Jomfru Maria viser mig min vej i livet
I valfartsbyen Lourdes føler månedens pilgrim Virginia Høhling, at hendes sjæl bliver opløftet og hun selv guidet af jomfru Maria
Månedens pilgrim Virginia Høhling har flere gange oplevet, hvordan jomfru Maria både direkte og indirekte har vejledt hende igennem livet.
Virginia Høhling er katolik og blev født i Polen, men kom som 2-årig til Danmark, hvor hun har boet lige siden. Hun er i dag 45 år, specialpædagog, mor til fire børn og gift med Georg Høhling, der udover at være skoleleder på den private katolske skole i Ordrup, også igen er blevet valfartsleder af den nordiske valfart til Lourdes, byen ved Pyrænererne, hvor jomfru Maria ifølge overleveringen tilbage i 1858 viste sig for og kommunikerede med bondepigen Bernadette i en grotte – og hvortil mere end 6 millioner pilgrimme valfarter årligt.
Virginia Høhling er således ikke en pilgrim, der går til fods til målet, når hun er på pilgrimsfærd. Nej, sammen med andre katolikker fra hele Norden rejser hun i stedet med fly og bus til valfartsmålet, hvor hun i en uge selv går til og hjælper gamle og syge med at komme til messer, processioner, andagter, nadver og alt det andet, der kendetegner fællesskabet i Lourdes. Senest her i efterårsferien i oktober, hvor Virginia for første gang i mere end 10 år igen var på pilgrimsfærd til Lourdes sammen med ikke kun sin familie, men også over 100 andre katolikker, blandt andet den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon.
Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring/tage på valfart?
På en måde var min første valfart min dåb. Jeg er nemlig døbt i Peterskirken i Rom, da jeg var tre år, og jeg kan stadig svagt huske følelsen af at gå op af det lange kirkegulv i en fin, hvid kjole. Det var min mor, som ville have, at jeg skulle døbes i selveste Peterskirken. Så vi rejste til Rom, så snart vi var kommet på plads i Danmark og havde sparet penge sammen til turen. Og det er da også meget sjovt at være døbt lige dér, selvom det centrale for mig nu ikke er stedet, men simpelthen det at jeg er døbt.
Min første selvvalgte pilgrimsfærd var en valfart til Lourdes, da jeg var 20 år. Det var en meget stor oplevelse – og siden har jeg været i Lourdes omkring 10 gange. Hver gang lige begejstret og beriget.
Hvorfor går du pilgrimsvandring/tager på valfart?
Fordi min sjæl bliver opløftet, fordi jeg bliver bestyrket i troen og beriget som menneske af at være et så helligt sted som Lourdes, hvor man kan mærke Guds, Jesus´s og jomfru Marias kærlighed og tilstedeværelse så stærkt, at det næsten er fysisk. Hvor luften nærmest sitrer af alle de mange millioners pilgrimmes bønner og tanker og ønsker på en måde, så man - som ikke kun katolik, men også kristen i det hele taget - mærker, at man er ikke alene om sin tro, men at man er en del af et stort verdensomspændende fællesskab baseret på den kristne tro.
Men også mærker med alle sanser at man som specifik katolik er en del af en verdenskirke og ikke blot en lille kirke i Norden. For hjemme i Danmark er vi katolikker jo et mindretal, og det er ikke noget, som man tænker over til hverdag. Men når man så kommer til Lourdes og mærker, at det at være katolik er noget verdensomspændende, så føles det helt fantastisk – og man mærker styrken ved at være i Lourdes.
Noget som får en ekstra dimension ved netop at tjene og hjælpe som man gør det, når man er med som hjælper, hvad jeg altid er. For så drejer det sig ikke kun om mig og min oplevelse, men også og måske især om at hjælpe ældre og syge med at få en god valfart, hvor vi alle sammen lever en uge i det troens fællesskab, som der er overalt i Lourdes – og som er så stærkt, at jeg allerede glæder mig meget til at skulle af sted igen.
Hvilken rute vil du anbefale andre at gå/hvilket sted vil du anbefale andre at tage på valfart?
Ja, Lourdes er jo en klar favorit hos mig – og ikke kun grotten eller kirken, men også byen, bjergene og den lille café, hvor vi sidder om aftenen og snakker, griner og fortæller historier, mens vi spiser en is eller får en kop kaffe.
Lourdes i Frankrig er ligesom Assisi i Italien en by med sin helt egen stemning skabt af det stærke religiøse liv, som der er i byen. Noget man især mærker i grotten i Lourdes, der er mættet af så meget kærlighed fra både Himlen og Jorden, at man på alle måder opløftes som menneske af at være dér.
Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Ja, det var jo nok den hede sommerdag for lidt over 20 år siden, hvor han, der nu er min mand, friede til mig i grotten i Lourdes, hvor jomfru Maria også viste sig for Bernadette.
Grotten var som altid myldrende fuld af pilgrimme, men alligevel var det, som om vi bare var os to: Georg og mig. Eller måske rettere os tre. For jomfru Maria var på en eller anden måde også tilstede.
Præcis som hun har været det gennem hele mit liv og gennem hele vores ægteskab: Vi blev gift på virgilien for vor Frue Dag. Den dag, jeg fandt ud af, at jeg var gravid med vores første barn, var på Mariæ Bebudelsesdag. Da vi flyttede ind i vores hus var det helt tomt på nær en lillegipsfigur af den Hellige Guds Moder – og da vi ringede til den forrige ejer, sagde hun, at den hørte til huset.
Ja, året inden jeg mødte Georg lavede jeg – i grotten i Lourdes – en aftale med jomfru Maria om, at hun skulle vise mig vejen i mit liv: Skulle jeg have familie, tage ud som u-landsfrivillig eller måske blive nonne?
Jeg vidste det ikke, men søgte hjælp hos jomfru Maria om at vise mig min pilgrimsvej her i livet – og dét må man sige, at hun gjorde – og gør.