Sømandskirkerne havets pilgrimsherberger

Både i sømandskirkerne og i pilgrimsbevægelsen handler det om at være kirke undervejs, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell om sine vinterlige pilgrimserfaringer

I vinter besøgte min mand og jeg to norske sømandskirker i Spanien: i Torreviejo og Alicante, turistbyer ved Spaniens sydøstkyst. Anledningen var, at jeg var inviteret til at holde et pilgrimsseminar for 35 ansatte ved disse kirker. Fra mine sommervikariater i Trondheim kender jeg den unge præst, Odd Inge Tangen samt det garvede pilgrimspræstepar Aslaug og Asbjørn Haugen.

Her ved Costa Blanca har en hel koloni af nordmænd bosat sig, og gudstjenester og forskellige kirkelige og kulturelle arrangementer er godt besøgt. I fjor begav Odd Inge og hans konfirmander sig på en uges vandring til det store pilgrimsmål, Santiago de Compostela i Galicien. Denne pilgrimsfærd blev meget meningsfuld for hele gruppen, hvorfor man havde inviteret mig til denne inspirationsdag. Jeg valgte at fylde dagen med foredrag, samtale, pilgrimsandagt, workshop samt vandring med nadvergudstjeneste i en park.

Samværet med de norske emigranter bestyrkede mig i opfattelsen af, at sømands- og udlandskirker har en pæn del til fælles med pilgrimsbevægelsen. I begge tilfælde handler det om at være kirke undervejs. Ligesom Det Gamle Testamentes israelitter med deres bærbare alter, tabernaklet, holdt "mobile gudstjenester", på samme måde sørger de nordiske kirker for, at deres landsmænd i fjerne egne kan høre evangeliet, synge salmerne og sige Fadervor på deres modersmål.

LÆS OGSÅ: Historie: Pilgrimsruterne var først og fremmest vandveje

Her er omstillingsparathed vigtig, for man bør ikke "slå sine teltpæle" for dybt i, men må være klar til at rykke på, når Gud kalder. Med andre ord er det ikke mursten og pompøse kirkebygninger, der er i fokus, men "de levende sten", menigheden, Guds folk på vandring eller sørejse.

Da vi efter seminaret rejste videre til den anden sømandskirke, tog præsteparret os med til camino sud-este, som starter under palmerne i den mondæne badeby Benidorn. Hertil er mange pilgrimme sejlet, før de har begivet sig den lange vej til fods: 1400 kilometer over Den iberiske Halvø til Jakobs grav.

Forankring i forandringerne
I februar måned tilbragte vi endvidere et par uger i Den danske Sømandskirke, Benediktekirken i Hamborg. Sidste år var jeg inviteret til at holde en pilgrimsgudstjeneste med efterfølgende vandring i Hamborg City sammen med konfirmander og andre kirkegængere. Denne gang blev det et par ugers ophold med højmesser og pilgrimsvandring.

Denne kirke besøgte jeg første gang i 1957, da min far, sognepræst Per Lidell vikarierede her en sommer. I en kronik fra dengang skrev han:

Den danske sømandskirke i Hamborg er for mange en oase i det fremmede. En af de fastboende danskere dernede udtrykte det således, at det var som et paradis, et fristed at komme i sømandskirken efter en hel uge ikke at have hørt et dansk ord. Og det er netop meningen: At sømandskirken for enhver dansker derude i det fremmede skal være et fristed og en hjælp i livets strid.

For 10 år siden slog DKU (Dansk Kirke i Udlandet) og de danske sømandskirker sig sammen til DSUK = Danske Sømands- og Udlandskirker. Efterhånden var de fleste sømandskirker blevet udlandskirker for fastboende danskere i havnebyer rundt om i verden.

Hamborg er én af Europas største havnebyer, og her gælder det skibsbesøg, blandt andet på de store Mærsk-containerskibe. Jeg husker, hvordan jeg som lille pige i 1957 sammen med mine forældre klatrede op ad den lange skibslejder, rebstigen til det store skib. Her så jeg for første gang i mit liv bananer, og søfolkene var så søde at give mig en klase grønne bananer med hjem. Den lå og modnede i kælderen, og jeg var tit nede og se til den, inden jeg fik lov til at spise min allerførste banan.

Denne gang besøgte vi sammen med kirkens assistent Den internationale Sømandsklub, som gæstfrit åbner døren for søfolk fra alverdens lande. I klubben er indrettet et stort rum med altre for de forskellige andagtssøgende, det være sig hinduer, muslimer, naturfolk, buddhister og kristne.

Stop revive survive
I Australien er folk meget optaget af at reducere antallet af trafikofre. Så overalt på vejene mødes bilisterne af kæmpestore skilte, hvorpå der står tre ord: stop revive survive! Altså en opfordring til at holde pauser i kørslen for at blive forfrisket og derved overleve. Med andre ord en gang imellem at stoppe det hæsblæsende tempo og få sig et lille åndehul, en oase midt i travlheden.

Da jeg på en rejse så disse skilte: stop revive survive kom jeg til at tænke på sømandskirken, som jo netop er tilbud om et sådant stop, hvor folk kan få sindet fornyet og få nye kræfter og mod på hverdagen.

Dette aspekt blev tydeligt, da vi om søndagen efter en gudstjeneste tog på pilgrimsvandring. Vi var en liden flok, som disciplenes antal, der i blæst og regn stred os frem mellem syv kirker, hvor vi fik tanket op med en andagt: Benediktekirken, Sankt Michels Kirke, Sankt Ansgar (katolske) Kirke, Nikolai kirke(-ruin), Sankt Petri Kirke, Sankt Jacobi Kirke samt Katharina Kirke. I pauserne (STOP) fik vi åndelig næring (REVIVE) til vores videre vandring gennem livet (SURVIVE).

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst