Serie: Præster i funktion

Pilgrimspræst: Ordets forkyndelse er mere end bare en prædiken

Anne Louise Hanson (tv.) er pilgrimspræst i Maribo Domkirke. Den rolle udfylder hun blandt andet ved de faste ugentlige vandringer, hvor en gruppe på mellem 10 og 20 mennesker vandrer med hende. Foto: Julie Meldhede Kristensen

”Kirken har så at sige fødder, fordi kirken er i bevægelse,” fortæller pilgrimspræst i Maribo, Anne Louise Hanson. Hun mener, at pilgrimsvandringen kan forene kirkens budskab med naturen og det levede liv på en måde, som taler til flere mennesker i dag. Kristendom.dk var med på en pilgrimsvandring

Frihed. Enkelhed. Stilhed. Bekymringsløshed. Langsomhed. Åndelighed. Fællesskab.

Disse syv ord er de såkaldte pilgrimsord, der er forfattet af Sveriges første pilgrimspræst, Hans-Erik Lindström. Hans ord er på mange måder blevet centrale i den nordiske pilgrimsbevægelse, som inden for de senere år også har fået fodfæste i den danske folkekirke.

I Maribo Domkirke er pilgrimspræst Anne Louise Hanson et eksempel på, at folkekirken har taget pilgrimsvandringen ind som en del af kirkens arbejde.

Derfor var kristendom.dk på en kølig, solbeskinnet efterårsdag i oktober med på en af de onsdagsvandringer, der er blevet en fast tradition i Maribo. Her mødes en gruppe på 10-20 mennesker hver uge, uanset vind og vejr, iført vandrestøvler, rygsække og praktiske gevandter.

Pilgrimsvandringen møder folk, hvor de er

66-årige Jane Løje er en af de rutinerede vandrere, som denne dag er mødt op med passende fodtøj og en karakteristisk vandrestav af træ, hun fandt på en af sine gåture. For hende er onsdagsvandringerne blevet en anledning til at udfordre sig selv på nogle af de længere ruter. Det gjorde hun en sommer ved at gå en del af Camønoen, som er en 175 kilometer lang vandrerute på Møn. Men selvom Jane Løje går pilgrimsvandringer, er det ikke turenes religiøse aspekter, der fylder, når hun går:

”Man behøver ikke at være religiøs, når man går med. Anne Louise er jo også bare en småbørnsmor, som ligesom os andre kæmper med at få børnene ud af klappen om morgenen, så vi kan tale om alle mulige ting, når vi går. Anne Louise er så behagelig at tale med. Hun har jo også bare en hverdag som menneske,” siger Jane Løje, hvilket flere af hendes medvandrere kan nikke genkendende til.

Det er der en pointe i, hvis man spørger Anne Louise Hanson selv. Hun forklarer, at det ikke er de religiøse ritualer, der skal dominere pilgrimsvandringerne. Det handler derimod om at møde deltagerne dér, hvor de er. Når hun inddrager det kirkelige, forsøger hun derfor at gøre det på en naturlig måde, som de fleste kan være med i. Det kan blandt andet være ved at lægge vejen forbi de lokale kirker, forklarer hun.

Én af de få faste ritualer er, at gruppen samles i en rundkreds inden vandringens begyndelse. Dagens tema er bekymringsløshed, siger Anne Louise Hanson til deltagerne, inden hun læser op fra en lille bog om de syv pilgrimsord, hun har medbragt, og supplerer med et tekststykke fra Bibelen. Flere af deltagerne byder ind med, hvad der ligger dem på sinde. Frihed, svarer én. Glæde, siger en anden. Rita, siger en tredje, hvilket bakkes op af resten af gruppen.

Rita er en af de faste deltagere i pilgrimsgruppen, som ikke er med på dagens vandring, fordi hun har kæmpet med længerevarende sygdom. Og det påvirker gruppen meget. Anne Louise Hanson mener, at det er udtryk for det særlige fællesskab, som pilgrimsvandringen etablerer.

”Jeg vil sige, at det fællesskab, vi har skabt ved pilgrimsvandringen, er gået et skridt dybere end det fællesskab, der opstår ved højmessen. Her møder man det andet menneske med alt, hvad det står i og bærer på. Man bliver en del af hinandens liv – vi bliver kirke med hinanden,” forklarer hun.

Det kan lade sig gøre, mener Anne Louise Hanson, fordi naturen indbyder til åbenhed og fællesskab:

”Når man går langsomt, åbnes ens sanser. Man får måske øje på det, der er omkring en. De ting, man går og tumler med, bliver ofte nemmere, hvis man sætter dem i et andet perspektiv, hvilket naturen inviterer til. Naturen gør bare noget ved os. Den åbner os.”

Inden dagens vandring i den billedskønne skov omkring Søholt nær Maribo kan begynde, fremsiger deltagerne en kort Birgitta-bøn, mens de holder hinanden i hånden. Birgitta-bønnen er sammen med en keltisk salme de eneste faste elementer i onsdagsvandringen:

”Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at vandre den.”

Pilgrimme bærer både på glæder og sorger

Det er første gang, at Kisse Bødker og Henning Mortensen er med på en onsdagsvandring. Kisse Bødker håber, at pilgrimsvandringen kan være med til at hjælpe hende igennem nogle af de ting, hun bærer på, men som hun ikke har bearbejdet tidligere.

