LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Guide

Alternative pilgrimsvandringer: Den indre vandring er den vigtigste

Pilgrimsvandring kan være mange ting og handler ikke om at "høvle en masse kilometer af", skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Billedet er fra en vandring i nærheden af Maribo. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Pilgrimsvandring handler ikke om at gå en masse kilometer på de rigtige strækninger. Det vigtigste er den indre vandring, hvor man går med Gud i troens landskaber, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Dorthe og Troels havde kun været gift tre år, inden Troels fik sklerose og kom i kørestol. Begge er pilgrimme og har i regi af Egmont Højskolen vandret med kørestol og hjælpere, både på Caminoen og på Hærvejen. Sort humor og livsmod er kendetegnende for de to. Ægteparret er faste deltagere ved pilgrimsgudstjenester og på lokale vandringer.

Efter mange år med hjælpere ud og ind af døren er Troels nu kommet på plejehjem. Parret går mange ture i lokalområdet, og de har fået den idé at regne kilometerne sammen og forestille sig, at de er på vej til Rom.

Dorthe har givet sin mand et europakort i fødselsdagsgave, og en nål markerer, hvor langt de er kommet sydpå. I skrivende stund har de krydset den tyske grænse og er nået til Hamborg.

Plejehjemmet kalder de ’Alberque Municipal’ – det spanske ord for byens herberg, og på denne kreative måde får ægteparret pilgrimstanken integreret i hverdagen. Ofte er Dorthe på pilgrimsvandring på Hærvejen eller i Mols Bjerge. Det imponerer og glæder mig, at hun har overskud til det.

Det vigtigste er den indre vandring
Når jeg er ude og holde pilgrimsforedrag rundt om i landet, ligger det mig netop på sinde at pointere, at pilgrimsvandring ikke handler om præstation. Her er ikke tale om A- og B-kristne, hvor det gælder om at kunne gå x antal kilometer for at være et kristent menneske.

Det gælder ikke om at ’høvle en masse kilometer af’. Det vigtigste er den indre vandring: At have en bøn med i hjertet og at ’gå med Gud’ i troens landskaber. Man kan med andre ord være pilgrim på mange måder.

Derfor blev jeg glad, da en kollega ringede og spurgte, om jeg ville lægge en pilgrimsvandring til rette for hendes minikonfirmander fra 3. klasse. Rammen var en eftermiddag på tre timer i Riis Skov ved Århus Bugt.

Præstens positive introduktion til børnene var en god pædagogisk start på turen, og glade gik vi i skoven sammen med gruppen af 10-årige børn. Det var ikke svært at finde vandringsstave, som var et hit. Senere holdt vi pause, og vi lagde os i skovbunden og så op på de høje bøgetræer, der stod som et gyldent hvælv i efterårsskoven.

Børnene lærte den enkle sætning, der stammer fra Birgitta af Vadstena (1303-1373): ”Herre, vis os vejen, og giv os mod til at gå den!”. Rygsækken havde vi fyldt med mad til et nadvermåltid bestående af saft og nybagte flutes.

Børn i den alder er som regel meget religiøse og åbne for det guddommelige uden de filtre, som forstanden senere får sat i hovedet. Det var en gave at få lov til at være sammen omkring den kristne tro med disse søde og åbne børn.

Til pinse er jeg blevet bedt om at arrangere pilgrimsvandring med børnefamilier i Mols Bjerge. Tema for vandringen er selvklart: Helligåndens fødselsdag. Vi går på barne- og klapvognsvenlige stier og grusveje. For troens nye veje skal gås til!