Pilgrimspræstens dagbog fra en uge i Trondheim

Pilgrimspræst Elisabeth Lidell beretter om en anderledes uge som pilgrim i Norge, stærkt præget af terrorhandlingen i Oslo

Pilgrimspræst Elisabeth Lidell er ansat af den norske kirke til at være pilgrimspræst ved Nidaros Domkirke i Trondheim en måned hver sommer og modtage de mange pilgrimme, som kommer vandrende dertil hver sommer. Hun fortæller herfra:

Fredag den 22.7.2011
Katolikker, protestanter, agnostikere eller åndeligt interesserede tager vandrestøvlerne på og begiver sig til Nidaros, akkurat som Kristin Laurensdatter i Sigrid Undsets berømte roman. Vandringen mod et autentisk mål giver vandrerne identitet som pilgrimme, men kan også give dem identitet som mennesker tilhørende et større socialt og historisk fællesskab og dermed give mennesker en oplevelse af sammenhæng, helhed og mening.

Hver dag modtager jeg pilgrimme, både enkeltvandrere og folk, der er gået nogle stykker sammen. Fra Tyskland, Danmark, Sverige, Frankrig, Spanien, Canada, USA, Rusland, Polen og Norge kommer de vandrende. Det er meningsfuldt præstearbejde at modtage dem, yde sjælesorg, tilbyde andagter, der alt efter situationen kan indeholde skriftemål, nadver, bøn og stilhed.

Om aftenen er jeg på besøg hos min pilgrimsveninde. Mens vi laver mad, kører nyhederne på TV, og vi hører noget om en bombeeksplosion. På skærmen kører billeder af ødelagte huse, og vi tror, at det er fra Afghanistan eller andre fjerne steder, men da speakeren gentagne gange nævner ordet Oslo, siver det langsomt ind, at der er sket en terrorhandling her i Norge. Vantro og skræk blandes med frygten for en optrapning af det fremmedfjendske. Senere erfarer vi tragedien med massemordene på Utøya og kan ikke rumme tanken. Jeg sender e-mail til min mand og vores børn.

Lørdag den 23.7.2011
Min veninde og jeg tager sporvognen op til fjeldet Lian for at plukke blåbær. Alle flag er på halv; vi møder næsten ingen mennesker, her er helt stille. Kun en sagte regn høres dryppe på bladene. Det er, som om naturen også sørger over tabet af denne ungdom. Vi er naturligvis berørt af tragedien, også fordi vi er mødre til unge mennesker. Det kunne have været dem, på Roskildefestival, på en højskole, ved et politisk sommermøde eller lignende.

Det rammer os alle hårdt. Og man kan ikke distancere sig fra ondskaben og påstå, at det er islamister, da den kommer fra egne rækker. Det viser sig, at den 32-årige mand har planlagt sin ugerning gennem de sidste 9 år og ser sig selv som kristen korsridder! Han har været medlem af Norges Fremskridtsparti. Og klager over, at han som barn havde for frie tøjler. Det er altså noget af baggrunden. På TV så jeg endvidere to interviews: det ene med lederen af Fremskridtspartiet, Siv Jensen, der udtalte, at I dag er vi alle AP'ere (altså medlemmer af Arbejderpartiet). Det andet interview var med biskop Helga Byfyglien, der stærkt udtalte, at vejen gennem sorgen hedder tro, håb og kærlighed!

Søndag den 24.7.2011
Til højmessen i domkirken hjælper med uddeling af nadver. På grund af ulykken afbryder biskoppen sin ferie, og jeg deler ud sammen med ham ved højalteret, der i sit stenrelief netop viser Jesu nadvermåltid i Emmaus. Biskop Thor Singsaas taler stærkt i sin prædiken om sin vrede, om at "Norge ikke længere er verdens tryggeste land". At mange unge nu er bange, men at vores våben skal være medmenneskelighed, at vi alle har et ansvar for at se hinanden i øjnene og være der for hinanden. Samtidig er der fire dåb i gudstjenesten, men domkirkens liturger er usandsynligt dygtige til at skrue en gudstjeneste godt sammen.

Samme aften er der en ekstra gudstjeneste i anledning af denne terror. Vi er med, og kirken er fuld. Direkte ankommet fra ulykkesstedet kommer 16 ganske unge mennesker ind i kirken: gymnasiaster og studenter fra Trondheim og omegn. De sætter sig i koret, og gudstjenesten går i gang. Deres forældre er der naturligvis også, og alle os andre. Biskoppens første langsomme ord er: "VI HAR VENTET PÅ JER!" Alle græder. De unge har selv ønsket, at vi skal synge Nordahl Griegs Sang til ungdommen: "Kringsatt af fiender", og dertil et par stærke bønner og salmer.

Den norske salmedigter Svein Ellingsens tekster bliver flittigt brugt i disse dage, og vi synger blandt andet Nogen må våge i verdens nat. Midt i gudstjenesten er der mulighed for lystænding, og jeg har ikke oplevet noget lignende. Disse 16 unge, der har for to døgn siden har kæmpet for deres liv, svømmet i havet, gemt sig i huler og fryserum, spillet døde klods op ad deres døde kammerater, går frem, tænder lys, omfavner hinanden og græder højlydt i domkirken. I meget lang tid.

Under alt dette synger en lap-kvinde sin sørgesang, og alle i kirken græder. Det er langfredag anno 2011. Biskoppen omfavner alle de unge. Imens sidder forældrene og holder om hinanden. Jeg glæder mig over, at kirken tager imod på denne måde. Blandt deltagerne i gudstjenesten er også Røde Kors-folk, og jeg må bare sige dem tak for deres indsats, da vi går ud. Ja, det er specielt at være her!

Senere på aftenen ser jeg TV-transmissionen fra Oslo Domkirke, hvor man har holdt en Messe for sorg og håb. Blandt andet kongen og statsministeren er til stede, og biskop Helga Byfyglien prædiker ud fra Johannes-evangeliet kapitel 14, vers 1: 6 a:

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet.

Mandag den 25.7.2011
For mig er det vigtigt at pointere, at pilgrimsvandring ikke handler om præstation og antal kilometer, men om den indre rejse. Derfor har jeg for tredje år i træk arrangeret pilgrimsvandring med pensionister fra vor Frue Kirkes Alderdomshjem. 10 pensionister - nogle med gangstativ - vandrede med fra Elgseterbro forbi domkirken via Bønnekorset og Olavskilden til Pilegrimsgården. Undervejs ved Nidelven holder vi kl. 12 ét minuts stilhed for at mindes terrorens ofre, ligesom man gør overalt i Norge. På Pilgrimsgården spiser vi middag og taler med hinanden om, hvad man forbinder med ordet pilgrim. Det er noget højtideligt. udtaler en kvinde. Jeg synes, det var et fint svar, for pilgrimsvandring er en slags udvidet kirkegang. Vi taler også om, at som pilgrimme er man vant til at hjælpe hinanden, bære hinandens byrder, og det viser sig i disse dage, hvor mennesker viser deres solidaritet.

I aften er der stor demonstration i byen med 20.000 mennesker, men jeg orker ikke at være med. I stedet læste jeg Erlend Loes morsomme bog naiv.super. Jeg trængte til en pause fra alt det onde og svære.

Tirsdag den 26.7.2011
Modtager tre tyske mænd, venner, der havde vandret et par uger i de norske fjelde. Efter at have stemplet deres pilgrimspas og hørt om deres vandring, tilbyder jeg at holde en andagt for dem i ét af domkirkens over 40 små kapeller: Mariakapellet. En stor gammeldags nøgle giver os adgang til de smalle stentrapper, der snor sig op i tårnet, bag orglet og videre ind til det smukke, enkle og dunkle rum. Her er eneste udsmykning nogle aflange glasmosaikker i stærke farver, lavet af en kunstner fra Lapland.

Vi tænder en masse stearinlys, og jeg holder andagt ud fra valfartssalmen i Det gamle Testamente: Salme 121 samt Emmaus-beretningen fra Lukas-evangeliet 24. Vi synger lovsangene Lobet den Herrn og Laudate, omnes gentes. Efter bøn og stille refleksion deler mændene deres erfaringer fra vandringen og de indsigter, den har givet dem. Blandt andet bevidstheden om at bevæge sig fra et liv i stilstand, ikke mindst på troens omtråde.

Onsdag den 27.7.2011
Staben i domkirken har besluttet at holde sidekapellet, Kapitelhuset åbent hele dagen: Kapitelhuset står til disposition for dem, som ønsker at tænde lys for ofrene efter ugerningerne på Utøya og i Oslo. Her kommer hundredevis af turister hver dag med busser og krydstogtsskibe, så informationen lyder også på engelsk: The Chapter House is open for those who seek silence and contemplation after the terror attack in Oslo and at Utøya. Hertil kræves præstenærvær, og vi skiftes til at være til stede i dette fine, dunkle rum, hvor mennesker kan give udtryk for deres følelser. Da selve domkirken er fuld af turister og guider i løbet af dagen, er det fint med et stille sidekapel til dette formål.

