Dagbog

Udsigten til Limfjorden efterlader en pilgrimsvandrer tankefri

"Jeg står udenfor i morgensolen og er fuldstændig bjergtaget over den formidable udsigt, der er over Limfjorden over mod Thisted Bredning," skriver Mogens Skjærbæk i sine dagbogsnotater fra en pilgrimsvandring på Mors. Foto: Poul Erik Olsen

Mogens Skjærbæk tog på Pilgrimsvandring på Mors sidste år i maj med en forventning om, at finde tid til at tænke over livets store spørgsmål. Men på de syv dage med brogede bakker og blå himmel tog det ene skridt det næste og tiden blev ikke til at tænke men i højere grad til at være. Læs Mogens Skjærbæks dagbogsnotater her

Jeg står udenfor i morgensolen og er fuldstændig bjergtaget over den formidable udsigt, der er over Limfjorden over mod Thisted Bredning. Jeg glæder mig over at have været med til at lovsynge af karsken bælg i aftes. Det var en fantastisk aften, hvor frimenighedspræst Ole Kobbelgaard sad ved klaveret.

Gårsdagens vandring på 25 kilometer var en hård tørn for en nybegynder i vandringens kunst, og jeg var rimelig mættet af at gå, da nedstigningen fra Salgjerhøj mod Bjørneborg begyndte. Men det ubeskrivelige syn, der dukkede op, vil jeg aldrig glemme. Det var helt fantastisk, og det jog både træthed og begyndende vabler væk.

Da vi ankom til Bjørneborg blev vi modtaget af gode folk fra arbejdsgruppen, heriblandt tre vidunderlige piger; den yngste i 30’erne, den ældste over 80 og den tredje i 60’erne. De skulle forestå aftenens menu: Gulerodssuppe, lammekølle med alskens lækkert tilbehør – det var en Michelinstjerne værd.

Efter maden var en rullende bar klar til salg af kold hvidvin, rødvin, øl, sodavand og frisk frugt og i spiselokalet var bordene dækket med porcelæn, tændte stearinlys og vaser med blomster fra den omkringliggende natur. Vi skulle ikke spise af vor egen service denne aften.

Jeg fandt et glas hvidvin og gik udenfor med mit kæreste eje, pilgrimspasset, for at læse kloge ord og gøre mine egne notater for dagen. Flere havde samme tanke og vi havde alle en stille stund for os selv.

Mens jeg sad og tænkte over de første to dages vandringer og på vores varme modtagelse i Karby, hvor vi blev udstyret med en badge med ordet ”stilhed” samt årets pilgrimspas, så er jeg fuld af forundring over, hvor hurtigt vi alle er blevet integreret i hinanden.

Fra Bjørneborg til Ejerslev
Det er tirsdag den 23. maj og tredjedagen på min pilgrimsvandring Mors rundt, en strækning på i alt 160 kilometer. Jeg nåede Salgjerhøj og Bjørneborg i går sidst for eftermiddagen. Jeg er netop stået op og står udenfor lejrskolen Bjørneborg, hvor vi har sovet i nat. Vi har sovet i køjesenge. Det er ren luksus.

I dag følger den 23 kilometer lange vandring kystruten mod Feggesund – Mors’ nordligste punkt – og herefter ned langs kysten til Ejerslev Havn. ”Morgenfruerne ” er i fuld gang med opdækning af morgenbuffeten bestående af alt, hvad hjertet begærer inklusiv lækre sager til madpakken.

Sammen med morgenbordet er der morgenens vitaminindsprøjtning: Friskpresset juice af gulerødder, selleri, bladselleri, appelsin, grape, rødbeder.

Mætte og parate pakker vi vores ting i trailere, der køres til næste overnatningssted.

Inden dagens vandring mødes jeg med de andre udenfor. Vi står på toppen af Mors med hele fjorden foran os og kan se mod Thisted Bredning og Hanklit. Vi er allerede bløde i øjnene inden præsten Benedicte slår an med sit træ mod messingskålen for at starte morgenandagten.

Mens lyden af syngeskålens klang hænger i luften er der ingen, der siger noget; en ganske speciel og inderlig følelse. Vi synger ”Godmorgen, lille land”.

Benedicte fortæller, at dagens tema er enkelthed, inspireret af dagens apostel, Frans af Assisi, der havde naturen som første bibel. Det er en ganske overgiven og opmærksom flok. Hendes ord går direkte ind i én, uanset hvor søgende en person, man er.

Med disse gode ord starter dagens vandring, der skal foregå i et kæmpe panorama af Mors’ bølgende bakker, jordlag og skrænter, der er dannet af Istiden. Efter 3 kilometer holder vi pause ved ”Det hvide hus Søbugten”.

Solen brænder fra en total blå himmel, vi når Skranderup Skov og strand, hvor vi holder en tiltrængt pause. Der er lynhurtigt en flok, der springer i Limfjordens kølende vand og mens der hviles og bades kommer en frelsende engel forbi med 60 kolde vand.

