Da indremissionske landmænd sang aftensang for Tvind-kvinder

"Vi var gået i seng og lå i mørket i soveposerne, da vi hørte kvinden sige på ærkekøbenhavnsk til landmanden: 'Nå, beder I så også aftenbøn og sådan noget?' 'Ja, det gør vi da,' replicerede han på godt jysk, 'skal jeg be' én for dig?' 'Why not?' svarede hun, og vores ører voksede," skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Her er det pilgrimsherberget ved Gejlå bro i Sønderjylland. Foto: Jens Nørgaard Larsen

"Når Kristus kunne fødes i en stald i Bethlehem, så kan han også fødes i menneskers hjerter i en stald på Hærvejen, i det 21. århundrede," skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell om et særligt pilgrimsminde

Hver sommer arrangerer jeg en pilgrimsvandring på Hærvejen for 20 mennesker. To uger tager det os at gå de ca. 300 km. op gennem Jylland, fra Padborg til Viborg. Her ligger de 11 herberger langs Hærvejen, ombyggede stalde, som min mand Andreas Blinkenberg er idémand til.

Når gruppen mødes på Padborg station, kender vi ikke på forhånd hinanden. Folk har meldt sig til via nettet. 20 forskellige personer, tykke og tynde, unge og gamle, troende og tvivlende, som i de næste 14 dage kommer tæt på hinanden.

En sommer var der særlig stor spændvidde i forsamlingen: i den ene ende af skalaen var tre søde indremissionske landmænd fra Skjern-kanten, og i den anden ende af skalaen var tre søde Tvind-kvinder, gamle kommunister, der var meldt ud af folkekirken. Mellem de to grupper blev der ikke udvekslet ét ord; dertil var fordomme og fjendebilleder for store.

Rørende aftensang i stalden
Nu ville skæbnen, at én af landmændene kom til at ligge i køje over for én af kvinderne den første aften på herberget ved Kliplev. Vi var gået i seng og lå i mørket i soveposerne, da vi hørte kvinden sige på ærkekøbenhavnsk til landmanden: Nå, beder I så også aftenbøn og sådan noget? Ja, det gør vi da, replicerede han på godt jysk, skal jeg be' én for dig? Why not? svarede hun, og vores ører voksede.

Da han havde bedt aftenbønnen, sagde hun: Okay, men hører der ikke en salme til eller noget? Og så sang han "Perleporten" for hende. Jeg synes måske nok, der var overdrevet og begyndte at fnise og krybe ned i soveposen. Men hun fnisede ikke, for der var aldrig nogen, der havde bedt aftenbøn med hende, og hun kunne mærke, at han var autentisk.

De to blev perlevenner resten af turen, og sådan er det på en pilgrimsvandring med et udtryk af Susanne Brøgger: Summen af fælles forskellighed vejer tungere end fimsen af enighed! Resten af turen var det et folkekrav, at de tre tenorer sang aftensang klokken 22, når vi var gået til køjs. Det var hver aften et stort øjeblik, højtideligt og smukt.

Og jeg tænker, at når Kristus kunne fødes i en stald i Bethlehem ved vor tidsregnings begyndelse, så kan han også fødes i menneskers hjerter i en stald på Hærvejen, i det 21. århundrede. Ordet bliver kød og tager bolig i os (Johs 1, 14).

Når kristendommen bliver en objektiv viden, mister den sin eksistentielle appel. Man skal rystes, gyses i sin frygt og bæven og mærke kristendommens intensitet. (Søren Kierkegaard: Antiklimakus/ pseudonymet i Indøvelse i kristendom, 1850).