Da Kristus slog følge med os

En tysk minerydder slog følge med Elisabeth Lidells pilgrimsgruppe, og det har sat sig spor

På en sognerejse til Det hellige Land i 1998 var vi ude og sejle på Genezareth Sø. Båden var efter sigende bygget som en kopi af de fiskerbåde, disciplene og Jesus havde sejlet i. På turen læste vi beretningen om Jesu vandring på søen (Matt 14, 22-33) og prøvede at leve os ind i situationen omkring år 30 e.Kr. Ved landgang gav kaptajnen os et fornemt stykke papir, der autoriserede os til at bære titlen Jerusalem-pilgrim. Dokumentet var underskrevet af såvel Israels turistminister som Jerusalems borgmester. Jeg husker, at jeg følte det upassende, for vi var slet og ret turister og ønskede ikke at blive prakket en antikveret titel på.

Nu har ordet imidlertid fået en yderst positiv klang for mig, og min vigtigste identitet er at være pilgrim på rejse gennem livet. Men hvad er egentlig forskellen på en turist og en pilgrim? Hvordan kommer man fra distanceret nysgerrighed til overgivelse, hengivelse og fordybelse? Hvordan flytter man sig som den lille Zakkæus (Luk 19, 1-10) fra at sidde og betragte det hele lidt fra oven, fra morbærfigentræet og være med på en kigger til at skynde sig ned og glad tage imod Jesus?

Den tyske minerydder slog følge med os
På en pilgrimsvandring på Hærvejen var vi gået gennem Sønderjylland og over Frihedsbroen og var nu kommet til herberget ved Kongeåen. Knap havde vi fået os indlogeret, pakket ud og taget bad, da endnu en vandrer tørnede ind. Det var en ung tysk soldat med kæmpestor oppakning. Jeg hilste på ham, og han fortalte, at han til daglig var ansat som minerydder i Den botniske Bugt; han skulle kort og godt dykke ned og afmontere dem. Et farligt job, som han nu skulle holde lidt ferie fra.

Jeg undskyldte, at vi var så mange, håbede ikke, at han ville føle sig klemt på herberget og inviterede ham til at spise med. De takkede han ja til, ligesom han også deltog i aftensang og næste dags morgensang. Så spurgte han, om han måtte slå følge med os et par dage, inden han skulle hjem. Det fik han selvfølgelig lov til, og han var et meget positivt indslag i gruppen, talte med folk og blev en del af fællesskabet.

På herberget Ølgård på Randbøl Hede tog han afsked med os, forlod os om morgenen og gik i forvejen gennem Vejle Ådal til Jelling, hvorfra han skulle tage toget tilbage til Tyskland. Den dag gik vi bogstaveligt i hans fodspor; det store støvlenummer, som vi tydeligt kunne se aftegnet i den sandede hedejord.

Pludselig slog det mig, at det på en måde var Kristus, der havde slået følge med os som i Emmaus-beretningen (Luk 24, 13-35) eller som ved Genezareth Sø, hvor Jesus stod og grillede fisk ved bålet, da disciplene lagde båden til. Ingen af dem turde spørge ham: Hvem er du? For de vidste, at det var Herren (Joh 21,12). Sådan åbnede Bibelens historier sig konkret for os.