Forårsjævndøgn i Island jorden er gravid med skaberværket

Måske er det den barske natur, der har lært islændingene den gode pilgrimsevne: at tage tingene, som de kommer, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell efter pilgrimsweekend i Island

Fire personer er ildsjæle i den islandske pilgrimsbevægelse: Hulda Gudmundsdottir, Floki Kristensson, Geir Waage og Elinborg Sturludottir. Sidstnævnte har jeg lært at kende på nordiske pilgrimspræstemøder i Trondheim (2010), Århus (2012) og Hamborg (2014).

På den baggrund havde gruppen inviteret to pilgrimspræster: Arne Bakken fra Hamar i Norge og mig (+ min mand) til at komme til Reykholt og inspirere til at udbrede brugen af pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis i folkekirken på Island.

Kristendommen blev vedtaget på Altinget omkring år 1000, da den norske konge Ólafur Tryggvason bragte den nye lære til øen. Indførelsen skete dog med det forbehold, at de nordiske guder fortsat måtte dyrkes! Den katolske kirke indførte læsning og skrivning som basale færdigheder på Island, og nogle af klostrene blev lærdomscentre i senmiddelalderen.

Den første pilgrimsvandring fandt sted for 10 år siden, hvor fhv. rektor på Skalholt, Bernhardur Gudmundsson sammen med fhv. biskop, Sigurdur Sigurdarson indbød til mindre vandringer fra det gamle tingsted, Tingvellir til Islands første bispesæde, Skalholt (oprettet år 1056). Og den er fulgt op af flere vandringer, blandt andet den årlige seksdages vandring i juli måned: fra Bær (det første kristne sted på Island, hvor munken Rudolf i 1014 bevidnede Olavs, senere: Olav den Helliges, dåb i Rouen, Nordfrankrig) via Tingvellir til Skalholt.

I fjor deltog et halvt hundrede mennesker på den sidste strækning, og højdepunktet er Thorlaks-messen den 23. juli, hvor man fejrer den islandske helgen, Thorlak af Skalholt (1133-93), der i 1176 blev bispeviet i Nidaros Domkirke af biskop Øystein.

Af andre tiltag kan nævnes, at i 2011 begyndte præster på vestøen at arrangere 10-20 kilometers vandringer mellem kirker, over 10 søn- og helligdage i perioden marts til juni. På nordøen har man endages vandringer til det gamle bispesæde Holar. Og på halvøen Snæfjellsnes vil præsterne sætte pilgrimsvandring i gang. Så det er forårsjævndøgn på flere planer.

Week-end på Island
Om fredagen hentede Elinborg os i lufthavnen, og vi fik tid til lidt sightseeing i hovedstaden Reykjavik med det nye store musik- og kongreshus, Harpan ved havnefronten, tegnet af Henning Larsen og Olafur Eliasson.

Fra bygningen var der udsigt til bjerget Esja og gletsjeren på Snæfellsjökull. Herefter gik vi en tur i gågaden, hvor jeg i en genbrugsbutik blev fristet af en rød islandsk sweater. Så gik turen vestover i det særprægede lavalandskab, som ligner en forstørret udgave af hjemmebagt rugbrød. Sneen gav mulighed for at se konturerne, så landskabet var lige så smukt som om sommeren.

Islandske heste græssede, og solen blinkede i fjordens kolde vand. Gennem en lang tunnel og over en bro kom vi til Borgarfjördur, hvor Elinborg er præst. Udsigten fra hendes præstegård var formidabel: Så langt øjet rakte sås de store vidder med græssende heste samt fiskerige elve. Her var højt til loftet i alle henseender.

Familien bød på middag, som bestod af lammesteg af egen avl (økologisk og fritgående!) samt (selvplukket) blåbærtrifli. Bagefter kørte vi til Reykholt, hvor den mægtige høvding Snorri Sturluson (1178-1241) skrev Heimskringla om de norske konger, Snorre-Edda og sandsynligvis også Egil Skallagrímssons Saga.

Under kirken er Snorrestofa etableret. Her oser det af nordisk mytologi og islandsk middelalderlitteratur. For mig var det specielt interessant at se et middelalderkort med vigtige steder i Norden, blandt andet var Randers og Helgenæs nævnt! I Reykholts nye kirke (indviet 1996) var der flot koncert med et kæmpestort ungdomskor og orkester, der optrådte med klassisk repertoire.

Efter koncerten var vi inviteret til et glas velkomstvin hos den lokale præst, Geir Waage og hans kone, inden vi blev indlogeret i den gamle skole. Næste morgen kunne vi ud af vinduet se en stor statue af Snorre, der skuede ud over landskabet med golde klipper og varme kilder, hvorfra det dampede op fra undergrunden. I bogstaveligste forstand er jorden gravid med skaberværket!

Dagens program med foredrag, workshop og vandring løb af stabelen, og en snes præster deltog heri.

Til ære for os gæster var både det norske, det danske og det islandske flag hejst ved indgangen til kirken. På grund af stormvejr var nordøens præster desværre forhindrede i at komme. Måske er det den barske natur, der har lært islændingene den gode pilgrimsevne: at tage tingene, som de kommer.

Men det var spændende og meningsfuldt at få lov til at give sine erfaringer videre til en så motiveret gruppe mennesker. Jeg havde tilrettelagt vandringen som en livsvandring: fra vugge til grav. Vi startede ved døbefonten i den gamle kirke, gik over sneen gennem nyplantet birkeskov, holdt nadver på et åbent sted og sluttede på kirkegården, hvor blandt andet Snorre ligger begravet.

Bagved ses endnu den hot-pot, hvortil han havde en hemmelig udgang for at kunne bade og slappe af, men det var netop her, han ifølge traditionen blev myrdet ved et politisk attentat i 1241. Efter dagens program spiste vi middag med dejlig laks og hestesteg. Bagefter gik vi en tur ind i den gamle kirke, hvor de islandske kvinder spontant brød ud i salmesang. Den ene salme efter den anden kunne de udenad.

En mand tog sit hjemmelavede instrument frem og spillede: en slags fløjte, lavet af rabarberstængler og kvan! Dagen endte igen hos det gæstfri præstepar med rødvin og for de interesserede: en snus! Muntre historier, anekdoter, sagaer og sagn blev fortalt og grinet af.

Om søndagen slappede vi af med at gå i svømmepøl og hot pot: 42 varmegrader midt i sneen! Vi spiste frokost hos min gamle kollega, Audur Eir Vilhjalmsdottir. Hun er Islands første kvindelige præst, humoristisk feminist og har i 1993 stiftet Kvindekirken. Kirken er en del af den islandske folkekirke og tæller 250 kvinder, der hver måned holder gudstjeneste med kvindelig liturgi. Herefter rejste vi tre timer med fly til København, og derefter tre timer i bil til Århus.

Det blev en intensiv og glad weekend med forårsjævndøgn på alle fronter: i naturen såvel som i den islandske folkekirke. Da vi mandag morgen vågnede hjemme i Århus, spurgte vi os selv, om vi mon havde drømt? Men linket: pilagrimar.is dokumenterer, at det var ganske vist!

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst