Pilgrimspræstens dagbog: Fra Padborg til Viborg

Fra Danmarks dåbsattest, runestenene i Jelling, blev vi mindet om vores egen dåb, vores kald og opgave: frimodigt at gå ud i verden og forkynde evangeliet. Gennem den store naturkatedral vandrede vi videre op over den jyske højderyg, ad kirkestier, hulveje, skovstier, landeveje og grusstier, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som her ses med gruppen af pilgrimme, der var på hærvejsvandring sammen i juni. Foto: Privatfoto

Elisabeth Lidell deler sin dagbog fra "14 dagens åndehul i Guds grønne katedral" på Hærvejen i juni

Fra alle egne af landet samledes vi 20 personer på Padborg Station og vandrede nordpå ad den gamle Hærvej. Hver dag fik vi Guds ord med på vejen i form af andagter og gudstjenester.

Vi startede i pinsens lys med de karske ord fra profeten Ezekiel: "Dette siger Gud Herren: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud." ( Ez 11, 19-20).

De ord gumlede vi på; som køerne tyggede vi drøv dels i stilhed og dels i samtale med vore medvandrere. Imens gik vi op gennem Sønderjylland med blomstrende mælkebøttemarker, køer på græs, levende hegn med duftende syrener. Ordene fik ro til at bundfælde sig, og som dagene skred frem, erfarede vi forvandlingen fra stenhjerte til kødhjerte.

LÆS OGSÅ: På vandring: Ord at gumle på

Undervejs på den 1000-årige pilgrimsrute besøgte vi og holdt andagt i 16 kirker: Rise, Øster Løgum, Vedsted, Jegerup, Jels, Askov, Vejen, Bække, Jelling, Øster Nykirke, Kragelund, Thorning, Dollerup, Søndermarkskirken, Sct. Kjelds Kirke samt Viborg Domkirke. Desuden havde vi andagter i det fri, vi vandrede i perioder af stilhed, men fik også rig mulighed for undervejs at udveksle erfaringer fra vores livs- og trosvej. En af deltagerne udtrykte dette poetisk:

Frugten af samtale
er ord.
Frugten af ord
er indsigt.
Frugten af indsigt
er glæde.
Frugten af glæde
er Guds nærvær.

Ud af hverdagens centrifuge
Vi gik cirka 20 kilometer om dagen gennem naturskønne områder med skove, kildevæld, lyngbakker, langs søer og vandløb, gennem byer og landdistrikter. Først og fremmest glædede vi os over sommeren i "Guds grønne katedral" og 14 dages åndehul i "hverdagens centrifuge". På egen krop erfarede vi Johannes Johansens ord fra salmen (DS 725,1):

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.

I kirkerne blev Guds ord "et lys på vor vej og en lygte for vor fod" (Salme 119,105) Vi "holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne" (Ap G 2, 42). I Øster Løgum Kirke holdt vi bibelmeditation over den herlige historie om Zakæus, som Jesus fik til at kravle ned fra træet (Luk 19, 1-10) Mens vi i stilhed gik videre, kunne vi tænke på, hvordan vi selv modtog Jesu invitation: "I dag vil jeg være gæst i dit hus!".

I Rise Kirke, Rødekro, havde vi lejlighed til hver især at skrive bønner på papirblade, som blev hængt op på et bønnetræ i kirken. Ligeledes lod vi os inspirere af Bibelens mange vej-metaforer, og vi levede os ind i de syv pilgrimsnøgler: enkelhed, frihed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed.

LÆS OGSÅ: Syv nøgler til pilgrimmens sjæl

Det vandrende Gudsfolk ligger til grund for pilgrimsvandringen, Jesusbevægelsen - ikke primært middelalderens bodsvandringer. Vi er kaldede til at være "tabernaklets folk", ikke "templets folk". Jesus sad ikke i templet og ventede på, at folk opsøgte ham; han bevægede sig ud i samfundet. Sådan som også kirken bør gøre.

Kald: Gå ud i verden og forkynd
Fra Danmarks dåbsattest: runestenene i Jelling blev vi mindet om vores egen dåb, vores kald og opgave: frimodigt at gå ud i verden og forkynde evangeliet. Gennem den store naturkatedral vandrede vi videre op over den jyske højderyg, ad kirkestier, hulveje, skovstier, landeveje og grusstier.

LÆS OGSÅ: Jellingestenen - Danmarks dåbsattest

I skovene blomstrede liljekonvaller, mens markerne var smykket med knaldgul, duftende raps, som siden blev afløst af lysende gyvelbuske. Over Vrads Sande og Grathe Hede bevægede vi os nordpå med solen i ryggen, og om aftenen på herbergerne sang vi naturvejlederen Peer Høgsbergs sang:

Hærvejen skabtes af vandrende folk
gennem dværgbirk på jagt efter rener,
med solen i ryggen og isens blink mod nord
og det blå land, der opsteg af disen:

Hærvejen snor sig langs ryggen af Jylland
og ned gennem folkets historie,
hvor krigskarl og kræmmer og studedrift har slidt
denne folkets ældste vej ud mod verden.
 
Undervejs havde jeg inviteret folk fra sognene langs Hærvejen til at følges med os en enkelt dag. Nogle havde annonceret tilbudet i kirkebladet; andre i lokalavisen.

Lokale og pilgrimme skal dele liv og tro
Således er det mit håb, at lokale vandrere fortæller os vejfarende om egnens og kirkernes historie, samt om livet som bønder, menighedsrådsmedlemmer, lærere, husmødre med videre. Samtidig kunne vi pilgrimme indvie i tanker og refleksioner om pilgrimsvandringens betydning for vort moderne (tros)liv.

Dette blev til gensidig inspiration, og fastboende såvel som vejfarende kunne grunde over, hvordan vi hver især kan vandre vores livsvej, jævnfør skriftstedet: Hold mig i live på dine veje (Sl 119,37).

Ved iskanten, ved Bølling Sø holdt vi nadver, omgivet af brægende får og med en formidabel altertavle = udsigten over Bølling Sø. Senere karakteriserede en af gruppens deltagere vores fællesskab med de tre t er: tro, tillid og tryghed. I Dollerup Kirke bad præsten en dejlig bøn:

Kære Gud, du som kan gøre alting nyt, vi beder om din forvandlende bevægelse.
I vores eget liv, i verden, i kirken.
Hjælp os til ikke at blive bange for forandring og forvandling, når du bevæger os.
Vi ved jo, at du findes i det store og det små som rører sig, og ikke i det stillestående og det fastlåste.
Hjælp os at vokse i det, der bevæger os.
Din vilje ske.
Amen.

Elisabeth Lidell er pilgrimspræst