Pilgrimspræsten ser tilbage på 10 norske somre i sorg og glæde

På alteret i Nidaros-domkirken i Trondheim ser man Jesus spise sammen med de to disciple på vandringen til Emmaus. På sin vis var Kristus også pilgrimsvandrer, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: Elisabeth Lidell

I de sidste 10 år har pilgrimspræst Elisabeth Lidell haft sommervirke i den norske middelalderdomkirke Nidaros. Gennem dagbogsnotater husker hun tilbage på nogle af de mest rørende møder, hun har haft i den norske kirke

Denne sommer var min 10. og sidste gang som vikarierende sommerpilgrimspræst ved Nidaros Domkirke i den norske by Trondheim. Gennem et årti har jeg haft det privilegium at holde gudstjenester og andagter her, og jeg har i sjælesorgssammenhæng været vidne til stærke historier fortalt af pilgrimme fra alskens lande.

Det er 11 år siden, min mand og jeg kom vandrende til Trondheim ad Østerdalsleden, og siden har jeg virket her i højsæsonen. I forbindelse med en flytning for nylig fandt jeg nogle gamle stilehæfter i en kasse. Deriblandt var der en 50 år gammel beretning fra en familierejse til Norge, hvor mødet med Nidaros Domkirke gjorde et vældigt indtryk på min unge sjæl.

Jeg var 16 år og skrev i min allerførste gymnasiestil blandt andet disse ord:

”Efter en lang rejse over Dovrefjeldet var det første, vi fik øje på, Trøndelagens domkirke; Nidaros. Vi følte os næsten som de mange hundrede pilgrimme, der i tidens løb har valfartet til dette sted. Ved en brusende elv i Gudbrandsdalen var vi standset og havde gået en tur op ad bjergskråningen. Der fandt vi en gammel pilgrimsvej overgroet af vilde planter. Mens vi gik der, tænkte vi på de mange forskellige mennesker, der havde gået på netop denne sti og med det samme mål for øje: Nidaros.

Før i tiden kaldte benediktinerne domkirken for ’pilgrimskatedralen’. Da vi havde travet et stykke tid, fandt vi et mindre og tilsyneladende ubetydeligt skilt, hvorpå der stod at læse, hvordan munke og konger færdedes på denne vej, først til fods, siden i vogne. Vores befordringsmiddel var imidlertid bilen, og denne rejseform foregik på hovedvejen Oslo-Trondheim, som på dette sted løber 10 m. neden for ’Kongevejen’. Man kan da tænke sig, hvilken ny kraft disse pilgrimme må have fået, når de så katedralens stolte spir rejse sig fornemt over alle tagene.

Mit første møde med Nidaros Domkirke skete på en sommeraften, hvor jeg var gået en tur i byen. Så endelig stod jeg foran katedralen, skubbede den tunge dør op og befandt mig inden for dens mure. Enhver, som har besøgt denne Nordens største middelalderbygning, må uvilkårligt have følt sig betaget. Bygningen ejer en uhyre magt.”

Ved at læse denne gamle stil kommer jeg til at tænke på ordsproget:

”Hvad man i ungdommen nemmer, man aldrig i alderdommen glemmer.”

Tilbage i Trondheim
50 år senere er det den samme gamle dør, jeg åbner til helligdommen. Nu med egen nøgle! Som pilgrimspræst med

mit virke i ”Vorherres grønne katedral” får jeg anledning til at fundere over kirkebygningens betydning:

Kirken er en del af det offentlige rum - den er "hver mands hus". Samtidig er den Guds Hus - det hellige rum. Den er menighedens mødested, og den er kulturmindesmærke og arkitektonisk monument. Grundtvig skrev engang: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene.” Hver gang mennesker mødes for at være fælles om evangeliet, rækker de bogstaveligt talt hundreder af år tilbage i tiden.

Sådan er der mange forventninger til kirkerummet. Det skal være fuldt af liv, det skal være oasen i storbyens larm, det skal tage vare på traditionen, og det skal forny sig.Men mursten er ikke hellige. Det er forkyndelsen af Guds ord, der er vigtig, og ikke stedet, hvor det forekommer.

Midnatsmesse efter Utøya
Jeg har bladret i mine dagbogsnotater fra de sidste 10 somre og faldt over et stærkt minde fra Norge.

Det udspillede sig blot en uge efter, at Anders Breivik i 2011 begik massemord på 77 mennesker på Utøya og i Oslo. Der skulle holdes en årlig vandregudstjeneste ind mod Nidaros Domkirke med stop og andagt ved flere kirker. Dette år var vandringen et tilløbsstykke. Efterhånden sluttede flere og flere mennesker sig til, ja, aldrig har der været så mange deltagere, som samlet gik ind mod domkirken for at holde midnatsmesse.

Det blev en stærk gudstjeneste med start klokken 23, og ved midnat gik den over i vågenatten ”olavsvaka” med bønner, gregoriansk musik og stilhed. I modgangstid har folk brug for kirken. Olavsvaka fortsatte hele natten, hvor kirken var åben for søgende og sørgende. Og dagen efter, Olsok-dagen den 29. juli, markerede nordmændene Olav den Helliges dødsdag. Flagene plejer at være hejst i Trondheim, men dét år var de på halv.

Næste morgen hang røgelsen endnu i kirkerummet efter den katolske messe. Staben ved Domkirken kunne fortælle, at over 3.000 mennesker havde været til gudstjeneste i Domkirken i løbet af det hellige Olavs-døgn.

Kristus som pilgrim
Et par år senere mødte jeg i Nidaros domkirke tre tyskere samt et norsk ægtepar. Jeg tilbød dem en andagt, og sammen gik vi op i Mariakapellet. Her berørte fortællingen om Emmausvandrerne (Lukasevangeliets kapitel 24) os.

Efter at vi havde sunget både ”Lobet den Herrn” og ”Dejlig er jorden” kunne jeg give dem pilgrimsvelsignelsen. Nidaros Domkirke har netop på højalteret en relief, der viser Emmaus-fortællingen, hvor Kristus i den latinske oversættelse beskrives som en pilgrim. Et stærkt billede for den vandrende.

Nogle vandrer, fordi de har behov for at træde ud af informationssamfundets støj, for at få tid til at reflektere over tilværelsen. Andre ønsker at udfordre sig selv fysisk og mentalt. Nogle anser vandringen som en dannelsesrejse, mens andre går for at finde Gud. Hvad motivet end er, synes fællesnævneren for vandrernes oplevelse at være den samme, som den altid har været: En åndelig rejse, tæt på natur, kultur og historie, som repræsenterer noget langt mere end en almindelig fodtur eller turistrejse.

Nu har jeg afleveret nøglerne og sagt farvel og tak for den denne spændende fase i mit liv.

Domkirken Nidaros i Trondheim. Foto: Elisabeth Lidell