Pilgrimspræst: Min sommer i Trondheim

"Om sommeren er det min opgave at modtage pilgrimmene, som ankommer til Trondheim fra alle fire verdenshjørner," skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som her blandt andet fortæller om mødet med 200 spanske pilgrimme og tyske pilgrimme på motorcykel

Nidaros Domkirke er Olav den Helliges gravkirke i Trondheim. Kristkirken i Nidaros var i middelalderen Nordeuropas største pilgrimsmål og er i de sidste år igen blevet et populært mål for pilgrimsvandringer. Som en magnet suger katedralen mennesker til sig: 400.000 om året. Det myldrer ind med fastboende, pilgrimme, passagerer fra hurtigruter og fra turistbusser, blandt andet til sommerens musikandagter, pilgrimsmesser og højmesser.

Om sommeren er det min opgave at modtage pilgrimmene, som ankommer fra alle fire verdenshjørner. Den 15. juli var der ankommet mere end 100 personer, og da jeg rejste hjem i starten af august, var tallet oppe på 600. Juli måned er således højsæson, og det strømmer ind med folk fra Holland, Tyskland, Italien, Spanien, England, Sverige, Danmark og Norge, som har gået pilgrimsruten til Nidaros.

Olavsvejene, pilgrimsruterne gennem Danmark, Sverige og Norge har fået status som europæiske kulturveje. Dette vil få stor betydning for det nordiske pilgrimsarbejde. Da pilgrimsvejene til Santiago de Compostela fik status som europæisk kulturvej i 1987, øgedes antallet af pilgrimme fra 2-3.000 til mere end 100.000 om året. St. Olavsvejene bliver nu direkte knyttet sammen med vejen til Santiago de Compostela og alle de store europæiske pilgrimsveje.

Tyske pilgrimme havde lært sig "Dejlig er jorden" på norsk
En dag modtog jeg en gruppe tyske pilgrimme. Efter en velkomst, en kop kaffe, stempler i pilgrimspassene og overrækning af Olavsbrevet, det officielle pilgrimsdokument fik de deres tiltrængte bad og soveværelse. Næste morgen aftalte vi at holde pilgrimsmesse i Kapitelhuset, som er ét af Domkirkens sidekapeller. Vi tændte alterlysene og læste den gamle valfartssalme, Davids salme 121.

Herefter sang vi Taizé-sangen: Ubi caritas, og der blev tid til i stilhed at tænke tilbage på vandringen over de norske fjelde og meditere over, hvilke indsigter turen gav til livets rejse. Efter en prædiken over den dejlige pilgrimsberetning fra Lukas-evangeliet 24 (vandringen til Emmaus) bad vi Fadervor på hvert vores sprog og holdt nadver, efterfulgt af velsignelsen med håndspålæggelse.

Undervejs på vandringen havde tyskerne lært sig Ingemanns pilgrimssalme Dejlig er jorden på norsk! Den sang vi selvfølgelig, og efter gudstjenesten kunne pilgrimmene glade og berørte gå ind i kirkens hovedskib og lade sig bjergtage af dens dunkle skønhed, oplyst af farvestrålende glasmosaikker.

Fynsk og spansk besøg
En solskinsdag sad jeg i haven, som hører til Nidaros Pilgrimsgård, lige bag domkirken ned til Nidelven. Hej Elisabeth! lød det på klingende fynsk, og jeg fik et ordentlig knus af Karen, Inga og Else-Marie. De havde brugt fem dage på at nå hertil til fods. I 2004 vandrede jeg sammen med dem fra Aalborg via Frederikshavn og Göteborg til Vadstena, den hellige Birgittas by med klosterkirke og Pilgrimscentrum ved Vätterns bred.

Når man har vandret så længe sammen, oven i købet var det en strabadserende tur med non-stop regn så kender man hinanden ganske godt! Sammen holdt vi andagt ved Olavskilden og bønnekorset, hvorefter vi gik rundt om domkirken og op i domkirkens smukke Mariakapel.

En anden dag var det 200 spanske pilgrimme fra pilgrimsorganisationen ACASAN, der sluttede deres pilgrimsfærd Nidaros. "Me gusta mucho" (dette kan jeg godt lide, red.) sagde en dreng. Aldersfordelingen på vandrerne var fra 8 til 82 år, og det var festligt, da gruppen ankom til Pilgrimsgården for at modtage dokumentet: Olavsbrevet.

Senere kom også byens ældre beboere fra to alderdomshjem, i alt 30 glade pilgrimme. Også motorcykelfolk tog jeg imod: Syv kristne motorcyklister fra Erfurt i Tyskland, inkl. egen præst ønskede en messe. I dagens anledning havde jeg fundet en søsterklub i Trondheim: Holy Riders, som kom og deltog i gudstjeneste og efterfølgende samtale. En pilgrim konkluderede tankefuldt, at i Trondheim oplever vi ikke butafumero (et kæmpestort røgelseskar, der svinger i katedralen i Santiago de Compostela), men vi får derimod en personlig modtagelse!

Gudstjeneste for toldere og syndere
En aften var vi i Vor Frue Kirke, på torvet - kirken for sprittere og hjemløse og os andre. Hver torsdag kl. 18 er der gratis suppe (om sommeren pølse), og kl. 18.30 nadvergudstjeneste. Jeg kan så godt lide at komme der, fordi det kristendom er 'on the rocks'. Uden facader og konventioner. Der kommer rumænske sigøjnere, fordrukne svenskere, norske narkomaner, polske hjemløse, danske turister og så videre. Under spisningen var en beruset og psykotisk kvinde meget vred og kastede en kop the på en dansk pilgrim. Senere, midt under gudstjenesten stillede hun sig frem i koret og råbte: "I´ll show you my ass!" Som sagt, så gjort!

Vi tændte lys på gadens brosten. Og vi sang om Gud, som er i byen. En ældre mand med rollator og lang, fedtet hestehale sad under messen ved siden af en stilig dame. Manden var åbenbart meget pigeglad, for han lagde kærligt armen om damen; hun skubbede den væk, hvorpå han liderligt gramsede på hendes lår... Senere vendte han sig om mod en yngre dame og komplimenterede hende... Pludselig ringede en mobiltelefon, tilhørende en lette, der tog samtalen og højlydt samtalede...

Midt under præstens prædiken råbte en kvinde: Kom til sagen, præst! Det var virkelig en gudstjeneste for 'toldere og syndere'. Og efter nadvermåltidet lød præstens udgangsord: Når lysene slukkes, når mørket kommer, så er Gud fortsat hos os med sin kærlighed. Mere end vi ser og forstår. Gå i fred!