Pilgrimspræst: Glem ikke gæstfriheden
Gæstfriheden er vigtig for pilgrimmen, men den kan også give et stort udbytte hos dem, der åbner deres dør. Læs pilgrimspræst Elisabeth Lidells fortælling om gæstfrihed langs den jyske Hærvej
I middelalderen var pilgrimspasset garant for, at man var en ærlig søgende sjæl. Overalt gennem Europa blev pilgrimmene mødt med gæstfrihed ud fra Jesu ord:
”Hvad I ikke har gjort mod én af disse mine mindste, har I heller ikke gjort mod mig!” (Mathæusevangeliet kapitel 25).
Én af disse små var netop en ydmyg pilgrim i sin søgen efter Gud.
Benedikt af Nursia (480-547), det vesterlandske klostervæsens grundlægger og navngiver til benediktinerne, konkretiserer denne tanke i sin klosterregel:
”Når du modtager en pilgrim, modtager du Kristus!”
Middelalderens pilgrimme havde derfor ret til gratis kost og logi. Det er store ord, men sådan kan man stadig opleve det rundt om på de gamle pilgrimsruter. Denne generøsitet åbner menneskers sind i ydmyghed og taknemmelighed.
I Hebræerbrevet kapitel 13 vers 2 står der:
”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden at vide det haft engle som gæster!”
I disse ord ligger en dyb hemmelighed gemt, som vi i kirken vil have glæde af at genopdage. Langs Hærvejen ligger en snes kirker som perler på en snor, og det er min drøm, at de må stå åbne for de vejfarende. Sådan kan vi i sidste instans hjælpe turisten med at blive pilgrim. Det er også mit håb, at mødet mellem de fastboende og forbipasserende må blive til gensidig inspiration. For hvor turisten betragtes som forbrugsobjekt, hvor det gælder om at sælge så meget som muligt, så har pilgrimmen en særlig identitet.
Åbne arme og kirker på Hærvejen
Hver sommer vandrer jeg med forskellige grupper på Hærvejsruten fra Padborg ved den tyske grænse til domkirkebyen Viborg, en rute på 290 km. Da jeg første gang planlagde vandringen i 2007, talte jeg i telefon med en præst. Hun mente bestemt, at menighedsrådet ville give en kop kaffe, når vi drog forbi.
Men tingene udviklede sig, så det endte med, at vi blev modtaget fyrsteligt: Først i Jegerup Kirke, hvor vi på en regnfuld eftermiddag blev glædeligt overraskede over, at flaget var hejst i anledning af vores besøg. Vi fik lov til at lægge vores tøj og stille vore støvler på det varme gulv i kordegnekontoret, kirken var varmet op, og flere rådsmedlemmer mødte os med kringle og kaffe på kanden. Den lokale præst fortalte kort om kirkens historie, hvorefter hans kollega holdt en smuk pilgrimsandagt. Vi overnattede hos lokale folk i byen Maugstrup og fik mulighed for at tale med dem om motivationen bag vores vandring.
Således rustet kunne vi næste morgen efter deltagelse i højmessen vandre videre gennem Haderslev Tunneldal. Vi var berigede og taknemmelige over at have mødt denne gæstfrihed.
Bagefter skrev præsten fra de små sogne, at det havde været så forfriskende med vores besøg. I dag står Jegerup Kirke åben for pilgrimmene, som allerede på kirkegården hilses med et velkomstskilt. Der står, at kirken er åben, og man er velkommen til at koge sig vand til te og kaffe samt smage præstens småkager. Det er en lille gestus med stor betydning.
Noget lignende gjorde sig gældende i et par missionshuse, hvor vi fik lov til at brede soveposerne ud på gulvet, mens Indre Mission havde lavet aftale med svømmehallen, så vi kunne tage gratis bad og svømme. Da vi om aftenen sad med en kop the rundt om bordet, med den 7-armede lysestage tændt og med skriftsteder og bibelske billeder på væggene var det som at være hjemme i sit barndoms land.
Fra turist til pilgrim
Min vision er, at der hvert år vil komme pilgrimsvandrere, der ønsker at fordybe deres tro, men også almindelige kirketurister, der glæder sig over kulturen. Ånden trænger til steder, hvor den kan komme til udtryk. Og mennesker trænger til steder, hvor ånden kan få plads.
Hvad får menighederne så ud af at åbne kirkerne og at vise gæstfrihed? Måske kan der komme en forøget brug af deres kirker, der kan få en ny funktion, så de kan få tilført nyt liv, ”forfriskende”, eller opleve glæden ved at fortælle stedets historie.
Åbningen af herbergerne betyder, at mange flere kan komme til at færdes på Hærvejen, både vandrere, cyklister og ryttere. I den forbindelse kan kirkerne fungere som åndelige rastepladser, oaser på vejen. De kan være centrale ”fyrtårne” på ruten. Det følger jeg op på nu ved at kontakte alle menighedsrådene langs Hærvejen, appellere til samarbejde omkring brug af kirker og sognegårde langs ruten.