Pilgrimsvandring skærper opmærksomheden

Sognepræst Maria König tog på pilgrimsvandring på Hærvejen sidste år og kom hjem som et forandret menneske med mere ro og overskud. ”Jeg havde meget mere at give til andre mennesker, fordi jeg havde levet så langsomt for en tid og givet plads til mine egne tanker,” skriver hun om sin oplevelse

Jeg har været præst i 12 år, og sidste sommer havde jeg den glæde at holde studieorlov i tre måneder. Omdrejningspunktet for min orlov var pilgrimsvandring: Jeg har lavet mange pilgrimsvandringer med konfirmander og til byens sportsfest, som kirkens bidrag til et aktivt fællesskab. Nu var tiden kommet til at fordybe mig i vandringen for min egen skyld og opleve glæden ved pilgrimsvandring, når jeg ikke skulle lede turen, men bare kunne være. Jeg glædede mig mest af alt til at leve lidt langsommere for en tid, fordi hverdagen går så stærkt.

At gå på pilgrimsvandring er at se det usynlige i det synlige, siger den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström, for ud over at nyde synet af anemonen, der er kommet frem i skovbunden eller lærken, der synger over marken, så ”ser” vi også det usynlige, idet vi opdager, at Gud er med: Som en usynlig medvandrer, én vi kan tale med og lette vores hjerte til. Dét blev kendetegnende for mine vandringer, for det blev naturligt at tale med Gud på en umiddelbar måde - som når en ven taler med en ven. Og på de lange strækninger var der god tid til både at tale med Gud og at bruge tid på de tanker, der pressede sig på.

Hærvejen blev min pilgrimsrute
Da jeg skulle planlægge min studieorlov, tænkte jeg på at tage til Spanien og prøve og gå den berømte Camino. Men jeg havde ikke mod på at rejse langt væk og gå alene et ukendt sted. Jeg har tre børn i alderen 8-15, og jeg var sikker på, at de ikke kunne undvære mig i fire uger, og jeg kunne ikke undvære dem, så jeg gjorde noget andet.

Jeg delte mine længere vandringer op i en uge ad gangen, og så brugte jeg Hærvejen, som løber ned gennem Danmark fra Frederikshavn til Padborg. Den er 500 kilometer lang – og så løber den lige uden for min hoveddør.

På min første ugevandring tog jeg afsted med pilgrimspræst Elisabeth Lidell og en gruppe på 15 mennesker. Elisabeth har arrangeret pilgrimsvandringer på Hærvejen i 15 år, så hende kunne jeg lære meget af. Vi gik fra Jelling til Viborg. Hver nat sov vi på de herberger, der ligger som perler på en snor langs Hærvejen. Det er oftest staldbygninger, som er blevet renoveret og indrettet med én stor sovesal med køjesenge, i den ene ende bad og toiletter, og i den anden ende et køkken. Herbergerne er rustikke og stemningsfulde og man kan sove der for blot en mindre sum penge.

Pilgrimsvandring skærper opmærksomheden
Jeg oplevede, hvordan pilgrimsvandring skærper ens opmærksomhed. Både over for andre, over for én selv og over for Gud.

Over for andre, fordi vi fik nogle meningsfulde samtaler, mens vi gik gennem skove og plantager. Samtalen tog ofte udgangspunkt i en bibeltekst. Først vandrede vi i stilhed med teksten. Bagefter delte vi de tanker, vi havde tænkt, med hinanden. Det udviklede sig og blev til dybe samtaler om det, vi hver især bærer rundt på af sorger og glæder. Der blev også stillet udfordrende spørgsmål, men de samme mennesker gav sig god tid til at lytte til ens svar. Jeg havde oplevelsen af at blive ”vækket”: Jeg vågnede og kiggede på mit liv på en ny måde. Jeg begyndte at spørge mig selv om, hvad jeg længes efter, her, hvor jeg står i mit liv, 41 år gammel.

På den måde skærper pilgrimsvandring også opmærksomheden over for én selv. I hverdagen kan man godt skubbe tanker væk, fordi arbejde og familieliv fylder meget, men når man går derude i skoven og ikke skal andet end at gå til næste herberg, så kan man ikke så let flygte fra tankerne længere, og det er godt.

Jeg kunne dele mine tanker med de andre og blev inspireret af deres svar, men min opmærksomhed blev også skærpet over for Gud som en usynlig medvandrer. Som den, jeg kunne dele mine inderste tanker med, tanker jeg ikke havde lyst til at dele med andre. Jeg øvede mig i, ærligt, at fortælle Gud, hvad mit hjerte var fyldt af, og jeg oplevede at blive svaret med en følelse af fred, glæde og nyt mod.

På Hærvejen alene
På min næste lange tur gik jeg fra Jelling til Padborg – og denne gang helt alene. Dét var jeg meget spændt på: Hvordan ville det være at gå alene i en hel uge? Kunne jeg finde vej? Og hvad nu, hvis jeg skulle sove helt alene i de store sovesale på herbergerne?

Alle mine bekymringer viste sig at være ubegrundede. Jeg kunne sagtens finde vej, for Hærvejen er godt skiltet med en lille hvid mand på blå baggrund. Det gik over al forventning med at sove alene: Jeg var så træt efter de lange stræk på 25-40 kilometer per dag, at jeg faldt i søvn, bare jeg lagde mig på puden. Og så var det en fantastisk oplevelse at være alene så længe. Jeg fandt mit eget tempo. Jeg drog omsorg for mig selv med mad og pauser og en tog vagabondlur under et træ om eftermiddagen. Alle de tanker, som var begyndt at fylde, kunne fortsat få plads, med Gud som eneste samtalepartner.

Jeg kom forandret hjem
De lange vandringer forandrede mig: Jeg vendte tilbage med ny energi og oplevede, at jeg havde meget mere at give til andre mennesker, fordi jeg havde levet så langsomt for en tid og givet plads til mine egne tanker.

Nu arrangerer jeg seks årlige pilgrimsvandringer for mine menigheder og oplever, at det appellerer til mange forskellige mennesker. Både dem, der er glade for at være i naturen og kan lide at gå, og dem, der søger stilhed, men også dem, der søger fællesskab. Pilgrimsvandring kan det hele, fordi det skærper vores opmærksomhed i alle retninger, og vi vender tilbage til hverdagen med en ny glæde og et nyt mod.