En sort madonna som pilgrimsmål

Såvel det kvindelige som det mandlige findes i Gud, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell fra en pilgrimsvandring på Mallorca, hvor vejen går forbi øens sorte madonna

Af og til hører man om sorte madonnaer statuetter og billeder, hvor Guds Moder er fremstillet med sort ansigtsfarve. I Europa findes cirka 500 af slagsen. De berømteste af dem har siden Middelalderen været mål for utallige valfarter, og pilgrimmene finder øjensynlig ikke noget unaturligt ved, at både Jomfruen og Jesus-barnet er sorte.

Der hersker forskellige teorier om farven. Forfatteren Jørgen Bang har i bogen De sorte jomfruer slået til lyd for, at dette interessante kulturhistoriske fænomen stammer fra den gamle keltiske religion, som gik forud for kristendommen (og de romerske guder). Det skulle dreje sig om en gammel keltisk jordgudinde, en modergudinde, sort som jorden. Denne forestilling havde så stærkt greb i befolkningen, at kristendommen overtog hende og gjorde hende til sin fornemste gudinde, Jomfru Maria.

Mariadyrkelsen er fremmed for os
Udgangspunktet for forårets pilgrimsrejse til Mallorca er netop den sorte madonna Nuestra Senyora i kirken Basílica de la Mare de Déu de Lluc, som ligger oppe i Tramuntana-bjergene. Her på klosteret bor vi - 5 norske og 15 danske pilgrimme i en uge. Vi er en blandet skare af troende, tvivlende, ateister, synkretister og agnostikere.

Mariadyrkelsen er fremmed for os. Vi beder ikke til hende som katolikkerne, for eksempel i forbindelse med deres Rosenkrans. Men vi lader os inspirere af hende og opsøger kvinderne i de bibelske beretninger, ligesom vi taler om feminine gudsbilleder og en kvindelig tilgang til kristendommen.

LÆS OGSÅ: 10 berømte bibelske kvinder

Bibelen er ligesom verdenshistorien og kirkehistorien skrevet af mænd i en maskulint domineret kultur. Mit forhold til historiefaget er belastet af skoletidens terpen årstal, kongerækker og mænds forskellige krige. På universitetet fortsatte det i samme gænge med læsning om store mænds tanker. Og under Bibellæsning faldt Paulus tiltale altid af menighedens medlemmer: Brødre i øjet, ligesom kirkens bønner: Herre var dominerende.

Da jeg i 1980 blev ansat som præst ved Københavns Domkirke, var der på trods af kirkens navn: Vor Frue Kirke - ingen Mariabilleder. Derfor foreslog jeg ved et menighedsrådsmøde at anskaffe en Maria-ikon, men tiden var åbenbart ikke moden hertil. Og det er symptomatisk for folkekirken, at der endnu ikke kommet en sådan ikon eller et billede af Jesu moder i landets hovedkirke!

Guds feminine sider
Karmelitermunken Wilfrid Stinissen skriver i sin bog Maria i Bibeln i vårt liv:

"Mange mennesker melder sig ud af kirken i disse år. De føler sig ikke længere hjemme i kirken. Hvorfor? Måske er en af grundene, at kirken er blevet alt for maskulin. Gudstjenesten har tabt sin mystik. Og er blevet en kirke med evindelige møder, organisationer, komiteer, kongresser, synoder, udvalg, partier, grupper, netværk, funktioner, strukturer og omstruktureringer, statistikker ... Mere end nogensinde en 'mande-kirke'. Måske er disse maskuline sider vundet frem, fordi man har forladt Maria? Kirken har altid været betragtet som den store moder: 'Mater Ecclesia'. Men kun når kirken forbliver tro mod sin kvindelige natur, kan den beholde sin tiltrækningskraft, og så vil vildfarne og hjemløse mennesker også i fremtiden kunne finde varme og tryghed i dens favn." (Min oversættelse)

Der er ganske enkelt ikke mange kvinder i Bibelen. Men denne uge går vi på jagt efter dem: Maria, Sara, Tabita, Foibe, Maria Magdalene, Salome, Lydia samt de mange unavngivne kvinder, der optræder i Bibelen. Vi er vant til at omtale Gud som han, tiltale Gud som han og tænke på Gud i mandlige kategorier. Men såvel det kvindelige som det mandlige findes i Gud, lige som både mand og kvinde er skabt i Guds billede, jf. 1. Mos 1, 26-27. De bibelske navne for Gud er mange: far, ven, herre, hjælper. Men også kvindelige termer anvendes: Gud som en mor (Es. 49,15).

Når vi i kirken i dag har kvindelige præster og forkyndere, hænger det sammen med vigtigheden af at bruge kvinders erfaringsverden til at beskrive Gud. Ikke alle magter at opleve Gud som far, i maskuline kategorier, fordi de forbinder negative ting/overgreb fra mænd i deres liv. Men vi har alle brug for både fader- og moderfigurer i vore liv. Det er nødvendigt for at opleve livet i hele dets fylde. Hvis vi reducerer Gud til et køn, reducerer vi gudsbilledet og helhedsoplevelsen af Gud.

Derfor glædede vi os over ord som disse:

Kvindens trosbekendelse
Jeg tror på Gud,
som skabte kvinde og mand
i Guds billede;
som skabte verden
og gav begge køn
omsorg for jorden.

Jeg tror på Jesus,
barn af gud,
udvalgt af gud,
født af kvinden Maria,
som lyttede til kvinder og holdt af dem,
som boede i deres hjem,
som diskuterede Gudsriget med dem,
som blev fulgt og understøttet
af kvindelige disciple.

Jeg tror på Jesus,
som diskuterede teologi med en kvinde
ved en brønd
og først betroede sig til hende
om sin Messias-gerning,
som motiverede hende til at gå og fortælle
den store nyhed i byen.

Jeg tror på Jesus, som lod sig salve
af en kvinde i Simons hus,
som irettesatte de mandlige gæster, der hånede hende.
Jeg tror på Jesus,
som sagde, at denne kvinde skal mindes
for, hvad hun gjorde
tjeneste for Jesus.

Jeg tror på Jesus, der helbredte
en kvinde på sabbatten
og gjorde hende lige,
fordi hun var
et menneske.

Jeg tror på Jesus,
der talte om Gud,
som en kvinde, der søger efter den tabte mønt,
som en kvinde, der fejede
og søgte det tabte.

Jeg tror på Jesus,
der tænkte på graviditet og fødsel
med ærbødighed,
ikke som straf men
som en forvandlende begivenhed,
en metafor for nyskabelse
født på ny
fra smerte til glæde.

Jeg tror på Jesus,
der talte om sig selv,
som en moderhøne,
der ville samle sine kyllinger
under sine vinger.

Jeg tror på Jesus, der viste sig
først for Maria Magdalene,
som sendte hende med det bristefærdige
budskab:
GÅ OG SIG!

Jeg tror på Frelserens helhed,
i hvem der hverken er
jøde eller græker,
slave eller fri,
mand eller kvinde,
for vi er alle ét
i frelsen.

Jeg tror på Helligånden,
hun, som svæver over skabelsens vande
og over jorden.

Jeg tror på Helligånden,
Guds kvindelige Ånd,
der skabte os
og fødte os
og dækker os
som en høne
med sine vinger.

(fra økumenisk gudstjeneste i 80'erne; oprindelse ukendt)