En pilgrim går i kloster

"Der er altid dækket op med en ekstra tallerken til en ukendt pilgrim, først og fremmest Herren," skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell om et gæstfrit nonnekloster i Umbrien

Det er søndag formiddag. Kirkeklokkerne fra San Franscesco-kirken i Assisi lyder helt op til os i bjergene, hvor vi i stilhed vandrer frem mod skovene og grotterne, hvor Frans elskede at opholde sig. Ved indgangen til klosterkomplekset står en sentens på latin: Ubi pax deus ibi est hvor der er fred, dér er Gud! Og fredfyldte er vi, da vi går videre langs bjergkanten, mens sensommerens krydrede dufte af timian, oregano og rosmarin slår os i møde.

Vi er en gruppe danske pilgrimme på vej fra Assisi gennem Rietidalen og videre sydpå til Rom. Vi følger i Frans fodspor og besøger blandt andet La Foresta, Greccio, Poggio Bustone, Sacro Speco,Spoleto, Foligno, Spello. Vi koncentrerer os, mens vi vandrer op på bjerget ad smalle gedestier.

LÆS OGSÅ: Hvem var Frans af Assisi?

Bøn og gæstfrihed som kald
Undervejs beundrer vi skovens vilde alpevioler, lige som vi flere steder kan plukke friske figner. På toppen af bjerget kommer vi til en stor ringmur, bag hvilken et gammelt kloster er gemt. Vi ringer på klokken og spørger den smilende franciscanersøster, om vi må komme ind. Da hun og hendes medsøstre har bøn og gæstfrihed som deres kald, er vi heldige at blive budt indenfor.

På alleen op til klosteret er sat skilte op med sentenser såsom: Vidisti fratrem vidisti dominum tuum! Når du har set en bror, har du set din Herre! Netop den dag øvede vi os i at se Kristus i vore medmennesker, så det var en fin velkomst at få.

Søstrene lever et meget enkelt liv uden el og rindende vand. Efter at have vist os det dunkle kirkerum samt spisestuen, hvor maden indtages i stilhed med udsigt til bjergene, blev vi budt på hjemmelavet hyldeblomstsaft, inden søstrene sang deres latinske afskedssang for os: Må Frans bede for jer! Berigede og bevægede fortsatte vi vores vandring i de umbriske bjerge og dale

Gensyn med nonnerne
Siden dette besøg i 2010 har jeg haft en drøm om at komme på klosterophold dér. I anledning af den efterfølgende jul og påske sendte søstrene brev med invitation til at komme igen. Og året efter kom det så vidt: efter en pilgrimsvandring fra Greccio i Rietidalen til Rom tog jeg et overfyldt tog fra Termini banegård i Rom nordpå til Umbrien.

Her bliver jeg hentet af en søster, der som de tre øvrige søstre bærer en enkel, lyseblå dragt. Hendes gamle bil transporterer os op ad mange hårnålesving, gennem olivenlunde til klosterets port i en lang ringmur. Vi ringer på klokken, og de andre søstre iler os i møde efter at have budt den udenlandske gæst velkommen ved at ringe med den lille kirkeklokke.

Jeg bliver anvist min lille klostercelle i et stenhus med en vidunderlig udsigt over bjergene. På den opredte seng ligger en olivenkvist som fredshilsen, og på et lille bord står en vase med friske blomster. Resten af inventaret udgøres af en stol og en bedeskammel. Vinduet vender mod vest og åbenbarer de skønneste solnedgange.

Jeg pakker ud og lader roen falde på mig. Lidt senere går jeg en tur på området med skov, køkkenhave, olivenlund og abildgård. Foruden mig er der fire andre gæster, blandt andet en kvinde fra Belgien, som hvert år rejser herned til en uges ophold i denne oase. Klokken 16 ringer kirkeklokken igen med sin sprøde klang, og vi samles under et billede af Jomfru Maria og beder for de syge. Klosterets venlige hund er også med. Bagefter forfrisker vi os med et glas hjemmelavet hyldeblomstdrik, og nu sidder jeg i solen op ad en varm stenmur og nyder stilheden og de forskellige krydrede dufte.

Livsstil efter Frans af Assisis ønske
Søstrenes kombination af simpel ydmyghed og kraftfuld spiritualitet var netop Frans og hans brødres hemmelighed. Det var Frans ønske, at hans efterfølgere skulle bo i små familiegrupper, hvor én skulle være forælder for de andre, og de skulle nyde fattigdommens enkelhed, skulle arbejde, bede og være glade samt uden undtagelse modtage alle, som bad om deres gæstfrihed. Akkurat som her: fjernt fra det moderne Italiens hektiske liv. Før solnedgang, klokken 18 lyder den lille kirkeklokke igen for at markere tid til stilhed.

Sproget er italiensk, og jeg slår teksterne op i min danske bibel. Den ældste søster taler fransk med mig, når der er en besked, jeg ikke forstår. Afsondretheden, stilheden og naturen ligger i forlængelse af Jesu ord i Mark 6,31: Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.

Omkring klosteret er en skov, hvor vore brødre, fuglene synger. Fred og ensomhed, kombineret med fransiscansk enkelhed, skal oplyse ånden for at styrke sjælen. På mange af træerne hænger små sentenser med italienske indskrifter: Den, som bevarer stilheden, bliver bevaret af stilheden. Ingen kan tage jeres glæde fra jer (Joh 16,23)

Enhver pilgrim, som kommer for at bo på refugiet, hilses velkommen med respekt og glæde. Der forlanges ikke betaling, men en donation er velkommen. Klosteret er dateret til 1370, men Frans havde allerede været i de ensomme højder og overnattet i grotten, som klosteret er bygget op omkring. Bevæbnet med en lygte nærmest kravler man ned i grotten med det lille kapel, viet til Frans. Her modtog han nadveren. Inde i mørket flakser en flagermus pludselig ud mod lyset i grottens åbning.