Vi fortsætter vores færd gennem svalende skov og langs det smukke vandet indtil vi kan se stedet for vor frokost rast: Skarregaard. Vi får fortalt, at Skarregaard er et fredet landbrug drevet af Museum Mors.

Efter frokost fortsætter vi mod Mors’ nordligste punkt, ”Feggesund”, hvor en lille færge tøffer frem og tilbage mellem Mors og Thy. Vi har stadig molerbakkernes kuperede terræn indenfor øjenvidde, men nu også Feggeklit, som er en meget høj levning fra istidens rotation med undergrunden på Mors.

Inden vi runder spidsen af Mors, overværer vi en koncert med Jan Audun Rasmussen i en molergrav. Det er en flot oplevelse at sidde i bunden af en kæmpe molergrav og høre dejlig musik.

Vi har nu rundet nordspidsen og er kommet til Hulhøjen, som er et højt punkt på Mors’ nordøstlige side med en udsigt, der siger spar to. Herfra kan vi se Feggeklit, Livø, Fur i Limfjorden og hele Salling i det fjerne. Da kaffevognen kan anes i det fjerne kan det bare ikke blive bedre.

Næste stop er ved Ejerslev Kirke, hvor vi skal have vores Pilgrimspas stemplet med dagens stempel ”enkelhed”. Her skal vi også opleve dejlig musik. Pilgrimsorkestret ”Valfart” spiller en koncert, hvorefter Benedicte holder en kort prædiken. Ejerslev Kirke er en lille, meget smuk landsbykirke.

Nu er vi snart ”hjemme” ved Ejerslev Havn, hvor vi skal overnatte på ægte pilgrimsmaner i et stort telt. Vi finder vores bagage i traileren og indtager hver vores sovested i teltet.

Herefter åbner biksen igen, og i dag får jeg en kold øl til at summe over dagens indtryk. Nogle er allerede i Limfjordens friske vand, mens andre sidder i små grupper. Snakken og latteren høres.

Ejerslev Havn er en perle med sin store lagune omkranset af molerskrænter. Det er et hyggeligt område med lystbåde og udsigt mod Livø, Fur og Salling.

I teltet er bordene atter stillet op, der er stearinlys og grøftekantsbuketter, og inden længe sidder vi glade sammen og spiser dagens transportable måltid: Stegt, fyldt kalkunbryst med diverse garniturer til.

Efter middagsmaden samles vi til fælleskaffe og aftensang i ”Den blå Lagune”. Herefter siger vi godnat for at samle kræfter til morgendagens strabadser, der består af 24 kilometers vandring helt langs vandkanten til Nykøbing, hvor næste overnatning skal være.

Fra hverdag til fordybelse
Jeg har prøvet at beskrive én dag af mine 7 dages vandringer hele Mors rundt. Det var en sublim oplevelse. Det er nu snart ti måneder siden min pilgrimsuge på Mors, men jeg vender ofte tilbage til ugen i mine tanker.

Så finder jeg min pilgrimsbog med alle pilgrimsstemplerne frem, læser i den og er ”tilbage” på Mors. Pilgrimsbogen er blevet et meget værdsat og skattet minde fra ugen, og jeg husker endnu tydeligt min mentale oplevelse ved at gå.

Jeg mødte op med en forestilling om, at turen skulle være mit isolerede rum til at tænke tanker om mit liv, mine relationer, mine prioriteringer, mine mål. Faktum er, at jeg blev tømt for tanker.

Jeg havde kun fokus på, at sætte det ene ben foran det andet. Jeg adlød, når der blev sagt ”pause” og jeg rejste mig igen, når der blev sagt ”gå”. Jeg fulgte ”Vandrestaven” Inger, der satte ruten. ”Bagtroppen” Kirsten sørgede for, at alle kom godt frem, selv om man undervejs gjorde sit eget pit stop.

Min hverdag byder på høj effektivitet og mange beslutninger. Jeg er drevet af en stor iver for at være tilstede i min jobmæssige funktion og i mine private relationer, og måske er det præcis det pilgrimsturen har givet mig; en ro til at være tilstede lige her og nu. Det at mærke mine ben og min krop har været en virkelig fordybelse for mig. Helt anderledes end forventet, men enormt privat og godt.

Pilgrimshilsen fra en

Pilgrimsvandrer fra Pilgrim Mors

Morgenmadsbordet bød på ymer, mælk, æg, mysli, tre slags marmelade og hjemmebagt brød i flere varianter. Foto: Poul Erik Olsen
Efter maden pakkes bagagen i biler, der kører det til næste overnatningssted. Foto: Poul Erik Olsen
Vandringen foregår i Mors' bølgende, grønne bakker. Foto: Poul Erik Olsen
Ved Skranderup Strand springer flere i Limfjordens kølende vand. Foto: Poul Erik Olsen
Dagens sluttes af med fællessang og aftenkaffe i "Den blå lagune". Foto: Poul Erik Olsen