Pilgrimsvandring er at forny min tilladelse til at være i verden

Sognepræst Kirsten Elisabeth Weile plejer sin tro ved at gå en daglig pilgrimsvandring

For decembers måneds pilgrimsportræt sognepræst i Kokkedal Kirke Kirsten Elisabeth Weile handler pilgrimsvandring om at føle sig betydningsfuld, få opfrisket sin tro og få fornyet sin tilladelse til at være i verden. Hun går hver dag enten alene eller sammen med andre i de hjemlige omgivelser i Nordsjælland. Men hun vandrer også gerne i den katolske helgen Frans af Assisi´s fodspor, som blandt andet er de små stier omkring Greccio i Umbrien i Italien, hvor Frans skabte den første julekrybbe.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
Ja, jeg begyndte vel i virkeligheden min pilgrimsvandring, da jeg som 11 måneder gammel baby rejste mig op og kastede mig ud i verden på egne ben foran min stolte mor. Hun fortalte glad og gerne historien, og hver gang blev jeg lidt yngre. Så jeg anede, at det var en stor præstation at indtage verden på egne ben, at kunne gå.

Det var først langt senere, at jeg forstod, at pilgrimsvandring netop ikke har noget med præstationer at gøre. Men min pilgrimsvandring begyndte dér, fordi pilgrimsvandring også er en livsvandring, der begynder ved begyndelsen og først slutter ved livets ende.
Jeg tror så, at jeg blev en mere bevidst pilgrimsvandrer, da jeg som præst på landet fandt ud af at klare nogle af de barske ting, som jeg oplevede som præst, ved at gå. Når jeg skulle begrave en mor til en af mine konfirmander, et lille barn eller min egen mor – så hjalp det at gå.

At vandre hen ad stranden og få tankerne og sorgen på plads, gav mig mod – samt ro og gode tanker til de svære taler, der også skulle skrives. Og jeg blev snart afhængig af vandringen, som jeg også stadig er det. Nu går jeg nogle dage i ugens løb alene og får mine tanker på plads. Andre dage går jeg med en gruppe, hvor vi har en åben aftale og en tid, hvor vi dukker op, hvis vi kan - for så at vandre en time sammen. Endelig går jeg også nogle dage med min mand, så vi også får plejet vores fællesskab. Og jeg holder af alle måderne, og jeg går hver dag.
Hvorfor går du pilgrimsvandring?
 
Jeg tror ikke, at jeg har fundet en bedre måde at pleje min tro på end ved at vandre.
Tro begynder i en undren. Jeg undres over, at jeg er her og lige så vel ikke kunne være her. Præcis som det har været basalt for mennesker fra begyndelsen, og som det udtrykkes i en af de gammeltestamentlige salmer: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du satte der – hvad er da et menneske, at du husker på det – hvad er da et menneskebarn.”
Det kan enten få mig til at føle mig fortabt og som en ubetydelighed i det store rum.

Eller det kan - med endorfinerne rullende i kroppen i vandringen ude i naturen – gøre, at jeg føler mig som skabt af Gud og derfor betydningsfuld. Det er basalt at føle sig betydningsfuld og at føle, at jeg spiller en rolle i verden. At jeg har tilladelse til at være i verden. Og det er den væsentligste grund for mig til at gå pilgrimsvandring: For at forny og opfriske min tro og dermed min tilladelse til at være i verden. Det er alt for let at miste sin selvtillid og sit selvværd, at være som et siv der svajer i vinden. Og så er det væsentligt at kunne sige: Gud har skabt mig – jeg er også en del af dette skaberværk. En betydelig del.
Det er sikkert også derfor, at kristendommen i begyndelsen blev kaldt for vejen. Når man døbes, lyder netop ordene: Må Herren bevare din indgang og din udgang. Det er en enkel og grundlæggende bøn om, at Herren må gå med det lille menneskebarn på dets vej gennem livet.

For der sker også noget, når man går. ”Jeg har gået mig mine bedste tanker til” skriver Søren Kierkegaard. Der sker noget i bevægelsen. Noget aktiveres i kroppen. For nogen af os er det ikke nok at sætte os ned og være stille. Det gør os derimod godt at komme i bevægelse. For når kroppen er i bevægelse, kommer tankerne det også. Man må flytte sig fysisk for at bevæge sig mentalt.
Men det vigtigste er: For at kalde en vandring en pilgrimsvandring, så går man på sin vandring i en tro på, at Gud går med. Så er det muligt at finde trygheden, frimodigheden og få fornyet sin tilladelse til at være i verden.

Hvilken rute anbefaler du?
Der er historie i begrebet pilgrimsvandring. Man vandrer i andres fodspor, slægt følger slægters gang, og når man går sin pilgrimsvandring, er man en del ikke kun af et skaberværk, men også en del af en historisk kontinuitet.
I middelalderen var der en række klassiske hellige steder, som skulle besøges: Jerusalem, Rom og Santiago d Compostela i Spanien. Det er lidt som i eventyrerne, hvor helten drager af sted for at konfrontere sig med sine grænser og på den måde lærer sig selv at kende.

Det er godt at være hjemme, og mange af os er også helst dér. Men det kan sande til, og derfor er det også vigtigt ind i mellem at søge ud. Man må også væk fra det vante og trygge og skabe en lille smule kaos og måske med sine ritualer opbygge lidt orden og civilisation igen. For det er en livgivende proces.
Den tradition, der voksede frem i middelalderen, besøgte en række klassiske steder, selvfølgelig især Jerusalem, Rom og Jakobs grav i Santiago de Compostela. Særlig den sidste rute op til Santiago de Compostela, Caminoen, er i dag voldsomt populær.

Jeg vil dog også gerne slå et slag for et besøg hos Frans i Assisi, en lille og ubeskrivelig smuk italiensk bjergby, der hænger som små svalereder oppe på bjerget.
Frans var en ren og enfoldig helgen fra middelalderen, der i øvrigt har givet navn til den nuværende pave. Han levede sig ind i kristendommen, i Jesus’ historie og tog det hele meget bogstaveligt. Derfor var det også naturligt for ham til jul at invitere alle beboerne fra bjerglandsbyen Greccio op i en hule på bakkeskråningen.

”Tag et tændt lys med”, havde han bedt dem om. Og da de kom til hulen, havde Frans placeret en krybbe fuld af hø, medbragt et æsel og en ko - og i hulen blev den første julekrybbe iscenesat med landsbyens beboere som statister og et lille næsten nyfødt barn som Jesus. Frans erklærede, at Greccio var et nyt Betlehem, og der blev afholdt nadvergudstjeneste i hulen. I dag er der en samling på tusindvis af julekrybber i Greccio – og i bjergene omkring Assisi er der de dejligste ruter at gå. De er dårligt afmærkede og ikke særlig godt passet – men herlighedsværdien og den særlige stemning er det hele værd.

Beskriv dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Så da vi satte os for at spise den torta al testo, som bønderne spiser, og middagsluren var indenfor rækkevidde (for der er ikke noget som at sove til middag ude), så var jeg så tæt på at være lykkelig, som man kan være. Mit hjerte var helt, og jeg tænkte, at livet er godt at leve – og fik på den måde den største fornemmelse af at have fået fornyet min tilladelse til at være i verden.
Det kan dog være lige så smukt på min hverdagstur om morgenen, her hvor jeg bor. For man behøver ikke nødvendigvis at søge til eksotiske steder for at gå med Gud. Han er med hvor og når som helst, hvor hjertet er åbent.