Min tyske kollega, pilgrimspræsten fra Hamborg kommer vandrende med sin gruppe på 17 personer. Jeg går dem i møde og modtager dem på Sverresborg. Sammen går vi ned til byen og gør undervejs holdt på udkigsstedet Feginsbrekka (gammelt norsk for glædens høj), hvor pilgrimmene har den glæde at få første blik af målet: Nordens største katedral. Af erfaring ved jeg, hvor meget det betyder at blive vel modtaget efter en lang vandring, så kaffe, venlighed og en god seng gør underværker.

For gruppevandrere bidrager salmesang og andagter undervejs til at understrege, at man befinder sig inden for en lang og autentisk tradition. Det sociale sammenhold, som opstår mellem pilgrimmene kan også opleves som mere ægte relationer, hvor samtalerne beskrives som dybere og mere væsentlige end de overfladiske, man erfarer i den hektiske hverdag. En af kvinderne fortæller, at hun undervejs har fået den idé at fri til sin mand gennem 20 år. Godt nok var de tidligere blevet gift på et rådhus, men nu ringede hun hjem og spurgte manden, om han ville være med til et kirkeligt bryllup. Kein Problem, havde han svaret. Og hun havde inviteret hele pilgrimsgruppen med til bryllupsfest! Da vi kommer frem, holdt vi nadvergudstjeneste i domkirken.

Om aftenen cykler min veninde og jeg ud til Ringvebugten og bader i fjorden. Den er kold, men frisk, og solen går sent ned heroppe, så vi nyder de flotte farver ud over klipperne. På vejen hjem plukker vi en stor buket regnfang.

Torsdag den 28.7.2011
I dag kommer de store grupper pilgrimme vandrende til Trondheim: over 30 fra Gudbrandsdals-ruten over Dovre Fjeld, 12 fra den svenske Rombo-rute samt 160 sejlende pilgrimme fra Stavanger. Godt en uge fragtes de med båd langs Norges kyst. Undervejs har de gjort holdt i byer, holdt andagter i kirker, er blevet modtaget af de lokale menigheder, og her i byen ligger de til kaj et par dage i anledning af Olsok-fejringen i anledning af Olav den Helliges dødsdag.

Om aftenen starter den årlige vandregudstjeneste ind mod Nidaros Domkirke, med stop og andagt ved flere kirker. Efterhånden slutter flere og flere mennesker sig til, ja, i de fem år, jeg har været med, har der aldrig været så mange. I disse tider har folk brug for kirken. Da kirkeklokkerne kl. 23 ringer, vandrer vi 1300 pilgrimme og andre ind i katedralen. Levende lys og røde roser danner fin kontrast til den monumentale bygning, denne kolos af en kirke. En stærk og vedkommende gudstjeneste, der ved midnat går over i vågenat med forskellige bønnestationer, gregoriansk musik og stilhed.

Fredag den 29.7.2011
I dag er det OLSOK, hvor Olav den Helliges dødsdag markeres. Flagene plejer at være hejst i Trondheim, men i dag er de på halv. Det er vigtigt at blive mindet om hvedekornets lov (Johannesevangeliet 12,24) og bede om respekt i meningstilkendegivelser, om nysgerrighed over for den fremmede og tolerance over for det ukendte. Røgelsen hænger endnu i kirkerummet efter den katolske messe i morges, og her i højmessen deltager blandt andre den katolske kardinal Kurt Koch med følge fra Vatikanet, den rumænske-ortodokse biskop, fire biskopper fra Den norske Kirke samt anglikanske præster. I sin tale siger kardinalen blandt andet:

Lad mig på denne festdag for Olav den hellige, den evige konge, bringe jer mine hjertelige hilsener. Dette års fejring overskygges af en frygtelig og trist begivenhed. Når jeg deltager i den lutherske gudstjeneste i den store katedral i Nidaros, er det med ønske om at vise jer min dybeste medfølelse i den sorg, nationen gennemlever, og også overbringe jer ord om dyb sorg, bøn og solidaritet fra Pave Benedict XVI ... Olav den Helliges store vision og livsværk var at vidne om evangeliet i den nordlige del af Europa. Også i vor tid står vi over for denne opgave i vort samfund, et samfund som i stigende grad bliver merer fremmed over for den kristne tro. Ved at påtage os opgaven bliver vi mindet om, at forkyndelsen af det kristne budskab kun er troværdigt, når det udøves i økumenisk enhed.