft, har jeg altid ment, at NU havde jeg den bedste stilling i folkekirken. Jeg opfatter mit virke som ’en hellig leg’. Ordene ’job’ og ’arbejde’ kan jeg ikke rigtig identificere mig med. Det er et privilegium at have det sådan, og jeg er dybt taknemmelig for en rig, spændende og udfordrende tjeneste i vores kirke. Mit ønske er at puste liv i den længslens glød hos mennesker.

På min hjemmeside har jeg opsummeret mit kald:

"Såvel befrielsesteologi som kristen spiritualitet har spillet en stor rolle for mig. Benedikt af Nursias ordsprog: ’Ora et labora’ - sammenhængen mellem bøn og arbejde, kontemplation og aktion, det indre og det ydre liv, minder mig om vigtigheden af en ritualisering af troen i hverdagen.

Det er min intention at tale enkelt om det store, om den treenige Gud. Dér, hvor Guds folk mødes, kan der forkyndes, hvad enten det sker i kirkerummet eller i det fri. Når vore livshistorier undervejs flettes sammen med vore troshistorier i samtale, bøn, salmesang, nadverfejring og bibellæsning, kan det ske, at mennesker begynder at prise og takke Gud for livets gave. Da har Helligånden gjort sin gerning. Da har pilgrimsrejsen nået sit mål: at skabe rum for mødet med den levende Gud."

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle dø med støvlerne på, men er nu kommet frem til, at det er bedre at slutte, mens legen er god. Min far, der i sine sidste mange leveår led af ALS, sagde tit, at han var så ked af ikke at have haft afskedsgudstjeneste i Marstal. Jeg forstod det ikke rigtigt dengang, men nu ved jeg, at det er vigtigt at markere en ny livsfase med et ritual.

”Et ritual må der til, når det drejer sig om liv og død”, siger ræven i Antoine de Saint-Exuperys eventyr ”Den lille Prins”. Mit liv er centreret omkring dekader, så jeg tager 10 år ad gangen: i 1950 blev jeg født, i 1960 blev jeg spejder, i 1970 blev jeg student, i 1980 blev jeg ordineret som præst, i 1990 blev jeg sognepræst i Risskov, i 2000 blev jeg pilgrim, i 2010 var jeg blevet jeg pilgrimspræst og nu; i 2020 må jeg så hellere følge 10-års traditionen og sige op. Jeg bliver trods alt 70 år - ’støvets år’, ifølge Grundtvig.

”Alting har sin tid,” siger Prædikeren. ”Der er et passende tidspunkt for alt. En tid til at plante, en tid til at rydde…”

Derfor har jeg sendt min afskedsanmodning til biskop Henrik Wigh-Poulsen pr. nytår, og således blev min jubilæumsfejring samtidig min afsked som præst i folkekirken. To fluer med et smæk! Samtidig har jeg besluttet at sige farvel som fagredaktør på Kristeligt Dagblads site pilgrimsvandring.dk.

Fra min køkkenhave på Mols har jeg høstet megen frugt og af sommerens drømme lavet dejlig marmelade. Nu er det marmelade-tid. Sommerens frugter skal deles. Og også på gamle træer bør man finde nye frugter.

Fremover vil jeg fortsat lede retræter, holde foredrag og hjælpe nye menigheder i gang med pilgrimsvandring. Og ikke at forglemme vil jeg bruge så meget tid som muligt med mine tre små børnebørn på fire, to og et år.

Pensionisttilværelsen har altid stået for mig som en rædselsfuld epoke. Alene ordet ’pensionist’ giver mig kvalme. På tysk hedder det en ’Rentner’, en person, der går i ’Ruhestand’. Det lyder for mig som stilstand og åndelig død! Eller som Præsteforeningen venligt gjorde mig opmærksom på, så kan jeg fremover tituleres ’emerita’ – væk fra meritterne. Nej, så kan jeg bedre lide ’senior’ eller det norske ord ’honnør’ – eller det portugisiske ’reformada’! For ikke at tale om det spanske ord for pensionist: ’jubilada’! Som da mit to-årige barnebarn Severin reagerede, da hans mor fortalte ham: ”Mormor har sagt op!”. Den tyggede han på i nogle få sekunder, hvorefter han begejstret råbte ”Hurra!”.

Så jeg gør honnør, siger hurra! Og TAK! Jeg er spændt på og nervøs for denne nye pilgrimsrejse. Også her skal jeg betræde ny jord og ud på Herrens mark, men jeg er forvisset om, at der er én, der slår følge med mig!