”Det er en stor glæde og taknemmelighed, jeg kan være med her. Jeg har mistet min søn og min mand. Jeg har følt det, som om jeg er blevet rystet og vendt med hovedet nedad, men det er mit håb, at jeg kan gøre noget for mig selv ved at gå med på disse ture,” fortæller Kisse Bødker, der har taget sin nye mand, Henning Mortensen, med. De er kørt 70 kilometer for at være med.

Ifølge Anne Louise Hanson er det noget af det, som vandringen faktisk kan, idet den både kan forstås som en ydre, fysisk vandring, men også som en indre, åndelig vandring.

”Vi ved jo, det er sundt at gå. Men der er noget mere på spil end det fysiske ved en pilgrimsvandring. Man har noget i sit indre, som man tager med sig; det kan være en sorg, en glæde eller måske bare de små ting, der fylder. Man kan bruge vandringen som en slags proces,” forklarer hun og uddyber, at de syv pilgrimsord ofte bliver anledning for vandregruppens deltagere til at reflektere over deres liv.

Et par kilometer inde på dagens rute, stopper gruppen op for at overveje, om dagens ord har givet anledning til nogle særlige tanker, som nogen måske har lyst til at dele. Efter lidt småsnak, bliver rygsækkene åbnet, og snacks i alle afstøbninger findes frem: Nødder, lakridsdadler og Daim-chokolade for blot at nævne en brøkdel.

Det bliver hurtigt klart, at kristendom.dk’s udsendte københavnere er dårligt forberedte. Så da vi sætter os for at spise frokost på nogle bænke med udsigt over den smukke Hejrede Sø, hvor solens stråler spejles og lyser skoven op, må vandregruppen dele deres madpakker med os. Det gør de glædeligt, forklarer de.

”Et af pilgrimsordene er fællesskab. Det betyder, at man deler med hinanden. Det kan være, at vi deler vores madpakker, hvis nogle mangler, eller det kan være et plaster. Det kan også betyde, at vi deler vores historier med hinanden. Fællesskabet betyder meget for den gruppe her,” siger Anne Louise Hanson og fortsætter:

”Alle pilgrimsordene har en reference til vores samfund og til vores livsstil. Man kan også sætte dem ind i en kristen sammenhæng og tale om, hvordan Jesus levede sit liv, og hvad det glædelige budskab består i.”

Ordets forkyndelse kommer i mange former

Da snakken falder på pilgrimsvandrernes forhold til kirken, siger de fleste, at de ikke altid kommer i kirken om søndagen. Men det er ikke et problem, siger Anne Louise Hanson:

”Ordets forkyndelse er mangfoldigt, hvad end det sker på prædikestolen eller på en pilgrimsvandring. Jeg tror, det handler om, at kirken har fået et større fokus på kroppen; at mennesket er en helhed. Det handler ikke alene om det talte ord, men også om det levede liv,” siger hun.

Og det levede liv fylder meget i gruppen, fordi det er med til at give vandrerne en følelse af mening. For én af deltagerne blev pilgrimsvandringen en meningsfuld hjælp i en hård periode, efter hun var flyttet fra et stort hus i Rødby til en mindre lejlighed i Maribo. Hun havde svært ved at finde sig til rette, men stødte så på en avisomtale om onsdagsvandringerne. Hun har siden været en fast del af vandregruppen.

Flere af hendes medvandrere deler den følelse af mening, som pilgrimsvandringerne giver. For Anne Louise Hanson er det kendetegnende for, hvordan kirken i dag kan være med til at gøre noget meningsfyldt for endnu flere mennesker.

”Gud kan tale til os gennem Bibelen. Men han kan også komme til orde i naturens udtryk eller i en samtale mellem mennesker. Det er det, der er så spændende ved det her,” siger hun.

Efterhånden som dagens vandring lakker mod enden, er følelsen af, at man i vandringen kommer tættere på hinanden som mennesker, stærk. Om det er den friske luft, pilgrimsordene eller de mange kilometer, der har givet en fornemmelse af fællesskab, er uklart, men det er sikkert, at pilgrimsvandringen har givet plads til både fordybelse og stilhed, refleksion og samtale.

Som Kisse Bødker udtrykker det, da bilerne – og dermed rutens afslutning – kan skimtes i skovbrynet:

”Jeg tror, det er vanedannende.”

Den korte Birgitta-bøn indleder dagens vandring i skoven omkring Søholt ved Maribo. Pilgrimsvandrerne deler dagens ord med hinanden, som ligger dem på sinde. Glæde, siger én. Frihed, siger en anden. Rita, siger en tredje. Foto: Julie Meldhede Kristensen
Anne Louise Hanson mener, det er vigtigt, at der er tid til at stoppe op. Det kan være for at reflektere over dagens ord, for at nyde naturens skønhed, eller bare for at hengive sig til stilheden. Foto: Julie Meldhede Kristensen
Den billedskønne natur dannede ramme om dagens vandring nær Maribo. Foto: Julie Meldhede Kristensen
Snacks og hygge er en stor del af pilgrimsvandringen i Maribo Domkirke. Det er vigtigt, at man kan mærke fællesskabet, er vandrerne enige om. Foto: Julie Meldhede Kristensen