Den sidste pilgrimsfærd

Ritas mand har foreviget dette hende under deres besøg på kirkegården ved Farum Kirke. Hun blev efter sit sygdomsforløb bisat på netop denne kirkegård. Foto: René Nielsen. Foto: Elisabeth Lidell

Vi lagde mærke til, at vores medvandrer var meget tynd og gul i huden. Pludselig blev det meget konkret at vandre med døden som følgesvend.
Elisabeth Lidell, pilgrimspræst.

Det blev en stærk omgang, da pilgrimspræst Elisabeth Lidell blev bekendt med en deltagers uhelbredelige sygdom undervejs på Hærvejen, og det satte turen i perspektiv for alle deltagerne. Læs pilgrimspræstens erindringer fra turen her

Pilgrimsgruppen havde lige mødtes. Vi kom fra alle verdenshjørner og sad bænket om bordet på herberget i Jelling og spiste den traditionelle pilgrimsmenu, linsesuppe. 20 fremmede skulle nu tilbringe den næste uge sammen og vandre 115 km. til Viborg Domkirke. Jeg opfordrede folk til at fortælle, hvorfor de havde meldt sig til turen. Min sidemand, en kvinde på 57 år ved navn Rita, der arbejdede som sygeplejerske, lagde ud. 

Hun fortalte, at hun havde kræft i terminalstadiet og havde den store drøm at vandre på Hærvejen til Viborg. Hun var stålsat i sin beslutning og havde spurgt sin gode veninde og sygeplejerskekollega, Eva, om hun ville tage med og støtte hende – også hvis et endte med, at Rita måtte give op og tage hjem i utide. Eva havde sagt uforbeholdent ja. Og her sad vi nu. 

Rita fældede en tåre, mens hun fortalte; der var fuldstændig stille omkring bordet. Pludselig lagde vi mærke til, at vores medvandrer var meget tynd og gul i huden. Ganske vist skal vi alle dø, men pludselig blev det meget konkret at vandre med døden som følgesvend.

Her er gruppen af pilgrimsvandrere på Hærvejen samlet. Rita står i midten iført en lyseblå jakke og vender hovedet mod sin sidemand. Foran Rita står pilgrimspræst Elisabeth Lidell.

Grund til at gå

Nogle melder sig til en pilgrimsvandring med terapeutisk sigte – for at bearbejde en skilsmisse eller død i familien. Rita havde sat sig det mål at gennemføre turen. På trods af store smerter tog hun del i fællesskabet. Hun sang, lo og talte med os om livet og døden. Ritas kærlige, stærke og viljefaste måde at tackle situationen på gjorde et stort indtryk på os alle.

Da vi nåede frem til Jelling Kirke og runestenene, der kan kaldes Danmarks dåbsattest, blev vi mindet om, at vores pilgrimsrejse begyndte ved døbefonten, hvor Gud lovede at være med os alle dage indtil verdens ende. Det lød i ordene fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente: 

”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid!” 

Menneskets liv er som en rejse med en begyndelse og en afslutning, en pilgrimsvandring fra fødsel til død, fra vugge til grav. Et par dage senere, lige inden vi skulle holde nadvergudstjeneste i det fri, var smerterne så store, at turens ”bilgrim” (den person, der kører vores bagage og køber ind) hentede hende og hendes tro væbner allerede ved frokosttid. Så kunne Rita blive kørt hen til det næste herberg i Kragelund og hvile sig nogle timer. Inden middagen på herberget tilbød jeg dem og ’bilgrimmen’ at fejre nadver i kirken, og det ville de gerne. 

Som en overraskelse var Ritas mand, René kommet, og de fire nadvergæster knælede og modtog brød og vin. Rita ville gerne, at vi sang hendes yndlingssalme: ”Giv mig, Gud en salmetunge.” Jeg genfortalte Emmaus-beretningen fra Lukasevangeliet, hvor pilgrimmene opdager, at deres medvandrer på livets vej er Jesus. I nadvermåltidet bliver vi sammenspist med ham; han går os så at sige i blodet. Sådan blev pilgrimsvandringen langsomt til en påskevandring: fra fortvivlelse til håb, fra død til liv.

Morfin og viljestyrke

Rita gennemførte turen på morfin og viljestyrke På den sidste dag, da vi nærmede os målet Viborg, talte vi om Paradisbilleder. I Johannes Åbenbaring beskriver forfatteren det som den nye himmel og den nye jord, hvor Gud selv er hos vore kære og tørrer hver en tåre af deres øjne, og døden ikke skal være mere.  

Da vi kom til Viborg Domkirke og skulle afslutte turen, foreslog jeg spontant, om vi måtte bære Rita ind i kirken i en guldstol, hvor to personer fletter deres arme sammen og danner et sæde imellem sig. Det måtte vi gerne. Helt op i koret kom vi, med det prægtige paradisbillede af Joachim Skovgaard, hvor Kristus fører de døde fra dødsriget til himlens port, som åbnes af to engle. 

Derefter holdt vi en kort andagt i krypten, hvor vi bad den gamle pilgrimsbøn fra 1078, som blev bedt i sin tid i klosterkirken i Roncesvalles i Spanien: 

”Gud, velsign du mine fjed,
Lad mig finde, hvad jeg søger
Og til slut nå målet med glæde!”

Hjemme igen

To dage senere sendte Rita en mail til gruppen med tak for et fantastisk fællesskab. Jeg fik lov til at citere herfra: ”Aldrig før har jeg mødt så megen varme og forståelse fra vidt fremmede mennesker. Gennem mit alt for korte liv har jeg været drevet af denne trang til at sætte mig mål. Herhjemme vågnede jeg med en stærk følelse af, at dette mål betød noget særligt for mig. Jeg følte, at jeg nu kunne ’give slip’ på mit liv, forstået på den måde, at jeg ikke længere behøver at kæmpe mere over canceren.”

Rita sluttede mailen med at invitere alle fra pilgrimsvandring til afsked hjemme hos hende og hendes ægtefællen den efterfølgende lørdag. Der kom over 100 mennesker fra hele hendes liv, og der blev både grædt og grinet. Derefter fandt Rita sit gravsted og sit hospice, og 19 dage efter pilgrimsvandringen døde hun i sin mands favn. 

Bisættelsen fandt sted i Vivild Kirke på Djursland hvor Rita var døbt, konfirmeret og viet. Her blev dåbsordene fra 1. Petersbrev gentaget: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”