Festmåltid i et vejkryds på Hærvejen

En regnvåd nadver med tilkommende gæster virkeliggjorde lignelsen om det store gæstebud, og det blev højdepunktet på årets pilgrimsvandring på Hærvejen for pilgrimspræst Elisabeth Lidell

På sommerens pilgrimsvandring fra Padborg til Viborg var vi på vej nordpå ad den gamle Hærvej, og en dag ved middagstid kom vi til et vejkryds i en plantage, hvor jeg ærligt talt var i tvivl om, hvilken af tre mulige veje, vi skulle vælge.

Lost på Hærvejen
For at vinde tid foreslog jeg pilgrimsgruppen at tage en frokostpause. I mellemtiden håbede jeg at finde ud af kort og skilte, så vi kunne vælge den rette vej videre. Det småregnede, og vi fandt madpakkerne frem under ponchoerne, men under de omstændigheder var det ikke let at læse kort.

Efter et stykke tid kom to kvinder vandrende nordfra. Det viste sig, at vi kendte hinanden fra pilgrimsrejser på Caminoen i 2007 og på Hærvejen i 2009. Der blev stor gensynsglæde, og de to veninder besluttede også at holde frokostpause sammen med os.

Da pausen var ved at være slut, dækkede jeg op til nadver ude i skoven, helt simpelt med vin i et trækrus samt en enkelt bolle. Jeg inviterede de to ekstra pilgrimme med. De takkede glade ja, og efter at vi havde sunget en salme, fortalte jeg Jesu lignelse om det store gæstebud (Luk. 14,16-23):

Med Gudsriget er det som med en mand, der holdt en stor fest. Han sendte mange indbydelser ud, og da festdagen oprandt, gik hans tjenere rundt til de indbudte for at hente dem til festen. Men der var ingen af dem, som kunne være med. De var alle sammen fulde af undskyldninger. En sagde: 'Jeg er lige ved at købe en gård, og jeg er nødt til at følge med ud og se på den. Vil du hilse og sige, at jeg er ked af det, men jeg er blevet forhindret.' En anden sagde: 'Jeg er lige netop i handel om fem par trækokser, og hvad skal jeg gøre jeg er nødt til at følge med sælgeren ud og afprøve dem. Hils og sig tak, men jeg er forhindret.' Den tredje sagde: 'Ved du hvad, jeg har lige holdt bryllup jeg kan simpelthen ikke komme.' Tjeneren vendte tilbage til deres herre med denne sørgelige besked. Men husets herre blev vred og sagde: 'Nå, så det passer ikke mine gæster at komme! Men vi kan ikke vente på, at det skal komme til at passe dem. Vores fest vil vi have. Og vil de indbudte ikke, så finder vi nogle andre.' Og herren sagde til sine tjenere: 'Gå ned ad gaderne og om ad gyderne og hent alle staklerne herhen, de fattige og vanføre og blinde og lamme.' Det gjorde tjenerne, og da de ikke kunne finde flere i selve byen, og der stadig var plads ved bordene, sendte herren dem ud på landevejene og om bag gærdene for at finde de hjemløse og vagabonderne og de fremmede; og selv om nogle af dem strittede imod og ikke turde komme så fint et sted, fik tjenerne dem overtalt til at gå med. Så var huset fuldt af gæster, som aldrig havde troet, at sådan noget kunne hænde dem."
(Anna Sophie Seidelins genfortælling af Det nye Testamente, 1985)

Generøsitet er at kunne tage imod. Det kunne de halte, de lamme, de blinde, de fremmede. De, der aldrig før havde fået lov til at være med ved et gæstebud. Det kunne den fortabte søn.

Vil vi tage imod invitationen? Vi kan gøre det, når vi folder hænderne og siger Gud tak eller beder om hjælp. Vi kan gøre det, når vi en hverdag i kirkens åbningstid går ind i en kirke, tænder et lys og beder en stille bøn. Eller vi kan gøre det på en regnfuld sommerdag i skoven.

Vi behøver ikke forstå nadverens mysterium
Nadverbordet er dækket, og vi behøver ikke føle os gode nok, for af dagens lignelse erfarer vi jo, at vi alle er indbudt. Gud venter længselsfuldt på hver og en af os, også vagabonderne, pilgrimmene og de fremmede. Han spejder efter os, løber os i møde, tilgiver os og omfavner os med ordene: Mit elskede barn!

Vi behøver ikke at forstå nadverens mysterium. Jesus siger netop ikke: Tag det og fat det! men blot: Tag det og spis det. Gør det til min ihukommelse. Delagtighed tilbydes os hele vor livsvej, en delagtighed i Kristus og med Kristus, der vandrede vejen for os. Nadveren tilbydes os som rejsekost, en næring, som ikke er forankret i os selv, men i Gud.

Og der er ingen vej udenom: Vil vi med til Vorherres store fest, så må vi opgive vor krampagtige kontrol. Give os hen. I bøn. I tilbedelse. I glæde. I nydelse. I samvær både om smerte og om fryd. Det er en vigtig opdagelse, at det gælder om at deltage i festen. At tage imod indbydelsen. Og så i øvrigt at spise med dem, der nu vil være med. Med dem, man møder på vejen.

Flere gæster i vejkrydset
Det var holdt op med at regne, og lige før indstiftelsen kom endnu tre pilgrimme vandrende, fremmede kvinder. Da vores gruppe fyldte hele vejkrydset ude i skoven, ville vi være nødt til at afbryde gudstjenesten for at flytte os, så i stedet faldt det mig ind at invitere de fremmede med. Som om det var den mest naturlige ting i verden, takkede de ja.

Og pludselig foldede lignelsen sig ud, anno 2011: Glæde skal nydes med andre, for delt glæde er dobbelt glæde. Ved Guds Riges bord er der altid plads til flere.

Dette er mit legeme dette er mit blod. Sådan lød ordene til Jesu disciple skærtorsdag aften i Jerusalem. Sådan lød ordene i de første kristne menigheder. Og præcis sådan lyder nadverens indstiftelsesord, når vi samles omkring alterbordet.

Bordet er sådan indrettet, at Gud kan blive ved med at sætte ekstra plader i det, så alle mennesker kan sidde ved det. Både de, der har levet hele vores slægt, og os nu og så de, der kommer efter os: vore børn og børnebørn. Og Gud selv sidder for bordenden. Og det bord er her altid, hvad enten det er ude i naturen, i en kirke eller ved en sygeseng. For Gud vil have sin fest. Med brød, vin, glæde og fællesskab.

Efter at have spist os mod og håb til, sang vi salmen med verset:

Herre, du viser os himmelens vej,
Den, som os fører til livet.
Målet er himlen, men jorden vor vej.
Selv går du her ved vor side.
Vis os da vejen, du himmelens Herre,
Og giv os mod til at gå den!

(Den danske Salmebog 613, 4)

Vi sluttede med velsignelse, Fadervor og Den hellige Birgittas bøn: Herre, vis os din vej og giv os mod til at gå den!

De fremmede pilgrimme kunne nu fortælle os den rigtige vej videre frem mod Viborg og domkirken dér, som maleren Joakim Skovgaard for ca. 100 år siden dekorerede med sine vidunderlige freskomalerier. I kirkerummets søndre korsarm har han malet Indbydelsen til det store gæstebud, hvor vi igen blev mindet om opfordringen: Kom, nu er alt rede!

Den nadver blev for mig højdepunktet på årets pilgrimsvandring på Hærvejen.