LÆS OGSÅ: 5 katolske ordener

"Frans' små lærker" har altid plads til en ekstra gæst
Indtil 1860 boede brødre her, men siden forfaldt klosteret til ruiner, indtil en gruppe målrettede kvinder fik klosteret på fode igen i starten af 1900-tallet. Refugiets vision er at modtage hver en gæst, som var det Kristus, der kom på besøg. Søstrene kaldes "Frans små lærker". Ved indgangen er et såkaldt pilgrimsværelse, der altid er parat til en uventet ankomst.

Kl. 19 ringer den lille kirkeklokke med sin sprøde klang og kalder os til bøn i en lille kirkesal, kun oplyst af kærter. Vinduet mod vest står åbent, og efter de rosa skyer er forsvundet, tændes lysene i dalens mørke. I aften bedes for alle kvinder i verden: ordenssøstre, mødre osv.

Den efterfølgende middag indledes med bordbønnen: O friend, pilgrim! Be seated at the table and break the bread. In the dark of the walk, the vision for us remains: the presence of the Lord is certainty of love and trembling fear of God, which keeps us in communion! Der er altid dækket op med en ekstra tallerken til en ukendt pilgrim; først og fremmest Herren. Sådan bliver vi dagligt mindet om Jesu nærvær.

LÆS OGSÅ: Assisi er sjælenes by

Måltidet indtages i tavshed: sagogrød, spinattærte og frugt, suppleret med bordvin. Aftensmåltidet er kun oplyst af 13 stearinlys. Efter maden afslutter vi med bordbønnen: Vi takker Herren Jesus for dem, der elsker dig, for brødet, for freden, for ordet, for tilgivelsen, for lyset, for varmen og for pilgrimmen, der ledsager os i mørket! Kl. 20.30 er der samling i stuen, vi syr, strikker og taler muntert sammen en times tid, inden vi lægger os.

Fred til den, som går ind frelse til den, som går ud
Året efter tager jeg derned igen, og denne gang har jeg inviteret min 25-årige datter med. Udover os er der tre andre gæster: en katolsk biskop fra Belgien samt et forældrepar til én af søstrene. Klokken 8 samles vi i klostergården til morgenbøn, som består i, at vi bevæger os i gåsegang og i kor reciterer Frans Solsang fra 1225:

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,
Din er al Ære, Lov og Pris og al Velsignelse,
Dig alene, du Højeste, tilkommer de,
og intet Menneske er værdig at nævne dig!
Lovet være du, Herre, med alle dine Skabninger,
især Herr Broder Sol,
som skaber Dag, og du oplyser os ved ham,
og han er skøn og straalende med stor Glans,
paa dig, du Højeste, er han et Billed!
Lovet være du, Herre, for Søster Maane og Stjærnerne,
paa Himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.
Lovet være du, Herre, for Broder Vind
og for Luften og Skyerne og godt Vejr og al Slags Vejr,
hvorved du opholder alle dine Skabninger.
(forkortet af redaktionen, læs solsangen i sin fulde længde her)

Sådan væves vi fra morgenstunden sammen med skaberværket, og anført af hunden går vi ad Fredens sti, "Via di Pace" under vinrankerne, gennem olivenlundene ud til bjergkanten. Her bedes med hjerte, sjæl og hænder foran et krucufiks samt en Madonnastatue, inden vi i stilhed går tilbage på én lang række og indtager morgenmaden.

Det er søndag, og klokken 10 kører vi til messe i den lokale katolske kirke med messedreng og aldrende pater. Gudstjenesten er pænt besøgt, og en gammel kone medbringer en stor pose hvidløg til en veninde. Bagefter henter vi drikkevand til hele ugen fra en vandpost i byen. I køkkenhaven er æbler, oliven, druer, aubergine.

Under buegangen hænger madonna med barnet samt et motto: Pax entrandibus salus exuntibus: Fred til den, som går ind frelse til den, som går ud! Orden, fred og harmoni råder overalt. Inde i klosteret er der smukke fresker med tekster som denne: In silentio et in spe erit fortitudo vestro: I stilhed og i håb skal jeres styrke være!

Vi går tur i skoven med den venlige hund og øver i kunsten bare at være. Klokken 19 samles vi i andagtsrummet og sidder ½ time i stilhed, mens vi ser på solnedgangens blodrøde striber på himlen. I anledning af helligdagen lytter vi derefter til musik af J.S. Bach, hvorefter vi beder for musikken og dens skabere, ikke mindst sakral musik, som er et ekko af den hinsides. Så følger forbøn for en lang række enkeltpersoner. Jeg er blevet bedt om at prædike over Fadervor, biskoppen oversætter, og min datter supplerer ordene med sang og guitarmusik. Efter aftensmad og samtale omkring bordet slutter vi foran den lidende Kristus, inden den hellige stilhed atter indtræder: silenzio sacra.

Min datters venner synes, det lyder spændende med stilhed og klosterophold, så nu vil de også af sted! De har fornemmet, at når der er brug for klostre og retrætehuse er det, fordi aktivitet uden fordybelse ender i tomgang. Puls uden pause ender i stress og jag. Den, som ikke søger indad i stilheden og nedad mod dybden, kan heller ikke nå udad til det medmenneske, som har brug for os.

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst